Hvor meget jyde skal man være?

Bertel Haarder mener, at der er københavneri i Statens Kunstfond, men det er »en ren fordom, symbolpolitik og ikke underbygget i statistik«, siger forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, formand for Legatudvalget for Litteratur og næstformand i kunstfondens bestyrelse.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Fold sammen
Læs mere

Anders Ands tre små nevøer ligner hinanden som tre dråber vand. I den forstand minder de om den måde, Statens Kunstfond fungerer på, hvis man skal tro Bertel Haarder (V). I gårsdagens Berlingske beskyldte kulturministeren Statens Kunstfond og andre af de sagkyndige udvalg for københavneri, når nye medlemmer skal udpeges. Der var med andre ord ikke mange point til kunstfonden i ministerens Grønspættebog, hvor kultur for alle og udflytning til provinsen er mantraer. »Man skal passe på Rip-Rap-Rup-princippet, hvor folk, der f.eks. bor i København, har en tendens til at udpege nogle, de kender, som også bor der,« som han sagde.

»Det skal vi modvirke. Der findes jo også et stærkt kulturliv uden for København, som bør repræsenteres i de udvalg.«

Kulturministeren henviste til, at han kort tid efter sin tiltræden skulle godkende et udvalg, hvor det viste sig, at samtlige medlemmer boede i København: »Jeg fulgte indstillingen, men skrev, at næste gang ville jeg gerne have en mere alsidig indstilling.«

Men Bertel Haarders kritik rammer helt ved siden af, mener Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Foruden selv at være forfatter – blandt andet til de populære bøger om Hildegard af Bingen – er hun formand for legatudvalget for litteratur og næstformand i Statens Kunstfonds bestyrelse.

»Jeg kan overhovedet ikke genkende ministerens billede, og jeg mener, han har misforstået det. Det er en ren fordom, symbolpolitik og ikke underbygget i statistik.«

Hvad er det, der er det afgørende?

Hun henviser til, at der for eksempel i det litteraturudvalg, hun er formand for, er ét medlem, der bor i Rudkøbing, ét der bor i Aarhus og tre, der bor i København, og hvoraf den ene af dem stammer fra Aalborg. Og i det udvalg, der fra årsskiftet skal tage over efter dem, er flere af dem, der er i spil, flyttet til København for nylig.

»Så hvor meget jyde skal man være for at måtte sidde i et udvalg? Og hvad er det, der er det afgørende,« spørger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»I det nuværende legatudvalg for litteratur sidder forfatteren Peter Adolphsen, og han bor i København, men stammer fra Aalborg og er huskunstner i Aalborg, så du kan jo ikke altid se på folks postnummer, hvor deres virke ligger, eller hvad de kommer af,« forklarer hun.

Hun mener heller ikke, at man kan se på udvalgene over én kam, sådan som ministeren gør.

»Der er to typer udvalg, legatudvalg og projektstøtteudvalg. For den direkte kunstnerstøtte i legatudvalgene synes jeg inden for rigtig mange kunstarter ikke, at det er særlig interessant at se, hvor folk bor, fordi kunsten har den fantastiske fordel, at det sted, hvor den produceres, ikke har så meget betydning for, hvor den kommer ud i sidste ende.«

I projektstøtteudvalgene giver det til gengæld god mening at tænke på geografisk spredning. Og det gør man allerede, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Her drejer det sig for eksempel om støtte til huskunstnerordninger, og inden for billedkunsten kan det være kunst i det offentlige rum, eller det kan være teatre. Her skal vi sørge for, at midlerne bliver fordelt på en fair måde, så det hele ikke går til København. Men hvis man ser på statistikkerne, ser det ikke ud, som Bertel Haarder siger,« siger hun og uddyber: »Vi har lavet en geografisk statistik, og her kan man se, at hvis der er en vis procentdel, der søger fra Fyn, så er der cirka den samme procentdel af midlerne, der bliver givet til Fyn. Og samlet set kom 64 procent af ansøgningerne til Kunstfonden fra København, mens 58 procent af midlerne endte med at gå til hovedstaden. Så det, ministeren siger, er direkte vildledende. Det ser ud til, at det er lidt lettere at få støtte, hvis man kommer fra provinsen,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.