Gokkesokker, kunstskandaler, museumslukninger og julekusser - 2018 blev et vildt år i dansk kultur

Berlingskes klummeskribent og inspektør på Danmarks Industrimuseum, David Holt Olsen, kigger på kulturåret, der gik. Det var et vildt år, mener han.

Foto: Sofie Mathiassen, Linda Kastrup og Niels Ahlmann Olesen

Det er nok enkelte blandt Berlingskes dannede læsere, der lider af en vildfarelse om, at vi har kultur for at blive klogere på os selv og verden omkring os. Denne antikverede opfattelse af kultur er imidlertid forlængst blevet kørt på historiens losseplads og erstattet af mere moderne, fremtidssikrede begrundelser. I dag handler kultur for kommuner og mange kulturfolk nemlig om at skabe vækst, subsidiært om at brande byer som kreative og cool.

Derfor var det heldigt, at der i april 2018 blev udsendt en rapport udarbejdet af COWI, der dokumenterede, at kulturhovedstadsprojektet Aarhus 2017 havde skabt 2.000 nye jobs og for hver krone, de deltagende kommuner havde investeret, kom 1,4 kroner tilbage igen. Dermed var alle glade: Politikerne kunne dokumentere, at deres investering var en succes og bureaukratiets hjul smøres med indtastning af positive tal i de respektive KPI’er, ROI, og hvad performativitetsindikatorerne ellers hedder.

Detektor på banen

Indtil Detektor fik eksperter til at gå tallene igennem. De var meget kritiske overfor, om antallet af turister og antal beskæftigede nu også udelukkende hang sammen med kulturhovedstadsåret. Det er ikke just en type debat, der får det kulturbegejstrede blod til at bruse i årerne på undertegnede, eller får hjertet til at banke for fædrelandet, men debatten var symptomatisk for vores blik på kultur: Kan det betale sig alt det her kulturhalløj? Og hvad gør vi, hvis det ikke kan betale sig? Lukker vi hele lortet og investerer i nogle vækstfremmende motorveje i stedet? Eller – måske endnu mere angstprovokerende - finder andre begrundelser for kultur end vækst? Svaret fik vi ikke, da alle klogeligt var kravlet i flyverskjul og nægtede at besvare kritiske spørgsmål.

København. Turister i Nyhavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Men nu vi er ved betaling, så kan det i hvert fald ikke betale sig at betale kunstnere. Radio24Syv bragte i programrækken »Kunsten ikke at betale« således en række eksempler på kunstnere, der fik ingen eller meget lille betaling for at udstille kunst, holde talks og performances på danske kunstmuseer. Samtidig fik vi at vide, at »statsanerkendte kunstmuseer får millioner af kroner i støtte« og Kunstmuseet Aros’ direktør, Erlend Høyersten, blev foreholdt sin egen pæne løn på 150.000 kr. om måneden. Der var således lagt an til klassisk forargelse med et tvist: I stedet for den sædvanlige, næsten rituelle, forargelse over uddelingen til kunstnere fra Statens Kunstfond – en debat vi gentager hvert år og har gjort siden salig Rindal - så var forargelsen denne gang rettet mod institutionerne og sympatien på kunstnernes side. Kunstnerne må nyde sympatien, mens de har den.

»Lars Løkke Rasmussen er død«, »Ole Sohn er død«, »Bertel Haarder er død«

Året bød også på en kunstskandale bestående af 20 A4-ark med hver deres linje, der startede med en politikers navn og sluttede med »er død« som i ovenstående eksempler. Arkene udgjorde tilsammen et kunstværk lavet af Jakob Jakobsen, der blev købt af Billedkunstudvalget i Københavns Kommune for 10.000 kroner. Indkøbet blev mødt af massiv kritik fra bl.a. Socialdemokratiets Dan Jørgensen, der kaldte det »usmageligt«.

Medlem af Billedkunstudvalget og daværende kulturborgmester, Niko Grünfeld fra Alternativet, var uforstående overfor kritikken og sagde til denne avis:

»Jeg ville ønske, jeg kunne have det på mit eget borgmesterkontor.«

Kunstneren Jakob Jakobsen, der har lavet et kunstværk bestående af en masse A4-ark, der hver især annoncerer forskellige danske politikeres død. Eksempelvis "Lars Løkke Rasmussen er død." Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen.

Gokkesokken

Og nu vi er ved Niko Grünfelds kontor, så blev det centrum for en større mediestorm, da det kom frem, at han havde brugt 130.000 kr. på nyindretning. Grünfeld forsvarede sig med, at det var københavnernes kontor, ikke bare hans. Men det var sådan mere i overført betydning, og det skulle i hvert fald ikke forstås så konkret, som man gjorde i de Facebookgrupper, hvor man kunne booke tider til aktiviteter i københavnernes nye fælleskontor. Den genstand på kontoret, der tiltrak størst opmærksomhed, var den store multifarvede stofpendel, der hang dovent ned fra loftet, som i folkemunde fik navnet gokkesokken. Jeg forstår til stadighed ikke helt, hvordan Niko Grünfeld endte med at måtte trække sig som kulturborgmester, men han blev erstattet af Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Hvorvidt hun har nyindrettet kontoret eller overtaget det bestående møblement, er jeg ikke bekendt med.

Kulturborgmester Niko Grünfeld's kontor på Rådhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

Nationalmuseet var overalt i medierne i 2018. Først med »Ranes Museum« på DR, hvor vi fulgte den nytiltrådte Rane Willerslevs distræte vej rundt på museet. Senere lancerede museet i påsken kedsomhedsknappen - den til dato mest debatterede knap i dansk museumshistorie. Jeg blandede mig selv i debatten og var skeptisk overfor, at man holdt sit eget museum og dets medarbejdere ud i strakt arm som værende kedelige ved at give knappen netop det navn. Jeg skal dog gerne tilstå, at jeg prøvede den med mine børn, der syntes, den var sjov, og formidlingen bag var fin og nærmest til den traditionelle side.

Mød Jim Lyngvild

Det vakte også vild debat, at udstillingen »Mød vikingerne« var lavet i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Lyngvild sagde selv på Nationalmuseets hjemmeside, at han »vil bringe mere sanselighed og liv ind i genstandene«, og Willerslev annoncerede sidste år, at formidlingen sagtens kan være en blanding af fakta og fiktion.

At blande fakta og fiktion er ikke en ny diskussion, som museumshistoriker Kasper Haunstrup Madsen gjorde opmærksom på i en kronik fra 21. november i Kristeligt Dagblad:

Jim Lyngvild med det kontroversielle fotografi af tre nøgne vikinger. Jim Lyngvild og Rane Willerslev åbner udstillingen Meet the Vikings på Nationalmuseet i København, mandag den 26. november 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

»DISKUSSIONEN trækker på en over hundredårig lang historie. I slutningen af 1800-tallet var det dog med modsat fortegn. Nationalmuseet stod som garant for et positivistisk videnskabssyn. Uden for murene i Prinsens Palæ var nye museumstyper dog på vej frem, og særligt succesfulde var folke- og frilandsmuseerne, der med levendegørelse og fuldt dekorerede bondestueinteriører satte spørgsmålstegn ved den klassiske forståelse af museets formidlingsrolle og videnskabelige opgave. For at få helheden til at passe sammen, måtte der til tider digtes.«

Vores hukommelse er således kort, og det er godt, at museumshistorikeren kan minde os om, at vi lever i gentagelsen.

Alex Høgh Andersen, der spiller Ivar Benløs i Vikings på HBO. Jim Lyngvild og Rane Willerslev åbner udstillingen Meet the Vikings på Nationalmuseet i København, mandag den 26. november 2018.. (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Fyringer på Nationalmuseet

I den meget triste ende af skalaen set med museumsbriller var det, at Nationalmuseet måtte fyre 34 medarbejdere samt lukke industriudstillingen i Brede Værk. Lukningen kom som følge af de årlige toprocentbesparelser på kulturen, og der var meget få kulturpolitikere, der følte det nødvendigt at tage noget som helst medansvar for den beslutning.

Imens blev der arbejdet politisk på en reform af den statslige støttestruktur til de 97 statsanerkendte museer. To visionsgrupper var nedsat til at komme med forslag til omfordeling af midlerne efter mere objektive kriterier end de nuværende. Forhandlingerne pågår i øjeblikket. Alt er således uafklaret, men Dansk Folkeparti og Alex Ahrendtsen har indtil videre markeret sig tydeligst og talt for at flytte støttekroner fra de store kunstmuseer i hovedstadsområdet til museer i provinsen.

Men nu skal julefreden have lov til at sænke sig over os. Eller det skulle kulturfreden på Nørrebro, hvor der løb en kulturfestival af stablen fra 1.-24. december. Kritikere hævdede, at det var et knæfald for religiøse kræfter sådan at neutralmarinere julemånedens arrangementer, så de passede til alles smag. Til arrangørernes forsvar tæller dog, at der også var julearrangementer blandt. Man kunne for eksempel i Folkets Hus lave julekusser til juletræet. Som der stod i invitationen: »Så alt du skal gøre - for at få julekusser på juletræet i år - er at sætte kryds i kalenderen og komme og slå kusserne løs sammen med os.«

Så blev det alligevel jul i år.