Historikere undrer sig over, at Nationalmuseet lader Jim Lyngvild designe den nye vikingeudstilling

Nationalmuseet åbner om 14 dage en ny vikingeudstilling. Modedesigneren Jim Lyngvild har af museet fået til opgave at designe udstillingen. Historikere undrer sig over valget af Jim Lyngvild.

.
Jim Lyngvild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Nationalmuseets nye store satsning er en vikingeudstilling, der åbner om to uger. Nationalmuseet har ladet den mediekendte Jim Lyngvild designe udstillingen, og han udtaler til Berlingske, at »vikinger var røvlækre«. Jim Lyngvild har set TV-serien »Vikings« og vil gerne give dem et nyt udtryk: »Der har været for lidt fokus på vikinger og for lidt fokus på, hvor seje de var.«

Udstillingen åbner 26. november, og samme dag afholder HBO Nordic pressemøde på museet i anledning af premieren på den nyeste sæson af hitserien »Vikings«.

Plyndring af kulturskatte

Flere historikere, som Berlingske har talt med, er bekymrede over, at Nationalmuseet har indgået dette samarbejde med Jim Lyngvild. Jes Fabricius Møller, der er lektor i historie på Københavns Universitet, siger:

»Jeg var overrasket over at se Jim Lyngvild inddraget i planlægningen af en udstilling om vikinger, især fordi man dermed har anvendt en mand uden dokumenterede kundskaber på et tidspunkt, hvor man netop har fyret 34 dygtige medarbejdere.«

Jakob Seerup var tidligere inspektør ved Nationalmuseet og er nu inspektør ved Bornholms Museum. Han har i netmagasinet POV spurgt, om Nationalmuseets leder, Rane Willerslev, har spændt Jim Lyngvild for sin egen og museets vogn, når han beder modedesigneren være manden bag en omfattende nyfortolkning af Nationalmuseets eksisterende udstilling om vikingerne?

»Har Willerslev også lyst til at købe en vikingeskat af Jim Lyngvild?« spørger Jakob Seerup og gengiver en sag fra 2013, hvor Jim Lyngvild på nettet »var stødt på en »vikingeskat« på mere end 1.000 velbevarede originale smykker, som en privat ejer havde sat til salg. Han havde selv købt 80 af smykkerne, men nu måtte danskerne støtte op om projektet, så han lancerede intet mindre end en »folkeindsamling« for at samle penge ind til at opkøbe den umistelige skat og bevare den på danske hænder«, skriver Jakob Seerup i netmagasinet POV.

Til Berlingske fortæller Jim Lyngvild, at han, inden han erhvervede sig skattene, havde sikret sig hos Kulturstyrelsen, at genstandene ikke var ulovlige at købe.

»De to private samlinger ville ellers være røget til udlandet, og det kunne jeg ikke bære i mit hjerte. Jeg lånte pengene til at sikre skattene i banken og spurgte Moesgaard Museum, om de ville tage vare på dem. Jeg kunne ikke selv opbevare dem ordentligt, så jeg ville udlåne den til dem og faktisk også testamentere dem. Det ville de gerne til at starte med, men pludselig gik der politik i det, fordi man ikke vidste, hvor genstandene stammer fra, og det kunne reelt set være gravrøveri. Det var der ikke nogen, der vidste. Men da de ikke vidste, hvor de stammede fra, turde de ikke have dem,« siger Jim Lyngvild.

Var Jim Lyngvild hæler?

Ifølge Jakob Seerup viste det sig imidlertid, at seriøse historikere vurderede, at smykkerne ikke stammede fra en dansk vikingeskat, men mere sandsynligt var genstande, der var plyndret ved illegale udgravninger i Baltikum eller Rusland. Nogle af dem var også »ret tydelige amatørforfalskninger«. På sin Facebook-profil har Jim Lyngvild skrevet: »Ja, det kan da godt være, de måske på et eller tidspunkt kunne have kommet hertil på uærlig vis ...«

Ifølge Jakob Seerup, som Berlingske har talt med, er det en indrømmelse af, at genstandene var kommet hertil illegalt, og Seerup siger:

»Skaden er sket, og de grave, som genstandene oprindeligt var blevet plyndret fra, vil aldrig blive seriøst undersøgt. Jim Lyngvild og andre købere har dermed formentlig gjort sig til hælere i den plyndring af kulturskatte.«

Ifølge Jim Lyngvild er det ikke umuligt, at genstandene stammer fra gravrøveri, men det mener han ikke, at der er belæg for at sige.

»Jakob Seerup skal simpelthen ikke beskylde mig for at være hæler. Det kan han ikke tillade sig, for det har han intet belæg for. Intet. Det kan være, at de stammer fra gravrøverier, men vi ved det ikke. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at de fleste af genstandene stammer fra de baltiske områder, og jeg har fat i det estiske nationalmuseum og det lettiske nationalmuseum, og jeg er ved at finde en løsning på, hvordan de kvit og frit får deres genstande tilbage. Jeg har sikret, at genstandene ikke ryger videre til private samlere, men jeg har ikke noget at bruge dem til, så jeg vil gerne forære dem gratis til de lande, hvor de hører til. Så de er ved at lave en komité, der skal se på, hvordan genstandene kan komme hjem. Det synes jeg da er en ret smuk tanke. Så kald mig bare gravrøver og hæler, hvis det er det, du vil, Jakob Serup, men jeg prøver i det mindste at redde genstande,« siger Jim Lyngvild.

»Min indvending går på Jim Lyngvilds person«

Til Berlingske siger Jakob Seerup:

»Min indvending mod hans virke hos Nationalmuseet går på Jim Lyngvilds person og hans forhistorie med misbrug af hans egen promovering af hans eget brand. Jeg vurderer ham som en ikkeseriøs person i forhold til dette danmarkshistoriske emne, og at man inddrager ham, samtidig med at man har fyret 34 eksperter, herunder eksperter i vikingetiden, virker fortvivlende.«

Jim Lyngvild mener ikke, at Jakob Seerups kritik er berettiget, og påpeger, at de kritikere, der allerede har sat spørgsmålstegn ved hans samarbejde med Nationalmuseet, tilsidesætter den danske kulturarv.

»Jeg vil ikke acceptere, at man bruger sandheden lemfældigt, bare så det kan passe ind i ens eget billede. Det må man ikke som voksent menneske og slet ikke som museumsdirektør. Lad mig citere Maude fra Matador: »Er alle mennesker da blevet vanvittige?« sådan har jeg det i de her dage. Mennesker som Jakob Seerup taler ikke på folkets vegne. De taler ikke på kulturens vegne. De taler på deres egne vegne, og det synes jeg er skandaløst for den danske kulturarv, der bliver taget til fange i deres politiske spil.«

Ligger der også i din kritik, at Nationalmuseet på den måde bevæger sig ind i en fiktionalisering af fortiden?

»Jeg har sådan intet problem med, at man populariserer historien og går formidlingsmæssigt nye veje. Jeg er åben for, at man går kunstnere og andre i møde i et samarbejde. Min indvending går på den konkrete person og hans dagsorden for at brande hans produkter.«