Jim Lyngvild og Nationalmuseet sammen om ny udstilling: Du får jo ikke lyst til at vide mere af at se en udskidt bonde

Når Nationalmuseets nye vikingeudstilling åbner i slutningen af november, vil det første, du møder, være tre nøgne vikinger. I udstillingen udforsker Jim Lyngvild og Nationalmuseet grænselandet mellem fakta og fantasi. Jim Lyngvild har tænkt sig at vise, at vikinger er både lækre og frække, sexede og seje. Udstillingen er et bud på fremtidens Nationalmuseum.

Jim Lyngvild og arkæolog Jeanette Varberg har sammen designet Nationalmuseets kommende vikingeudstilling. Udstillingen er en blanding af Jim Lyngvilds visuelle fortolkning af vikingerne og museets udstillingsgenstande. Her holder Jim Lyngvild et vølvehoved og Jeanette en kasse med genstande, som de seks hoveder skal beklædes med. Søren Bidstrup

Rundt om Jim Lyngvilds hals hænger tre store guldkæder. På fingrene sidder et væld af store skinnende guldringe. Sammenlagt bærer han i dag rundt på intet mindre end to kilo guld. Hans arme er prydet af tatoveringer, og fra halsen op langs venstre side af hovedet løber en lang skrift af runer. »Odin ejer mig« står der. Havde det ikke være for gulduret og de hvide kondisko, kunne han sagtens være en del af den udstilling, han selv er ved at designe.

Ved siden af ham sidder arkæolog Jeanette Varberg. Hun fortæller, at man i vikingetiden kunne købe én ko for to gram guld: »Og så kan du bare begynde at regne,« siger hun. De griner begge to. Det er tydeligt, at de har tilbragt utallige timer sammen. De færdiggør hinandens sætninger og taler i munden på hinanden. Lidt som et ægtepar. Og som parodien på et ægtepar har Jeanette Varbergs opgave blandt andet været at »holde Jim i ørerne« under det her projekt. Det vender vi tilbage til.