Ravnsborg ligger hen i tåge. Omringet af meterhøjt bolværk. To tårne med udskårne krummelurer har rejst sig op gennem tågen. Porten imellem har siden 2013 været indgangen til Jim Lyngvilds eget Valhalla.
Og denne decembermorgen i 2018 danner hans hjem – vikingeborgen på det sydlige Fyn – ramme for hans seneste store projekt. De kritiske stemmer var knapt nok blevet tavse, da Jim Lyngvild besluttede, at han ikke kunne stoppe ved vikingetiden. Han ville skabe en komplet fortolkning af hele den danske konge- og dronningerække. Fra Gorm den Gamle til vores nuværende dronning Margrethe II. Mere end 100 portrætter som mindre end et år efter for ganske nyligt er færdiggjort og trykt i bogen »Danmarks konger og dronninger«, og som fra 3. april 2020 vil blive udstillet på Koldinghus.