Rundt om Jim Lyngvilds hals hænger tre store guldkæder. På fingrene sidder et væld af store skinnende guldringe. Sammenlagt bærer han i dag rundt på intet mindre end to kilo guld. Hans arme er prydet af tatoveringer, og fra halsen op langs venstre side af hovedet løber en lang skrift af runer. »Odin ejer mig« står der. Havde det ikke være for gulduret og de hvide kondisko, kunne han sagtens være en del af den udstilling, han selv er ved at designe.
Ved siden af ham sidder arkæolog Jeanette Varberg. Hun fortæller, at man i vikingetiden kunne købe én ko for to gram guld: »Og så kan du bare begynde at regne,« siger hun. De griner begge to. Det er tydeligt, at de har tilbragt utallige timer sammen. De færdiggør hinandens sætninger og taler i munden på hinanden. Lidt som et ægtepar. Og som parodien på et ægtepar har Jeanette Varbergs opgave blandt andet været at »holde Jim i ørerne« under det her projekt. Det vender vi tilbage til.