Frederik VIIs arkæologiske mani

Frederik VII’s (1808 – 1863) store mani i livet, udover Louise Rasmussen, var arkæologi. Man har sagt, at Kongen med sin uprofessionelle udforskning af gravhøje ødelagde meget for eftertiden, men er det rigtigt? Henrik Thranes nye bog om Frederik VIIs arkæologiske mani frikender Kongen og bidrager til et mere nuanceret syn på ham.

Frederik VII sammen med sin elskede Louise Rasmussen alias Grevinde Danner. Bortset fra Louise, så var arkæologien Kongens største passion. Maleri af G.V. Gertner. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Frederik VII gennemførte sammen med sine betroede folk en mængde udgravninger af gravhøje samt af borganlæg. Mest kendt er han nok for udgravningen af gravhøjen ved Jelling, men Kongen og hans folk gravede over store dele af landet. Rygtet er gået, at disse udgravninger var uprofessionelle og at kongen ødelagde vigtige spor ved at grave sig ind i højene.

Professor emeritus Henrik Thrane har i sin nye bog »Kongen, Jægermesteren og Livskytten« sat sig for at afdække Frederik VII arkæologiske virksomhed og beskrive kongens og hans venners udgravninger.

Lad det være sagt straks, at dommen over kongens graverier slet ikke er så hård. I forhold til tidens viden og teknik, så udførte han en række udgravninger, der var i orden. Desuden satte kongen skub i interessen for arkæologi og skabte store samlinger. Hans videnskabelige forståelse var ikke altid helt på toppen, men han leverede generelt pålidelige observationer og fine tegninger.

Frederik VII var ikke nogen nem person. Han var uregerlig som barn og havde en tendens til uopmærksomhed, dovenskab, vrangvillighed og løgnagtighed. Han elskede simpelthen en god løgnehistorie med sig selv i centrum. Senere i livet blev han noget alkoholiseret og holdt af god mad og frække damer og ingen troede, at han kunne klare jobbet som konge. Mange antog ham for at være dum og måske ligefrem sindssyg, men ph.d. Birgitte Holten skriver i sin indledning, at han måske havde ADHD.

Men han var ingen dumrian og hans intelligens kom til udtryk i hans fascination af arkæologien. Kongen hadede det stive hofliv og selskabelige forpligtelser, men elskede til gengæld at være på farten og udføre udgravninger sammen med sine betroede folk som arkæologerne C.J. Thomsen og Jens Jacob Worsaae. Både Thomsen og Worsaae var dygtige videnskabsfolk, der skabte basis for den videnskabelige arkæologiske forskning i Danmark og de var tidligt opmærksomme på, at man ikke måtte ødelægge spor.

Deltog selv i gravearbejdet

De fleste har nok på nethinden et billede af den tykke kong Frederik, der sidder mageligt på en stol med sin uundværlige merskumspibe og kigger på landarbejderne, der tog sig af det grove arbejde.

Det billede er kun delvis rigtigt, for i sine yngre år kunne Kongen godt selv deltage i lettere gravearbejde. Hans første udgravning foregik i 1829, hvor han udgravede to gravhøje ved Fuglevad Mølle ved Lyngby under tilsyn af C.J. Thomsen, der satte kongen ind i udgravningsteknik. For første gang ledsagede man udgravningen med en fornuftig og detaljeret beskrivelse af udgravningen, hvilket var en videnskabelig landvinding.

Den næste store udgravning foregik på Bornholm i 1833. Kongen tog ivrigt del i gravearbejdet i disse år og tegnede selv fund og han var slet ikke en dårlig tegner. Det kunne nemt være gået galt, for under et gravearbejde ved en jættestue ved Jægerspris var jorden ved at styrte sammen over Frederik og begrave ham, men han nåede at komme væk. Han var fuld af energi og trodsede gerne uvejr og snestorme for få sat gang i gravearbejdet og så måtte de stakkels bønderkarle, der tog sig af det grove gravearbejde, bare følge trop, men de dog fik en pæn betaling.

Kongen deltog ivrigt i videnskabelige møder om arkæologi og bidrog selv med artikler og foredrag om sine fund. I 1845 stammer denne beskrivelse af Kongen i fuld vigør:

»Ved denne tid var Kronprinsen iværk med at udgrave nogle store Kempehöie ½ Miils Vei fra Frederiksgave. Til denne Udgravning, som vist varede en 3 á 4 Uger, indfandt Krp. Sig altid om Morgenen tidlig og forblev ved Kempehöien til seent om Aftenen. Flere Telte vare opslaaede ved Höiene og alle Maaltider bleve nydte der – Krp. Serverede selv. Hak og Boeufstege og Carbonade lavede HKH nu, ligesom de foregaaende Aar (på Island); at Fingrene ved en saadan udgravning, ogsaa blev benyttede til at vende Kjødet i og ingenlunde vare meget rene, forhøjede ikke det appetitlige ved Maden, er naturligt, men imidlertid var Boeufstegen dog velsmagende. Han fortalte de utroligste Ting ude ved Kjempehöiene og var i flere Dage i næsten utilregnelig Tilstand.«

Kort sagt tog de om maden med møgbeskidte fingre og morede sig kosteligt.

Gættede på kannabalisme

Man må selvfølgelig regne med, at datidens arkæologiske metoder ikke stod mål med moderne tiders, men som sagt var Kongens rådgivere forud for deres tid og dygtige videnskabsfolk og Frederik lyttede til dem, når de rådgav.

I 1852 var han således i Asserbo og Søborg på Sjælland for at grave middelalderlige borganlæg frem og Henrik Thrane skriver, at det var første gang, at en middelalder-udgravning blev planmæssigt udført og dokumenteret på tilfredsstillende facon. Der var dog også protester fra videnskabelig side. Da Kongen i 1851 udgravede Grønholt Voldsted i Nordsjælland og gravede direkte gennem voldanlægget, skrev tidens førende borgforsker, Vilhelm la Cour, at udgravningen var »sommerens vandalisme« og kaldte det fagligt uansvarligt. Henrik Thrane giver ham ret.

Bogen gengiver mange af Frederik VII’s tegninger og rapporter, og de viser, at han kunne tegne og dokumentere på en fin måde. Fra kongens egne dokumenter og dagbøger ved vi, hvor grundigt og ihærdigt han gik i gang med opgaverne. Hans beretning fra juni 1857 lyder sådan:

»Den 18. Juni 1857 lod jeg udgrave en Gravhöi i Færgelundens Swlige Ende, Den var fra brændalderens Periode og bestod af en Omfang af en Cirkel med 16 Alens Diameter. Jeg lod hele Höien rydde fra Øst indtil SW sønden om og da Jorden var taget bort hvori jeg for oven fandt endeel Potter med brændte Been kom to rækker Bordur Steen for Dagens Lys staaende i to Cirkler uden om hverandre og inden for Disse i Midten af Höien var opsat to smaae Steenkamre paa 1 ½ Fods Længde og 1 Fods Brede, samt tre Potter Alt saavel Kister som Potter fyldte med brændte Been…«

Det kunne dog gå galt med Kongens gisninger. Den 10. juli 1856 gav Kongen en beskrivelse af Ertebølle-kulturens boplads på Lygteholmen ved Jægerspris. Han fandt brændte ben, kranier og mente, at der endda havde været tale om kannibalisme: »Urfædrenes Leveviis har været Kannibalisme.« Han indsendte en beretning til det fornemme Oldskriftsselskab og gentog, at urfædrene nok havde spist deres fanger. Han bemærkede, at han havde opdaget menneskeknogler, der var flækket, så man kunne få fat i marven.

Minimale ødelæggelser

C.J. Thomsen reagerede ved at skrive et længere brev til Kongen, hvor han afviste teorien om kannibalisme, for sammen med et par andre eksperter havde han gennemgået dyngen af knogler og fundet ud af, at menneskeknoglerne netop ikke var flækket på samme måde som dyreknoglerne.

Der stod sagen og senere forskere har ikke nævnt, at Lygteholm-pladsen viser tegn på kannibalisme, men morbidt nok, så gav en nærliggende plads fra bronzealderen mange år senere indicier for, at danskerne, alt deres charme til trods, også havde været kannibaler. Måske havde Kongen set noget på udgravningsstedet, som gav ham en tanke, der ikke var helt hen i vejret.

Han gravede mange steder, men den udgravning, der huskes bedst i befolkningen, er hans udgravning af Jelling i 1861.

Man havde længe snakket om at grave i Gorm den Gamles gravhøj, den såkaldte sydhøj. Man mente at Kong Gorm lå derinde. Et stort gravehold og Frederik VII’s videnskabelige venner blev udkommanderet og Worsaae havde ansvaret for udgravningen. Det blev et kæmpe gravearbejde, men man fandt ikke et gravkammer eller et skelet. Worsaae konkluderede, at det ikke var en gravhøj, men en mindehøj for dronning Thyra.

Frederik VII gav så besked på at åbne nordhøjen for at se efter Gorms lig, men der havde allerede været gravet løs i 1821. Kongen blandede sig hele tiden i udgravningen helt ned i detaljerne. Også denne udgravning får stort set et skulderklap af Henrik Thrane, der mener, at efter moderne standarder, gik det ordentligt til. Thrane skriver, at ganske vist havde man ikke de moderne teknikker til rådighed, men at kongens udgravning må prises for minimale ødelæggelser.

Interesse vigtigere end strategi

Henrik Thranes fascinerende bog giver et nuanceret billede af Kongen og hans arkæologiske mani. Ganske vist havde Frederik sine svagheder og impulsive tanker, men stort set gik det professionelt for sig efter tidens normer. Kongen var nok i højere grad en samler end en videnskabsmand, skriver Thrane. Der var ikke en særlig strategi bag hans graven, men han var specielt interesseret i steder, hvor hans kongelige forfædre havde haft en historie.

Men andre af tidens arkæologer havde heller ikke nogen strategi, skriver Henrik Thrane, og den erfarne professor tilføjer polemisk, at man kan spørge sig selv, om der er nogen særlig strategi i nutidens arkæologi. Worsaae ramte måske meget præcist, da han efter kongens død skrev:

»Han maa betragtes som Hovedet for den Dilletantisme, for en Interesse i Folket, der har havt og har saa overordentlig stor Betydning for den fædrelandske Oldkyndigheds Fremme.«

Spørgsmålet melder sig, om Kongen udover dilettantismen leverede noget af betydning. Det gjorde han, idet adskillige af hans fund havnede på Nationalmuseet, men mange gik jo desværre tabt ved Frederiksborg Slots brand. Men også videnskabeligt var det ham, som leverede belæg for en forståelse af bronzealderens faser, og professionelle arkæologer skrev senere positivt om Kongens iagttagelser og tegninger. Thrane skriver, at Frederik kunne have hævet sit faglige niveau, men at dovenskab forhindrede ham i det.

Med bogen får vi et nyt billede af Frederik VII, for tidligere var det særlig hans rolle ved grundloven i 1849, krigen og selvfølgelig hans forhold til Grevinde Danner, der spillede hovedrollen. Thranes bog er en fornøjelse at læse med prægtige illustrationer og kongens egne tegninger.

Titel: Kongen, Jægermesteren og Livskytten. Frederik den Syvendes arkæologiske mani. Forfatter: Henrik Thrane. Sider: 315 Forlag: Nationalmuseet Pris: 380 kr.