Fra lyrikkens slagmark

Hvad skal vi egentlig med poesien? Er den dybt elitær? Eller er den tværtimod ultrademokratisk? I Norge og Sverige bliver den modernistiske lyrik for tiden både lemlæstet og lovprist. I Danmark går det knap så hårdt til, for her trives pluralismen. Men hvorfor er der ingen, der vil betale for en digtsamling?

Den lyriske modernisme er ikke, hvad den har været. Den lyriske modernisme er kommet under beskydning. Skandinavisk beskydning.
I sin seneste bog, »Tack, modernismen för den tid som varit!« er det den højt respekterede, svenske forfatter Göran Palm, der skyder. Göran Palm - der gentog sin kritik et interview i Berlingske Tidende sidste lørdag - hævder, at den lyriske modernisme, set fra et publikumssynspunkt, er en total fiasko.
Og Göran Palm står ikke alene.
Lige så uforsonlig er Bendik Wold, bogredaktør ved det norske dagblad Klassekampen, der i længere tid har kørt en intens debat om modernismens lyder og dyder. De modernistiske lyrikere dyrker ifølge Bendik Wold den floromvundne tale. Den modernistiske lyrik er - take it or leave it - elitistisk og antidemokratisk.
»Den læses ikke. Den diskuteres ikke. Den værdsættes primært for sin generelle »ophøjethed,« mener Bendik Wold, der også formulerer sin kritik på denne måde:
»Poesien er en lidt mærkelig onkel, som vi kun møder et par gange om året - vi havde aldrig holdt ham ud til hverdag, men han løfter stemningen rundt om middagsbordet anden juledag, så meget må man give ham».
Men hvordan har den mærkelige onkel det så set med danske øjne?
Anne-Marie Mai, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet, kan godt følge dem, der siger, at den modernistiske lyrik har lukket sig om sig selv og holder læserne ude. Problemet ligger dog ifølge Anne-Marie Mai ikke så meget i digternes måde at digte på. Der er snarere tale om, at den moderne litteraturkritik i overvejende grad interesserer sig for modernistiske former og udtryk:
»Kritikken er - firkantet sagt - i for ringe grad i stand til at se kvalitet i andet end modernistisk digtning. Man kan altså, efter min mening, godt sige tak for alt, men ikke til modernismen, som Göran Palm gør det, men til den modernistiske kritik. Jeg synes også godt, at anmelderne kunne anmelde på en anden måde, f.eks. ved at gå ud og anmelde en lyrikperformance. Hvordan fungerer sådan en performance? Er tilskuerne med? Hvordan virker det kunstneriske udtryk?«
Hvor rykker det, efter din mening, lige nu, rent lyrisk, hvis vi ser bort fra den »traditionelle«, modernistiske lyrik, som Göran Palm kritiserer?
»Digtere som Martin Glaz Serup blander populære udtryk og genrer på en helt særegen måde. Kristinia Nya Glaffeys »Lykkejægerne« ligger også meget langt væk fra traditionel højmodernisme. Også digtere som Lars Skinnebach, Maja Lee Langvad og Maja Lucas går nye veje. »
Spørger man Martin Glaz Serup selv, hvordan den modernistiske lyrik aktuelt går og har det, siger den endnu ikke 30-årige lyriker, forfatter, børnebogsforfatter og redaktør på websitet
www.litlive.dk, at man indledningvis må gøre det klart, at det er vanskeligt definere, hvad modernisme over
hovedet er for en størrelse:
»Modernismebegrebet har jo været voldsomt debatteret i de seneste 6-7 år i den vestlige verden,« påpeger han.
»Man er simpelthen i tvivl om, hvad begrebet dækker.«
Martin Glaz Serup siger videre, at det er vigtigt at holde fast i, at der altid eksisterer mange ismer på én og samme tid, og ikke bare mange ismer, men også mange litteraturhistorier. Homer, Dante og Shakespeare læses jo stadigvæk og er i den forstand lige så nutidige som de nutidige.
»Dette er en ret vigtig pointe,« siger han.
»I stedet for at se litteraturhistorien som noget med årsag-virkning i hegelsk forstand, bør man tænke litteraturen ind i et samtidighedsrum, hvor der både er plads til den nyeste digitalpoesi og til det klassiske og det højmodernistiske. Man kan sagtens rumme det hele. Som litteraten Trond Haugen har sagt det i Klassekampen, er det ikke nødvendigvis sværere at læse nye norske digtere, end det er at læse »Bro, Bro, Brille«!«
Man skal med andre ord lade være med at se på litteraturens ismer som noget, der ligner modeverdenens ditto, hvor efterårskollek
tionen afløser sommer
kollektionen og så fremdeles.
»Sådan fungerer det ikke,« fastslår Martin Glaz Serup.
Men er det ikke rigtigt, at poesien - forstået som noget, man læser - får meget lidt ørenlyd? Er poesien ikke nok så meget blevet noget, man oplever på en scene?
»Jo«, siger Anne-Marie Mai:
»Oplæsningsarrangementerne er blevet meget vigtige. Mange mennesker hører digte, frem for at læse dem, og måske er lyrikken ved at blive en mundtlig genre? I hvert fald er det tankevækkende, hvordan digterne når ud til læserne, så snart digterpersonen træder frem. Hvis så bare alle de, der gik ind og lyttede til de unge forfatteres oplæsninger, også ville købe deres bøger, så ville det se meget bedre ud for digterne. Det er ikke de unge digtere, der ligger på toppen af bestsellerlisterne. De ligger ikke engang i bunden af bestsellerlisterne!«
Skal man så ikke bare
acceptere, at det er det, der er vilkåret i dag - at digte er noget, man lytter til?
»Det er et vilkår i dag, men det er alligevel ærgerligt, for der er også digte, der har godt af at blive læst. Læserne går glip af en dimension, hvis de ikke får bogsiden med.«
Hvad mener Martin Glaz Serup om det spørgsmål? Han erklærer sig enig med Anne-Marie Mai i, at den performede poesi er i vælten. Han siger også, at det er
»superglædeligt«, at fæno- menet har så meget succes, som det vitterlig har:
»Det er mit indtryk, at der i hvert fald de seneste fem år er kommet flere og flere af disse live-ting. Folk, der ikke selv køber digte, har ikke noget imod at betale 50 kroner for at komme ind til en oplæsning. Men jeg undrer mig over, at der ikke er flere, der køber digtbøger. Jeg undrer mig faktisk vildt meget over det.«
Poesien har det med andre ord - ifølge flere - både godt og skidt, men også - ifølge folk som Mai og Glaz - langt bedre, end litterater som Göran Palm og Bendik Wold påstår. Ovennævnte Trond Haugen, der også hører til optimisterne, går så vidt som til at sige, at poesien er den mest demokratiske kunstneriske genre overhovedet. Eller som han forleden formulerede det på
www.litlive.dk:
»Den (poesien, red.) er den eneste genre, jeg kender til, hvor et almindeligt oplyst menneske i løbet af en uges tid, og bare ved at bruge nogle få aftentimer hver dag, har mulighed for at sætte sig ind i en håndfuld af årets bedste udgivelser - og dermed også være i stand til at sætte selv de mest professionelle litteraturlæsere- og kendere i forlegenhed«.