En kvinde blev dræbt og en mand blev såret, da Hollywood-stjernen Alec Baldwin, 63 år, affyrede en rekvisitpistol under en filmindspilning torsdag i sidste uge.
Det skete under optagelserne til westernfilmen »Rust«, og siden er dødsulykken blev diskuteret indgående i en lang række medier. Også Donald Trump Jr., altså ekspræsidentens søn, har deltaget i debatten, og har drillet Baldwin med dødsulykken. Alec Baldwin er nemlig udover sine film også berømt for at parodiere Donald Trump i sketchprogrammet »Saturday Night Live«.
Amerikanske medier har fået adgang til dokumenter og opkald til alarmcentralen, og derved kan man rekonstruere, hvad der skete på dagen, hvor filmfotografen Halyna Hutchins blev dræbt og instruktøren Joel Souza blev ramt i skulderen.
CNN skriver, at filmholdet netop var vendt tilbage fra frokost, da skuddet faldt.
Alec Baldwin, der både producerer og spiller hovedrollen i filmen, var sammen med en håndfuld andre i gang med at øve en scene, som foregik i en trækirke på det støvede filmset i New Mexico. To mennesker blødte pludselig, efter de blev ramt af et skud, og alle var i chok, skriver mediet. Det følgende er, hvad der skete op til skuddene, baseret på Hollywood Reporter og CNN.

»Kold pistol«
Morgenmaden, der ellers skulle starte halv syv var forsinket den dag. Kort forinden havde et kamerahold på seks personer nemlig forladt optagelserne i protest over deres løn og indkvartering under optagelserne, og et nyt kamerahold var blevet hentet ind. Halyna Hutchins havde i øvrigt to dage inden sin død slået et opslag op på Facebook, hvor hun udtrykte solidaritet med filmarbejderfagforeningen IATSE, der netop nu forhandler med arbejdsgiverne i Hollywood.
Men ifølge CNN sagde Joel Souza siden til Santa Fes sherif, at arbejdet derudover forløb som planlagt, og Baldwin og filmholdet begyndte at øve scenen i kirken, inden de holdt en pause for at spise frokost.
Da de vendte tilbage efter frokosten, var Baldwin klædt i sit westernkostume og stod tæt sammen med filmfotografen Halyna Hutchins og instruktøren Joel Souza inde trækirken. Instruktørassistenten Dave Halls, der, som Berlingske tidligere har beskrevet, angiveligt har en historik med ikke at følge sikkerhedsprocedurer, tog en af de tre pistoler, som den våbenansvarlige Hannah Gutierrez Reed havde placeret på et bord.
Ifølge Hollywood Reporter og CNN skal instruktørassisten have råbt cold gun (på dansk: »kold pistol«), som er branchetermen for en pistol uden hverken løse eller skarpe patroner, inden han rakte den til Baldwin.
Baldwin skulle vise, at han kunne trække sin pistol fra et pistolhylster, der sad på modsatte side af hans krop i forhold til den hånd, han trak pistolen med. I scenen skulle han pege pistolen mod kameraet.
Ifølge Hollywood Reporter sad Baldwin på en træbænk og kiggede mod syd mod kameraet. På grund af de føromtalte personaleproblemer var der kun ét kamera, og det kamera optog ikke, da ulykken skete.
Ifølge CNN har Souza fortalt til efterforskerne, at klokken var 13.50, da han sad og så på scenen gennem en lille skærm, da han hørte en lyd, der lød »som en pisk og siden et højt smæld.«
Hutchins tumlede baglæns og faldt sammen på gulvet, mens hun holdt sig til maven og sagde, hun ikke kunne mærke sine ben, skriver CNN. Souza, der stod ved siden af Hutchins, opdagede, at han blødte fra skulderen.

Opkald til alarmcentralen
Efter skuddet spredte filmholdet sig for alle vinde, og en samarit forsøgte at stoppe Halyna Hutchins blødning, mens flere ringede 911, som er den amerikanske version af 112.
I et opkald, som CNN har læst en transskription af, er der en kvinde, der beskriver sig selv som manuskriptansvarlig, der beskrev hændelsen således:
»To mennesker på en filmoptagelse er ved et uheld blevet skudt med en rekvisitpistol. Vi har brug for omgående hjælp. En instruktør og en kamerakvinde er blevet skudt,« sagde kvinden, hvortil alarmcentralmedarbejderen spurgte, om pistolen var ladt med skarpe patroner.
»Det kan jeg ikke sige. Vi har to tilskadekomne fra en film – et skud. Jeg sad ned, vi øvede scenen, og da den gik af, så løb jeg ud. Vi løb alle udenfor. De sad begge foroverbøjet … kamerakvinden og instruktøren,« sagde kvinden i telefonen, inden hun ifølge CNN begyndte at bande af en person, der var til stede ved siden af hende.
Siden ringede en mand fra filmholdet også til alarmcentralen, hvor han fik at vide, at en ambulance var på vej. Han fik også instruktioner i, hvordan man kunne standse ofrenes blødninger. I baggrunden kunne man høre mange stemmer, der talte i munden på hinanden, og kort efter dukkede sheriffen op.

Baldwin iførte sig sit almindelige tøj og rakte det blodstænkede kostume til sheriffen. Den våbenansvarlige på settet tog et brugt patronhylster ud af våbnet, som blev givet til sheriffen. Efterforskerne fandt også yderligere to pistoler og noget ammunition, som endnu er ved at blive undersøgt.
Det er endnu uklart, hvad pistolen var ladt med. Efterforskerne har fået en dommerkendelse, til at beslaglægge våben, ammunition, kameraer, computere og hukommelseskort.
Hutchins blev fløjet med helikopter til et hospital, der lå omtrent 100 kilometer væk. Hun blev erklæret død på hospitalet. Souza, der blev ramt i skulderen, blev kørt til et andet hospital, og er nu ved at komme sig.
Optagelserne på »Rust« er standset foreløbigt, mens efterforskningen foregår.