»Flingusterlig min mor og blåvandsskitur?« spørger min kæreste.
»Undskyld, hvad sagde du, skat?« svarer jeg.
»Det er lige meget.«
»Nej, sig det nu. Undskyld, jeg hørte det bare ikke,« siger jeg overbevisende, mens jeg igen bliver distraheret af fjernsynet, hvor de endelig siger prisen på huset i »Hammerslag«, og hvis ikke jeg ser prisen på huset, er det jo ligegyldigt, at jeg har set hele resten af programmet.
Heldigvis er jeg god til at improvisere – en indlært evne efter mange års manglende lektielæsning – og kan ofte redde mig selv ved at stykke ansigtsudtryk, hvilken app min kærestes mobiltelefon har åben og enkelte ord sammen og på bagkant høre, hvad der blev sagt for 15 sekunder siden:
Om det passer mig, at hendes mor kommer på besøg om 14 dage? Da jeg tager min telefon frem for at skrive det i kalenderen, ser jeg, at min modstander i Wordfeud har spillet sin tur, og jeg får aldrig skrevet aftalen ind.
Jeg siger generelt »hvad sagde du?« i en sådan grad, at jeg på et tidspunkt på min kærestes – som selv er læge – opfordring gik til en ørelæge, fordi hun undrede sig over, hvorfor jeg aldrig hører, hvad folk siger.
En grundig undersøgelse viste dog, at min hørelse er lidt bedre end gennemsnittet for min alder. Ørelægen sagde, at »måske handler det bare om, at det, folk siger, ikke er særlig interessant«.
Han tog på en måde fejl og havde på en anden måde ret.
For to år siden blev jeg i en alder af 32 år diagnosticeret med ADD. ADD står for Attention Deficit Disorder, og er en afart af ADHD, som står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder.
Jeg blev dermed en del af det kritiserede diagnosesamfund, men fik også et skæbnefællesskab med en række kendte mennesker.
En rapper, en køkkenchef, en eksminister og en journalist går ind til en psykiater
Flere kendte mennesker har de seneste år både fået diagnosen og er stået frem med den i offentligheden.
Eric Vildgaard, der er køkkenchef på den tostjernede Michelin-restaurant Jordnær, rapperen og kunstneren Jesper »Jokeren« Dahl, eksbaronesse Caroline Fleming, sangeren Mads Langer og forfatteren, eksminister Manu Sareen er ligesom jeg som voksne blevet diagnosticeret med ADHD.
For mig var diagnosen en nøgle, der pludselig låste kisten med de begravede forklaringer og svar op. Ikke bare svarene, men Svaret.
For Eric Vildgaard fik viden om, at det var ADHD, der gjorde alting svært, ham også til at falde noget til ro.
»Det hjælper rigtig meget at kunne sætte ord på, hvad det er, der er galt. Når man ved, hvad det er, kan man vende det til noget positivt. I forbindelse med udredningen kom jeg til psykolog, som lærte mig at sætte ord på min glæde og de ting, der gør mig vred. Hvorfor jeg pendulerer mellem ekstrem glæde og ekstrem frustration,« siger Michelin-kokken, da jeg ringer til ham.
Manu Sareen, der er forfatter og tidligere radikal ligestillings- og kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, fik diagnosen for fire år siden, da han var 50 år. Han troede først ikke på det, da psykiateren sagde det. Han troede, ADHD var en børnesygdom.
»Jeg var vantro. Psykiateren kunne lige så godt have sagt, jeg havde mæslinger eller skoldkopper. Men så gik det op for mig, at hvis jeg havde fået diagnosen og behandlingen tidligere, kunne jeg have undgået den megen smerte, der var i min barndom, hvor jeg fik skældud fra morgen til aften. Den smerte ville jeg gerne have været foruden,« siger Manu Sareen, da jeg ringer til ham.
Diagnosen har for mig selv også været en gave, fordi den har været et svar på de mange spørgsmål, jeg selv og andre har stillet til den manglende forløsning af mit angivelige potentiale. Men det er også frustrerende at tænke tilbage på alle de gange, jeg kunne have haft det lige så nemt, som jeg har det nu, hvor jeg får behandling.
Hvor mange dårlige undskyldninger, jeg kunne have skiftet ud med en bedre.
Eller hvor mange færre undskyldninger, der i det hele taget kunne have været brug for.
Skal alle have en diagnose?
Til gengæld har jeg ifølge ADHD-forsker Per Hove Thomsen nogle træk, som har hjulpet urmenneskerne med at overleve. En evne til konstant at scanne mine omgivelser for farer og ting, der stikker ud, og en manglende konsekvensberegning, som ville have gjort mig dumdristig nok til at forsøge at nedlægge en mammut eller bestige et bjerg for at finde Shangri-La på den anden side.
Den i høj grad arvelige psykiske tilstand, der altså evolutionært kan have været gavnlig, er også en del af det så kritiserede diagnosesamfund. Kritikerne – inklusive faktisk Mads Langer selv, inden han fik diagnosen – mener, at de mange diagnoser i højere grad handler om samfundsmæssige problemer end udfordringer for den enkelte.
Svend Brinkmann, der er professor i psykologi, har også i denne avis sagt, at diagnoser er »i færd med at monopolisere måden, vi forstår vores lidelser og vanskeligheder på«.
Men det er en professor i psykiatri uenig i.
Selvom flere voksne får en ADHD-diagnose, er kritikken af diagnosesamfundet nemlig overdrevet. Det mener Per Hove Thomsen, der siden 1998 har været professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og overlæge på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus.
»Jeg forstår godt bekymringen over, at vi sætter diagnoser på alt, hvis man så mener, at man kun vurderer folk ud fra den diagnose, folk har. Børn med ADHD er lige så forskellige som alle mulige andre børn, og det samme gælder selvfølgelig også voksne. Diagnoser som ADD eller ADHD er først og fremmest værktøjer til at give folk den rigtige hjælp, så de bedst muligt kan klare sig,« siger Per Hove Thomsen.
Alligevel er der mange, der kæmper mod ideen om, at de selv eller deres børn skulle have en diagnose. Jeg selv tilskrev i mange år min manglende evne til at få ting gjort, at jeg var doven.
For køkkenchef Eric Vildgaard var symptomerne på hans ADHD noget mere udtalte end manglende evner til eksamenslæsning.
Michelin-kokken troede, han var maniodepressiv
Jeg har ringet til Eric Vildgaard, og som det tit er, når man taler med folk med ADHD, skal der ikke mere end et par stikord til, før historien vælter ud af ham.
Eric Vildgaard fortæller, at han fik diagnosen som 27-årig, efter en skilsmisse, der forstærkede den ekstreme indre uro, han havde indeni, i en sådan grad, at han blev indlagt på psykiatrisk afdeling.
»Jeg havde gået med tanken om, hvorvidt jeg var maniodepressiv (bipolar lidelse, red.), fordi jeg er så ekstrem i min tilgang – jeg kom for langt ud ad en tangent. Jeg havde det sådan, at enten ville jeg slå mig selv eller nogle andre ihjel. Så jeg fik hjælp af min bror til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling,« siger han.
Køkkenchefen er glad for sin egen diagnose, men synes til gengæld ikke om, da en børnepsykolog i hans datters børnehave på et tidspunkt foreslog, at hans datter også kunne have ADHD.
Den dobbelthed forstår jeg godt. Ville jeg gerne have haft den medicin, jeg nu tager, og som har gjort mig i stand til at leve et langt mere succesrigt liv end tidligere? Eller ville den tværtimod have gjort, at jeg ikke havde haft det liv, der har gjort mig til den, jeg nu er, til den mand, min kæreste blev forelsket i?
Var det noget med en spontan tur til Berlin?
Den tvivl har Manu Sareen også. Selvom han gerne ville have været barndommens skældud og et hashmisbrug foruden ved at have fået sin diagnose tidligere, kan han også godt genkende, at man kan være i tvivl om, om ens liv havde været lige så interessant, hvis man havde været velmedicineret.
»Vi er jo ofte også sjove og impulsive at være sammen med og festlige at være i byen med. Vores kærester er glade for os, fordi vi er spændende – man kan sidde i sofaen og pludselig udbryde »Vi tager sgu til Berlin!«,« siger eksministeren og vækker mindet om min venindes fødselsdagsfest for 10 år siden til live.
Klokken tre om natten bestilte og betalte jeg for et hotelværelse dagen efter i Berlin. Efter en kort lur tog jeg med tre venner bussen til Berlin, hvor vi kun medbragte vores pas, en pose øl, en Camilla Läckberg-krimi og en papfigur af David Hasselhoff i menneskestørrelse.
Det er et af mit livs bedste minder, men når livet generelt kun leves lige nu, løber man på et tidspunkt direkte ind i den fremtid, man ikke har planlagt til.
Som da Manu Sareen skiftede til Alternativet. Et skifte han »stadig ikke kan forklare«.
Eller da det rent faktisk – nok mod min forventning – lykkedes mig at komme ind på medicinstudiet på Københavns Universitet.
Kan ikke komme i gang, kan ikke gøre det færdigt
Det var først der, jeg blev indhentet af min ADD. Man kan ikke improvisere sig til at svare på eksamensspørgsmål om menneskets metabolisme. Jeg ved i øvrigt stadig ikke, hvorfor jeg søgte ind på medicinstudiet. Som så mange andre beslutninger i mit liv, lå der ikke nok overvejelser bag.
Men jeg tænkte jo, at jeg ligesom alle andre måtte kunne lære at lave mine ting til tiden.
Otte år efter jeg kom ind på medicinstudiet, droppede jeg ud – også af den myriade af ikkefaglige aktiviteter, jeg var dybt involveret og aktiv i.
Mellem mig og en bachelorgrad stod en stor eksamen i nyrer, blod, hormoner og kønsorganer, som jeg nu havde dumpet for syvende gang. Jeg ville gerne, men kunne ikke læse.
Noget Per Hove Thomsen kalder symptomatisk.
»Folk med ADHD kan sidde fast, eller også får de slet ikke påbegyndt ting. Hvis det lykkes at komme i gang, kan det også knibe med at færdiggøre tingene. De skubber ofte store opgaver foran sig, fordi det bliver uoverskueligt for dem.« siger professoren.
Det' fredag aften, vi har lige fået løn
Til ingen af de førnævnte eksamensforsøg havde jeg rigtig læst, blandt andet fordi jeg ikke anede – og ikke aner – hvordan man sætter sig ned og læser en bog om biokemi på 700 sider. Jeg prøvede i stedet at hutle mig igennem ved at løse gamle eksamenssæt, ved at købe eksamensforberedende kurser og med tålmodige læsemakkere, der forklarede og trak mig gennem studiet.
Til gengæld sørgede jeg for, at læsemakkerne og jeg altid nåede til fredagsbar, at vi lige fik os endnu en nummer 11 fra det lokale pizzeria, og at vi grillede hver aften, da vi læste til sundhedspsykologieksamen, så vi kunne sige, at »vi grillede os gennem sundhedspsykologi« til fremtidige studerende.
Det var nemlig nogle ufatteligt gode ideer, syntes jeg selv. Ideer, der måtte handles på.
»Folk med ADHD har svært ved ikke at reagere med det samme på deres indfald, og som andre lige lade ideerne vende i storhjernen. Det kan også give nogle sociale problemer, hvor man ufrivilligt kommer til at overskride andre menneskers grænser,« siger Per Hove Thomsen, da han forklarer den impulsivitet, der udgør tredje ben i ADHD-symptomerne.
Når bøtten skal vendes rigtigt
For flere af de førnævnte og for mig selv har det været en lettelse at få diagnosen. Men symptomerne forsvinder ikke nødvendigvis med diagnosen og behandlingen.
Caroline Fleming har fortalt, at hendes ADHD har været årsag til megen frustration og søvnbesvær, men også at hendes symptomer har gjort hende effektiv.
»For mig har ADHD været en gave, for det har betydet, at jeg har kunnet køre et hus på et højt niveau og været alenemor til tre børn, samtidig med at jeg har haft en karriere på tv, skrevet bøger og lavet en helvedes masse andre ting,« sagde den tidligere baronesse til Alt.dk i juni. Caroline Fleming blev i februar såkaldt ambassadør for ADHD-foreningen.
Eric Vildgaard mener også, at han kan styre sit hyperfokus på en måde, så det gør ham bedre til sit arbejde. Men han kan også blive vred.
Han nævner som eksempel nogle bøtter i køkkenet på Jordnær, som skal stå på en bestemt måde. Når han først har fundet en værdi i noget og fået det forklaret det til andre, forstår han ikke, hvorfor de ikke er enige.
»Jeg kan blive så vanvittigt sur over, at det ikke betyder lige så meget for andre mennesker, at en bøtte står lige: »Hallo, kan du ikke selv se det?« siger Eric Vildgaard.
Som et horoskop, men med rigtig videnskab
I folkeskolen skrev en lærer »Han kan godt, men gider vist ikke« i min karakterbog. Det har jeg indtil for to år siden også tænkt om mig selv. Hvorfor jeg dog ikke udnyttede den begavelse, andre mente, jeg var blevet begavet med.
For to-tre år siden spurgte min psykolog nemlig, om jeg havde overvejet, om jeg havde ADHD. Han er tidligere forstander på en døgninstitution for blandt andre børn med ADHD.
Måske var det, fordi jeg altid bekymrer mig om hensigten bag folks ord. Eller fordi jeg igen havde afbrudt ham, mens han prøvede at give mig et råd, som jeg betalte hundredvis af kroner i timen for at få.
Jeg afviste først blankt, at jeg havde ADHD for jeg kan jo sagtens sidde stille. Som barn kunne jeg læse en bog om dagen, når vi var på ferie, og så har man da ikke ADHD, vel?
Men da jeg gik ind på ADHD-foreningens hjemmeside og læste om ADD, var det som om, jeg læste et horoskop, bare med rigtig videnskab. Det var mig, og jeg følte mig forstået.
Da jeg efter en henvisning kom hen til min psykiater, Ejnar, forklarede han mig, at netop den såkaldte begavelse nok var medvirkende årsag til, at jeg var blevet så gammel, før jeg fik diagnosen – eller opdagede, at der var andet galt end dovenskab.
Da min indledende – indrømmet meget barnlige – stolthed over at være for klog til en diagnose havde lagt sig, gav det pludselig mening for mig, hvorfor det føltes som om, at jeg i årevis aktivt havde saboteret mine chancer for et godt liv.
Jeg var simpelthen ofte bange for at læse til eksamen, fordi jeg ikke vidste, hvordan man gør.
Den oplevelse er jeg ikke ene om, siger Per Hove Thomsen.
»Det er ret typisk, at folk med en god begavelse, eller som har andre kompetencer, i længere tid kan kompensere for de vanskeligheder, man har ved ADD eller ADHD. Jeg har flere henvendelser fra universitetsstuderende, som klarede det fint i gymnasiet, men hvor det hele faldt fra hinanden, da de kom på universitetet, flyttede hjemmefra og manglede den ydre struktur, der var,« siger han.
Ulovlige og lovlige stoffer
De vanskeligheder løses ofte med selvmedicinering, inden man får en diagnose. Der er således langt flere med ADHD, der ryger, drikker for meget eller tager stoffer, end i resten af befolkningen. Jeg selv har – fraset nogle perioder – røget cigaretter, siden jeg var 12-13 år gammel.
Der findes heldigvis medicin af forskellig art, som kan kompensere for nogle af de problemer med signalstoffer og belønningscentret i hjernen, som folk med ADHD har.
Jeg får nu den medicin, der hedder Elvanse, med stofnavnet lisdexamfetamin. Elvanse indeholder det, nogle kalder speed, men i en væsentligt mindre dosis end den, folk til technofester tager – og den lille dosis bliver langsomt frigivet over 11 timer.
Da jeg første gang tog den medicin, var jeg pludselig i stand til at arbejde med en artikel en hel dag uden at skulle kæmpe mod trangen hvert andet minut til lige at tjekke noget på Wikipedia eller lige google, hvad prisen blev på det hus i »Hammerslag«. Det var en åbenbaring. »Er det sådan det I andre har det?« tænkte jeg med lige dele lykke og misundelse.
Andre, som Eric Vildgaard, får ikke medicin.
»Kognitiv terapi hjalp mig meget, men medicinen gav mig ikke så meget. Jeg havde oplevelsen af, at medicinen dæmpede min kreative proces. Jeg bruger i stedet det hyperfokus, man kan få, til noget positivt, og når det så spidser til, ved jeg, at jeg skal trække vejret og tælle til 10,« siger Eric Vildgaard.
Hvis ikke han når det, så må han jo sige undskyld.
Det gør vi tit.
Billederne er taget af fotojournalist Mathias Svold.
