Filmanmeldelse: Utroværdigt melodrama fra Susanne Bier

Gode skuespillere kæmper bravt for at få Susanne Biers film til ikke at svulme op til det forlorne, men det lykkes desværre kun delvist i amerikanske »Serena«.

Jennifer Lawrence og Bradley Cooper gør, hvad de kan, for at få »Serena« til at fungere, men det virker kun til lidt over halvvejen. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Et godt stykke hen ad vejen er man pænt underholdt af spændinger og de erotiske antydninger i historien om kærligheden mellem George Pemberton (Bradley Cooper) og Serena Shaw (Jennifer Lawrence).

Men hvor Susanne Biers melodramatiske historier ofte får en realistisk og alvorlig kant ved at foregå i nutiden i Danmark, kæntrer den slags fortællinger lettere, når vi får amerikanske håndkantsslag og romancer fra svundne tider indover.

Pembertons tømmervirksomhed i staten North Carolina har ikke de bedste tal på bundlinjen, og udstykningen af en naturpark truer, men det ryster ikke den hårdt arbejdende, men også inderst inde bløde mand. Især ikke da han finder Serena. Hun har også erfaring med tømmer, men er ellers lidt af en isdronning.

Pemberton sætter hende med det samme ind i ledergruppen, og det skaber uro. For eksempel hos den tidligere ligeværdige partner (David Dencik) og en mystisk eksfange (Rhys Ifans). Sheriffen spillet af Toby Jones har sit hyr med at gennemskue intrigerne.

Rolle for rolle er skuespillerne af ypperste karat, og selv i meget små roller ser vi for eksempel Kim Bodnia og Bodil Jørgensen, og de gode skuespillere gør, hvad de kan.

Filmen er i det hele taget fejende flot i sit udtryk, men vi befinder os inde på livet af personerne, så »Serena« får ikke noget decideret episk vingefang som for eksempel »Borte med blæsten« eller »Legendernes tid«.

Samtidig virker isdronningen Serena som lidt af en karikatur, og da først det står klart, at Pemberton ikke kan dække det store, sorte, følelsesmæssige hul inden i hende, er der kun et sæt milde thrillermomenter tilbage i en helt utroværdig serie af afslutninger.

Det er muligt, at melodramatematikken går op, men de fleste med hang til logisk tænkning og allergi over alt for tydelige symboler vil klø sig noget i nakken og være henvist til at glæde sig til den næste Bier-film på dansk.

Hvad: »Serena«.

Hvem: Instruktør: Susanne Bier. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, David Dencik, Rhys Ifans, Toby Jones.

Hvor: Premiere over hele landet.