#feministernes nye våben

På få år er hashtagget gået fra at være noget, der i de flestes øjne var et ubrugeligt keyboardtegn, til et væsentligt aktivistisk værktøj, som ifølge eksperter har været med til at ændre den politiske samtale. Især feministiske hashtag-kampagner har i disse år succes i den vestlige verden.

USAs førstedame, Michelle Obama, bidrog med sin stemme på Twitter til hashtagkampagnen #BringBackOurGirls – et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring de 276 skolepiger, som militsen Boko Haram havde kidnappet i Nigeria for to år siden. Hendes tweet blev retweetet knap 80.000 gange. Foto: Instagram
Læs mere
Fold sammen

Da kvindebevægelsen gik på gaden i 1970erne for at kæmpe for ligeløn, fri abort og mod udnyttelsen af kvinders krop, var det gerne iført iøjnefaldende udklædning og med skilte med slagkraftige slogans.

Sidste år skabte en aktion for kvinders kamp mod udnyttelse af kvindekroppen atter overskrifter. Men denne gang var antallet af aktivister vokset til flere tusinde, Strøget var skiftet ud med Twitter, og »Uanset køn – samme mindsteløn« var byttet ud med hashtagget #jegharoplevet.

»#jegharoplevet at blive spurgt om, hvor meget jeg kostede. Jeg stod og ventede på min familie foran Hovedbanegården. Jeg var 16. Og skrækslagen.« Sådan lød en af de beretninger om overgreb og sexisme, som en dansk kvinde delte på Twitter. Mange andre fulgte trop, hashtagkampagnen gik viralt, og pludselig var hverdagssexisme endnu engang på dagsordenen i de danske medier.

Mange skal kunne realtere til hashtagget

Helena G. Hansen er en af dem, som sparkede kampagnen i gang i Danmark fra Dansk Kvindesamfunds Twitter-profil. I Norge havde samme kampagne kørt på de sociale medier med stor succes, og Helena G. Hansen, der er medlem af styrelsen i Dansk Kvindesamfund, besluttede sammen med en række ligesindede at undersøge, om #jegharoplevet også kunne få luft under vingerne herhjemme.

»Det var helt vildt at se, hvor meget det voksede. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så stort. Det kom pludselig frem i lyset, at rigtigt mange bliver udsat for sexisme og overgreb – noget vi normalt ikke fortæller vidt og bredt om – og det fik også stor opmærksomhed i medierne,« siger Helena G. Hansen.

Hun tror, at det er nemmere at få folk til at deltage i en kampagne om alvorlige og tabuiserede emner som for eksempel sexisme og voldtægt, hvis de fleste kan relatere til hashtagget.

»Hvis vi havde kørt med #kønsdiskriminerendeovergreb eller #voldtægt, var kampagnen nok ikke blevet en succes på samme måde. Mange så nok #jegharoplevet som noget, der var forholdsvis nemt at relatere til og at fortælle om. Det mobiliserer mange og sætter problemstillingerne i øjenhøjde, og så er hashtag-kampagner generelt en hurtig måde at give sin holdning til kende på, uden at man skal udkomme med et helt feministisk manifest. Hvis flere fortæller om deres oplevelser, fjerner man jo en del af stigmaet omkring sexisme og overgreb,« siger Helena G. Hansen.

Meget opmærsomhed med få virkemidler

Hashtag-kampagner er en viral trend, hvor man med relativt få virkemidler kan få utroligt meget opmærksomhed.

Det er kun få år siden, at hashtag-aktivisme blev en ting, og siden har kampagner som #BringBackOurGirls, #BlackLivesMatter og #Kony2012 taget de sociale medier med storm, fortæller ekspert i sociale medier og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet Mads Kæmsgaard Eberholst.

»For bare fem år siden var de sociale medier markant anderledes, end de er i dag. For tre-fire år siden begyndte vi at se virale politiske og aktivistiske kampagner. Siden da er snebolden bare rullet, og i dag ved de fleste, hvad et hashtag er, og hashtagkampagner er både blevet et strategisk og et aktivistisk værktøj,« siger han.

Selv om der findes mange eksempler på politiske emner og budskaber, der fylder på de sociale medier, mener Mads Kæmsgaard Eberholst godt, at man kan argumentere for, at feminisme går ekstra godt i spænd med tweets og hashtags.

»Feministiske budskaber spreder sig især i den vestlige verden let på de sociale medier. Typisk italesætter kampagnerne negative problemstillinger gennem en positiv fremførelse, hvilket resulterer i, at det bliver meget svært ikke at støtte op om. For eksempel er det meget svært ikke at være enig i, at alle mennesker skal have lige rettigheder uanset køn,« siger han.

»Det personlige er politisk«

Kvindernes revolution på sociale medier har især været fremtrædende i USA. I maj 2014 lagde #YesAllWomen – en reaktion på de kvindefjendske drab begået på et universitet i Californien – nærmest internettet ned.

Siden da har strømmen af hashtag-kampagner med feministiske islæt været svær at holde trit med. Der er #EverydaySexism, som kvinder bruger til at dele historier om hverdagssexisme internationalt, #SurvivorPrivilege, der opstod som en modreaktion, efter at en velanset amerikansk journalist havde skrevet i sin klumme, at det at have overlevet en voldtægt nærmest blev en »eftertragtet status« på de amerikanske college campuser. Og så er der #YouOKSis, som forsøger at gøre op med gadechikane og #AskHerMore, der anfægter de spørgsmål, som journalister typisk stiller kvinder på den røde løber.

Listen stopper ikke her, og set i det lys er det måske heller ikke særligt overraskende, at data fra Twitter viser, at antallet af tweets, som indeholder ordet »feminisme«, voksede med 300 pct. fra 2012 til 2015. De feministiske budskaber er overalt på de sociale medier, hvor de bliver spredt af de mennesker, de har indvirkning på.

I 1970erne sagde feminister med amerikaneren Carol Hanisch i front ofte, at »det personlige er politisk«. Dermed mente man, at man ikke kan skelne skarpt mellem generelle politiske rettigheder og den enkeltes privatliv. Og måske er det netop derfor, at hashtag-kampagner formår at samle folk, forklarer Clay Shirky, da Berlingske fanger ham over mailen. Han er professor ved New York University og beskæftiger sig med internettets sociale og økonomiske effekt.

»Hashtag-kampagner virker bedst og har potentiale til at gøre en forskel, når de er identitetsorienterede og formår at skabe opmærksomhed eller ramaskrig i offentligheden. Hashtag-kampagner var effektive under kampagnen for homoseksuelle ægteskaber, fordi de anti-homoseksuelle grupper forsøgte at lukke munden på homoseksuelle og biseksuelle borgere. Erklæringer og personlige fortællinger på de sociale medier gjorde det umuligt for de fleste mennesker at benægte, at de kendte nogen, der var homoseksuelle, og det gjorde det sværere for folk at modsætte sig homoseksuelle ægteskaber,« siger han og tilføjer:

»Tilsvarende har »Black Lives Matter«-kampagnen fået gode resultater ud af at bruge hashtags. Hashtag-kampagnen har skabt bred offentlige opmærksomhed på nationalt plan om noget, der tidligere er blevet præsenteret som lokale problemer i de enkelte byer. På den måde har #BlackLivesMatter ændret den politiske samtale.«

Tror du, at hashtag-kampagner og aktivisme på de sociale medier direkte kan ændre noget politisk, eller er det bare klistermærker til kofangeren, som ikke gør nogen forskel, når det kommer til stykket?

»Hvorfor vælge? Det er begge dele. Som det er med alle forsøg på at ændre noget politisk, vil de fleste forsøg mislykkes, men det gælder også for folkeafstemninger, valg og underskriftsindsamlinger. Systemet er indrettet sådan, at intet i politik kan fungere pålideligt eller forudsigeligt, for når to modstridende parter lægger en taktik, vil en af dem altid tabe. Men selvfølgelig er hashtagkampagner oftest en del af en større indsats med møder, demonstrationer og traditionelt kampagnearbejde. I stedet for at være et taktisk værktøj, som enten virker eller ej, er hashtagkampagner bare en anden måde, hvorpå ellers spredte folk kan erklære deres fælles interesser i at ændre verden,« siger Clay Shirky.

Mere acceptabelt at være feminist

Mads Kæmsgaard Eberholst fra Roskilde Universitet er enig med Clay Shirky. Som det er med alle andre aktivistiske aktioner, skaber hashtags ikke politiske resultater over natten, men det betyder dog ikke, at hashtagkampagner ikke kan gøre en forskel med tiden.

»Aktivister har en tendens til at glemme, at realpolitik tager meget lang tid. Det vil sige, at vi først kommer til at se effekterne af det aktivistiske arbejde om måske ti år. Det er ikke sådan, at en hashtag-kampagne kan ændre verden i morgen, men det kan skabe opmærksomhed og sætte en dagsorden, og de politiske resultater har vi altså til gode i fremtiden,« siger han.

Men selv om ændringer tager tid, betyder det dog ikke, at hash-tagkampagner ikke allerede har haft politisk effekt i Danmark.

Helena G. Hansen henviser til kampagnerne #GribIndSørenPind og #AldrigDinSkyld, som satte fokus på voldtægtskultur og det danske retsystems måde at behandle voldtægtsofre på.

Som resultat af kampagnerne inviterede justitsminister Søren Pind (V) bl.a. Dansk Kvindesamfund til et møde, hvor de fik mulighed for at give deres input til et udspil, som justitsministeren offentliggjorde i januar under navnet »Mere respekt til voldtægtsofre«.

Det et vigtigt med de politiske resultater, men for Helena G. Hansen er en af de mest interessante ting i den proces, at hashtag-kampagnerne og feminisme på de sociale medier har gjort det mere acceptabelt af være feminist.

»Feminisme bliver i høj grad udkæmpet på sociale medier i dag. Man kommer nemt ud til mange mennesker, og det er med til at vise, at feminisme i dag ikke kun er for gamle sure hattedamer, og ej heller kun handler om én sag. I Danmark kan feminisme stadig være et fyord, og der er mange stereotype holdninger til, hvad en feminist er. I sin grundessens er det jo bare, at man går ind for lige rettigheder og lige muligheder. På den måde har sociale medier udbredt forståelsen for, hvad det egentlig betyder at være feminist.«