»Jeg er fuldstændig ligeglad med, om der er nogen, som onanerer til billeder af mig på nettet«

En ny bølge af feminisme har indtaget den offentlige debat såvel som kunsten. Berlingske har spurgt tre feministiske kunstnere om, hvordan og hvorfor de bruger feministiske og kønspolitiske budskaber i deres kunst.

»Farven lyserød ser jeg som et performativt element ligesom kønskonstruktioner. Jeg insistere på at tillægge den ellers svage og underdanige farve en styrke, som udfordrer samfundets gængse forståelse af femininitet,« siger Maja Malou Lyse. Foto: Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Maja Malou Lyse

Maja Malou Lyse studerer på Det Kongelige Danske Kunstakademi og er feminist

Hvordan bruger du feminismen i din kunst?

»For mig er min kunstneriske praksis blevet et et sted at tale om kroppen i en teoretisk, social og praktisk forstand. Lige nu er jeg for eksempel enormt optaget af selv-gynækologi og feministisk sexologi.

Jeg er netop begyndt at afholde min workshop »How To Stay Out of the Gynecologist’s Office«, som er inspireret af de feministiske kropsaktivister fra 1970erne, der slog et slag for fri abort. Workshoppen er for personer, som er interesseret i at lære at udføre simple gynækologiske øvelser på sig selv, men det er også et rum for at udveksle viden og erfaringer, hvor skam bliver erstattet med nysgerrighed.

Jeg er meget interesseret i at bruge feminitet som en æstetisk metode i det meste af mit arbejde. Feminiserede koder som farven lyserød går altid igen. Jeg vil give disse koder nye former for forståelse og kraft.

Jeg har i mange år beskæftiget mig med selvportrættet og de seneste år med fokus på selfies. Sidste år lavede jeg et performanceværk under navnet »Selfie Stick Aerobics«. Vi lavede værket om til en video og placere den helt ude af sin kontekst på YouTube. Derefter gik videoen viralt. Det var både spændende og frygtindgydende, og som forventet fulgte der enormt meget hate med på vejen. Videoen endte på blandt andet FOX News og Huffington Post. Jeg brugte timer på at læse kommentarspor online, som selvfølgelig kun handlede om vores kroppe.

Artiklen fortsætter under videoen

Den generelle samtale og forståelse af selfies er enormt kønnet, og vi bruger ord som forfængelig, overfladisk og narcissistisk – adjektiver, vi også ofte bruger om unge kvinder. Det styrker den patriarkalske forståelse af, at det maskuline er overlegen, og at det feminine er skamfuldt og decideret ligegyldigt.

For mig fungerer selvportrættet som et aktivt og kraftfuldt redskab, man kan bruge mod objektivisering. Derfor har selfies et stort politisk potentiale – en enkel og subtil måde at fremme kropspositivitet, hvor unge kvinder vender et symbol på narcissisme på hovedet til en ny form for empowerment og fuld autonomi.«

Hvad kæmper du for?

»Jeg vil re-politicere, re-humanisere og de-kolonisere kroppen.

Kvindens krop er kapitalismens yndlingsemne at tjene penge på, så hvorfor bliver der pålagt så hård censur, når kvinder bruger deres egne kroppe som aktive motiver? Når vi bliver mødt af et billede af en kvindekrop, forbinder vi det med begær og seksualitet, men jeg synes, vi skal spørge os selv, om begæret altid er placeret i billedet, eller om det i virkeligheden er i blikket? En krop skal være en krop uden at være forbundet med sex.

Jeg elsker sex. Sex er sjovt, jeg kan lide, når andre får mig til at føle mig sexet på en respektfuld måde, og jeg er fuldstændig ligeglad med, om der er nogen, som onanerer til billeder af mig på nettet. Men min krop kan også være træt, løbe, sove, skide og gøre en billion andre ting. Der er ikke noget at censurere. Nøgen eller ej, så er kroppen normal.

Vores kultur pålægger en hel masse skam på de kroppe, som afviger den såkaldte norm. Det er vigtigt, at vi er åbne og stolte af realiteterne af vores kroppe. Det inviterer og opfordrer andre til at gøre det samme. Min Instagram-profil bliver gang på gang fjernet og censureret. Det er interessant, hvordan et billede, som en kvinde har lagt op af sin egen krop, er i strid med Instagrams retningslinjer, når kvinder bliver »violated« på sociale medier tusindvis af gange hver dag.

Alligevel ser jeg sociale medier som en vigtig platform for at generere sammenhold, bevidsthed og dialog. Feminismen har nemlig potentialet til at undergrave disse strukturer og forestiller om kroppe, samtykke og autonomi.«

Kristina Nya Glaffey

Forfatter Kristina Nya Glaffey ser sig selv som feminist i bred forstand. Feminisme er for hende lige rettigheder uanset køn, seksualitet eller hudfarve.

»Jeg synes, at det er magtudøvelse at insistere på, at man absolut forstår alt og kan sætte sig ind i alles erfaringer,« siger Kristina Nya Glaffey. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er feminisme vigtig for dig?

»Det har været et vigtigt perspektiv for mig i mit arbejde som forfatter. For mig har det blandt andet handlet om at sætte ord på eksempelvis lesbiske erfaringer, som ikke fandtes i dansk litteratur, dengang jeg selv begyndte at være læsende. En del af min egen personlige drivkraft har været at sætte ord på nogle erfaringer, der måske ikke har været sat ord på før – det oplever jeg som væsentligt.«

Hvordan bruger du feminisme i din litteratur?

»Jeg bruger den feministiske tankegang til at vende tingene på hovedet.

I min første bog, »Lykkejægere«, er der et portræt af en mand, Jørgen, som er udstationeret i Brasilien for sit firma. Jørgen har nogle ret fasttømrede idéer om, hvad det vil sige at være mand, hvid og heteroseksuel, men så kommer han ned til et land i Den tredje verden, hvor han hovedsagelig er omgivet af kvinder, og hvor det lynhurtigt viser sig, at det overhovedet ikke er ham, der har bukserne på.

Sidenhen har jeg skrevet en del om det at være lesbisk. For mig er det også en feministisk strategi at insistere på, at nogle erfaringer ikke kun er alment menneskelige, men specifikke for bestemte grupper. Jeg oplever tit i anmeldelser, at det bliver ignoreret, at der er tale om eksempelvis en roman om en lesbisk kernefamilie. Tit føler anmelderen sig foranlediget til at understrege, at det slet ikke handler om lesbiske, men bare om mennesker eller »os alle sammen«.

Det generer mig enormt meget. Jeg vil gerne insistere på, at min litteratur faktisk handler om lesbiske. Det er ligesom, hvis man om en dyrefilm om pingviner sagde: »Det handler slet ikke om pingviner; det handler bare om fugle generelt«. Jeg synes, at det er magtudøvelse at insistere på, at man absolut forstår alt og kan sætte sig ind i alles erfaringer. Desuden mener jeg, det er en fejlslutning.«

Hvad tænker du om den feministiske debat, der har rullet den seneste tid?

»Det er ikke, fordi jeg mener, at der ikke er interessante perspektiver i for eksempel menstruationsdebatten – hvis man leder grundigt, kan man jo finde al mulig slags diskrimination af kvinder – og det er helt klart berettiget, men det er måske ikke der, hvor skoen trykker mest. Det er vigtigt at huske på hierarkiet i, hvis rettigheder det er vigtigst at kæmpe for lige nu. Det er nok ikke hvide middelklassekvinders undertrykkelse gennem menstruationsbindet, der er mest presserende samfundsproblem, vi har i øjeblikket – eller homoseksuelles rettigheder for den sags skyld.«

Nikoline

Musikeren Nikoline betragter sig selv som feminist i den forstand, at hun går ind for lige rettigheder for alle uafhængigt af køn. Hun mener, at kvindekampens oprindelige formål er opfyldt, og at det er den enkelte kvindes ansvar ikke at lade sig begrænse af sit køn.

»Køn er ikke identitet – det er nogle kromosomer og nogle kønsdele i dine trusser,« siger Nikoline. Foto: Sara Gangsted Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted.

Hvordan bruger du feministiske og kønspolitiske budskaber i din musik?

»Jeg insisterer på at lave popmusik, som kan udfordre og rykke ved nogle ting. Engang var popmusikken farlig, det er den ikke længere. Jeg har for eksempel lavet et nummer, der hedder »Ketchup«, fordi jeg er så træt af folk, der siger, at menstruation er klamt, og hele den kropsforskrækkelse, der har inficeret samfundet.

Den eneste måde, man kan rykke ved folks ekstreme berøringsangst over for menstruation, ammende mødre og nøgne kroppe, er ved at komme med et ligeså ekstremt modsvar, og det synes jeg, at mit hotdog-orgie af et menstruationsnummer viser. Det rykker tydeligvis nogle grænser, når folk kan blive så vrede og forargede. Mange betragter det som noget meget bogstaveligt i stedet for at se det for, hvad det er – nemlig en modreaktion på noget andet, der er helt absurd. Det viser, at det er et tabu, og det kan man undre sig over i 2016.«

Hvad kæmper du for?

»Jeg vil udfordre alle mennesker til at slippe deres hæmninger og turde være sig selv. Jeg vil befri andre. Køn er ikke identitet – det er nogle kromosomer og nogle kønsdele i dine trusser, som du kan gøre med, hvad du vil. Det giver ingen mening at opdele mennesker i mænd og kvinder. Jeg identificerer mig ikke med kvinder i flertal, jeg er et individ, som kan have noget tilfælles med andre uafhængigt af køn.

Der var en tid, hvor det gav mening at kæmpe for lige rettigheder og gå på gaden for at kæmpe mod den systematiske undertrykkelse af kvinder. I dagens Danmark bliver kvinder bare ikke systematisk undertrykt. De kan frit gøre og blive, hvad de vil. Der er stadig nogle kampe, der skal kæmpes, men det er individuelle opgør.«

Hvad er idealet for dig?

»I hvert fald ikke at alt bliver delt 50/50 mellem kønnene. Hvis nogen er utilfredse med, at der ikke er flere kvinder i musikbranchen, kan de jo gøre noget ved det og selv blive en del af det. Jeg har aldrig ladet mit køn afholde mig fra at spille bas og guitar, og hvis jeg beslutter mig for, at jeg vil være direktør i et pladeselskab, bliver jeg det også en dag.

Jeg går på ingen måde ind for kvoter og mener ikke, at alle kvinder nødvendigvis skal være direktører, og at flere mænd skal være sygeplejersker. I Danmark i dag er det ikke dit køn, din hudfarve eller din seksualitet, der stopper dig, men kvinder der spænder ben for sig selv og hinanden. Der er ikke nogen lov, der forhindrer kvinder i at gøre og blive, hvad de vil, ligesom der heller ikke er nogen lov, der forbyder mænd at gå i kjole – det er nærmere nogle mentale mekanismer, der holder dem tilbage.«

Nikolines video »Ketchup«: