Farvel til primadonnaen

Tidens teater fokuserer så meget på publikum og de politiske budskaber, at der ikke længere er plads til de store stjerner. Det er en spændende periode. Men man kan godt få fornemmelsen af, at mange af stykkerne bliver lavet med udgangspunkt i Danmarks Statistik, mener eksperterne.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Lad os starte med et eksperiment.

Forestil dig, at du sidder i lænestolen. Din kalender viser år 2047, din radio er tændt, og en stemme begynder at fortælle om dansk teater, som det så ud i begyndelsen af det nye årtusinde. Hvad vil du høre?

Efter al sandsynlighed historien om dengang dansk teater gik ind i en særlig politisk periode. Hvor publikum blev vigtigere end stjernerne. Og hvor primadonnaen mistede sin magt.

Tendensen er allerede klar, når man ser på de første år i det nye årtusinde.

Siden år 2000 er der blevet lavet teater om stress, om Irak-krigen, om demokratiet, om Sandholmlejren og om humanismen.

Dramatikerne har taget udgangspunkt i interview. Der er blevet researchet blandt almindelige mennesker, og skuespillerne er blevet bedt om at gå i dialog med publikum. Det stiller helt nye krav til scenens stjerner.

»Jeg tror, at de store lad os bare kalde dem primadonnaer jeg tror, at de vil forsvinde. Den tid, hvor vi som publikum sad nede i mørket og kiggede andægtigt op den er forbi. Nu skal skuespillerne skabe forestillingen sammen med publikum,« siger reklamemanden Christian Have og understreger, at tidens krav ikke nødvendigvis kan løses, fordi man har et certifikat fra en teaterskole.

Derfor er der bud efter folk med andre kompetencer. Det kan blive ligesom i 70ernes gruppeteater, hvor selvlærte entusiaster formede deres egne små grupper, fortæller teaterkritiker Rikke Rottensten.

»De navne, der er mest kendt fra de store film, bliver ikke ringet op af folk, der vil lave politisk teater. Om teaterskoleuddannede siger man, at de er oplært til at håndtere den fjerde væg, men det er slet ikke den slags dramatik, man vil lave i dag. Nu skal skuespillerne i dialog,« forklarer Rikke Rottensten.

Og man ser det for sig: Jonatan Spang og Rune Klan, der spurgte publikum, hvad de syntes, da »Gynt« havde premiere sidste år.

Skuespillerelever på Mungo Park, der bad os i salen om at kaste med tomater, hvis vi var utilfredse.

For slet ikke at tale om Edisons moderne udgave af Romeo og Julie, »Rasmus og Jamilla«, hvor tilskuerne skulle komme med forslag til, hvordan handlingen skulle udvikle sig.

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at de enkelte forestillinger står særlig stærkt, men som strømning er det interessant,« mener Rikke Rottensten.

Publikum skal tænke selv
Med andre ord skal publikum være med. Det er den dominerende tendens i disse år. Og det skyldes i høj grad, at dramatikken har ændret sig siden år 2000.

Den nye generation bag scenen har hentet inspiration i Berlin. De vil lave politisk teater, men uden at sætte to fede streger under pointen, som man gjorde i 30erne og 70erne.

»I begyndelsen af dette årtusinde kommer der en større styrke i dramatikereleverne. De er ikke lukkede om deres eget lille projekt med at skrive. De vil fortælle historier, som mange mennesker forstår og har lyst til at se. Samtidig holder Anders Fogh Rasmussen en nytårstale i 2002, hvori han tager afstand fra smagsdommeriet. Det rammer lige ned i en gruppe kunstnere, der føler sig kaldet til at sige fra,« fortæller Rikke Rottensten.

Hun understreger, at de bedste dramatikere hurtigt bevæger sig væk fra at kommentere dansk politik. At kalde Pia Kjærsgaard for en sur mokke er ikke stor kunst, og de unge vil hellere fortælle om bredere, moralske temaer.

På deres egen måde gør de op med 90ernes belærende kunst som forestillingen »Lillerød«, hvori Nikolaj Cederholm forsvarede humanismen ved at skælde ud på alle dem, der var uenige med ham.

Nu vil man have folk til at tænke selv. Ikke nødvendigvis til at tænke det samme.

»Det er en meget interessant strømning, men skal man være lidt grov, kan man også sige, at man har på fornemmelsen, at mange af stykkerne er lavet med udgangspunkt i en side fra Danmarks Statistik. At man f.eks. finder ud af, at vi forbruger mere end før og så lige laver en forestilling om det«, siger Rikke Rottensten med henvisning til »Shopping«, der får premiere på CampX i 2008.

Samtidig bliver der lavet meget teater, der bunder i interview med den »almindelige« dansker. Blandt andet på Betty Nansen, hvor næste sæsons forestilling »Ekstrem« går tæt på tidens mand. Researchen bygger på breve, som teatret har bedt om i en række avis-annoncer.

Et andet af de teatre, der leger med virkeligheden, er Teater Grob, der blandt andet stod bag Irak-krigssuccesen »Hjem, Kære Hjem«. Den kunstneriske leder, Per Scheel-Krüger, er enig i, at tidens teater er meget politisk, men han savner følelserne og hjertet.

»Der er meget debatskabende teater i øjeblikket, og det er rigtig spændende. Men vi skal huske at bevare evnen til at fortælle den gode historie. Vi skal have følelserne med«, understreger Per Scheel-Krüger, der fik tårer i øjnene, da han så den roste ny cirkusforestilling »Havfruen«.

»Men den oplevelse står altså ret alene. Det virkelighedsnære og debatskabende teater lever for fuld kraft, men det sker lidt på bekostning af det poetiske«, mener Per Scheel-Krüger.

Det er her, vi vender tilbage til primadonnaen. For hvor skal stjernen med de store følelser, med den evige tåre i øjenkrogen og de dyre vaner gå hen, når alle de små og mellemstore teatre kalder på skuespillere, som kan improvisere, kritisere og lege med publikum?

Christian Have er ikke i tvivl.

De store navne kan boltre sig i den danske musical, der for alvor har fået vind i sejlene med den nye uddannelse i Fredericia og en lang række forestillinger, som fortæller vores historie.

I disse år bliver Peter Sabroes liv, Skagensmalernes historie og hverdagen under Anden Verdenskrig tilsat sang og musik til publikums store fornøjelse.

»Først tog vi til London for at se musical. Så importerede vi stykkerne hertil. Og nu er vi begyndt at lave vores egne opsætninger. Og vi gør det med en vældig selvtillid. Altså, bare tænk på at de er ved at lave en Skagen Musical til 18 millioner kroner oppe i Nordjylland«, siger Christian Have, der ser en masse talent og en masse muligheder, når først den danske musical har fundet sin helt egen stil.

At anmelderne er uenige, gør ikke nødvendigvis stykkerne dårlige, mener Christian Have.

»Vores tid er så fordømmende. Der gives rødt kort, gult kort, fem stjerner eller også er der ingenting. Nogle gange er de hurtige værdidomme ekstremt uretfærdige for de folk, der skal lave kunsten«, mener Christian Have, der tror, at historiebøgerne vil se mere nådigt på de ting, vi kritiserer i dag.

»Lige så snart tingene ikke falder i folks smag, så bliver man mødt med kravet om, at en forestilling skal fjernes. Men det gør man jo ikke bare. Teatret skal blive bedre til at stå ved sine fiaskoer. En hvilken som helst virksomhed bruger op til 20 procent af budgettet på produktudvikling. Det skal der også være plads til i teatret. Man udvikler sig kun ved at prøve sig frem,« siger Christian Have. Han tilføjer:

»Det er sjældent de seks-stjernede oplevelser, der holder sig i fremtiden. Se bare på TV-serien »Matador« eller en forestilling som »Les Miserables«, der blev haglet ned. Ingen troede, at den ville gå mere end 10 dage«.

Sådan er det måske også med det politiske teater, som præger perioden lige nu.

Selvom Rikke Rottensten snart synes, at bølgen har overvundet sig selv, selvom hun efterspørger nogle flere underholdende forestillinger, der bygger på gode historier, så vil hun ikke afvise, at vi kommer til at se tilbage på denne periode, som noget ganske særligt for dansk teater.

Måske sidder vi faktisk og bliver lidt stolte i år 2047, når vi hører historien om dengang i 2007, hvor man turde lave teater om Irak-krigen, om demokratiet og om Sandholmlejren.

»Måske har jeg bare et gammeldags kunstsyn. Måske vil eftertiden sige, at der blev skabt noget ganske særlig i begyndelsen af det nye årtusinde. Det vil jeg bestemt ikke afvise«, siger Rikke Rottensten.