En uge i Befrielsens tegn

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Hvad nu hvis det var Sovjet og ikke Storbritannien, der befriede hele Danmark i 1945?

Hvilken type befrielse havde vi så fået, og hvor længe var de blevet?

Det er en yndet sport at tænke i historiske alternativer. Den slags kalder historikerne kontrafaktisk historieskrivning. Men det er ikke uden faldgruber, for hvornår gør man det, og hvornår afholder man sig fra det?

En hovedregel er, at man ikke kan spekulere i modstrid med kilderne, men at man skal spekulere med kilderne. Sagt lige ud, er det ikke enhver løsagtig antagelse, man kan slippe fri på et historisk materiale. Kun der hvor datidens beslutningstagere stod i åbenlyse valgsituationer, hvor udfaldsrummet stod åbent, kan man gøre det.

Anden Verdenskrig er fuld af den slags afgørende valg. Heldigvis traf naziregimet en række tåbelige beslutninger, der umuliggjorde, at man kunne vinde krigen. Det bedste eksempel er den forsinkede invasion af Sovjet, hvor tyskerne heldigvis blev fanget i det russiske efterår og vinter. Eller da man erklærede krig mod USA, og dermed lettede Roosevelts arbejde med at samle USA mod nazismen.

I 2003 i en kontrafaktisk antologi, »Besættelsen. Hvad nu hvis«, spekulerede professor Bent Jensen i, hvad der var sket ved en sovjetisk besættelse af hele Danmark. Sådan gik det heldigvis ikke, og russerne trak sig ud efter 11 måneders besættelse af Bornholm.

Bornholm blev bombet og udgør en dramatisk historie. Bornholmerne har altid følt sig glemt af os andre. I befrielsessommeren blev der ikke talt meget om vores landsmænd i Østersøen. Hvor den stædige tyske kommandant havde insisteret på at overgive sig til englænderne, bombedes Bornholm og dagen efter gik russerne i land 9. maj.

Samtidig med, at vi har hyldet veteranerne, kom så meddelelsen om det nye Frihedsmuseum, der desværre ikke helt får det imponerende indgangsparti, man kunne ønske. Efter sidste års brandulykke fik vi en ophedet debat om, hvad et sådant modstandsmuseum skal kunne.

Det gamle Frihedsmuseum var skabt i modstandens ånd, men mange kunne godt se, at den permanente udstilling trængte til et løft, så det bedre taler til nye generationer. Debatten førte vidt. Skulle det nu fortsat være viet til frihedskampen, eller skulle det inkludere hele krigen eller hele den globale storkrig, eller ligefrem omhandle det 20. århundredes totalitære fristelse?

Lykkeligvis endte det med, at frihedskampen blev fastholdt som rammen i moderniserede omgivelser. For mig at se er det også det bedste minde, vi kan sætte for frihedskæmperne. Vi ærer og lærer af deres kamp gennem en faghistorisk behandling af de dilemmaer og farer, de mødte. At en del af det ny museum kommer til at blive placeret under jorden, virker velvalgt.

Sådan var modstandsarbejdet gemt væk. At »White Dawn«, den hvide rose, der plantes op af museet skal blomstre i maj, er en smuk vision.

For hele Danmark.