Det lærte vi af årets gang i film

2018 blev året, hvor streamingtjenesterne fremviste enorme ambitioner og evner. Faktisk så store, at de overskyggede de små, danske film, der også prægede filmåret 2018.

Roma, der var produceret af Netflix, varslede nye tider for filmbranchen. På den måde blev den roste fortælling om instruktørens opvækst også en historie, der vil række langt ind i 2019. Fold sammen
Læs mere

Hvis 2018 var en film, ville det blive en bred oplevelse. Manuskriptforfatteren skulle på hårdt arbejde for at få sammenflettet den myriade af historier, der er væltet frem – ikke kun på lærredet. Også bagved kameraet skete der ting og sager.

Men lad os starte med anslaget, hvor 2018 begynder med kedelige statistikker. Gennem 2017 er biografernes billetsalg faldet, især til de danske film, og indtægterne rasler ned. Det bekymrer Kim Pedersen, der er formand for Danske Biografer.

Hans bekymring deles af Danske Filminstruktører. Organisationen har tidligere plæderet for flere billige film for at fremme talentmassen. I 2018 fremlægger organisationen et forslag, der skal rumme flere danske storfilm med budgetter på over 25 millioner kroner. Det handler om at kunne stå imod den internationale konkurrence fra streamingtjenesterne, der satser stadig mere – også på kvalitetsfilm.

Anslag – hvor historien tager sin begyndelse
Vores film om 2018 begynder således med nedtur og heldagsregn, som de fleste danskere dulmer, mens de ser »Billions« på HBO. Af samme grund er det nok de færreste, der bemærker, at to små danske film konkurrerer ved Sundance-festivalen, der finder sted i januar. Isabella Eklöfs »Holiday« og Gustav Möllers »Den skyldige« er begge billige titler, der får gode anmeldelser men knap så mange seere. Men dem vender vi tilbage til.

»Den sidste rejse« er en af de små, billige film, der blev lavet i filmåret 2018. Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen af året, ser det nemlig stadig ser sløjt, ud, og dem, der går i biografen, vælger Ole Bornedals »Så længe jeg lever«. 400.000 danskere køber en billet for at synge med, når Rasmus Bjerg giver den som John Mogensen. Men tallene er stadig grimme. Dansk film står kun for 18 procent af hjemmemarkedet. Biografpublikummet vælger fortrinsvist de store amerikanske film.

De store navne vender tilbage
Men selvfølgelig fortsætter det ikke sådan. Ingen manuskriptforfatter ville tillade det. Så pludselig klarer det op. Efter sommerferien er der 16 danske premierefilm – og mange er overraskende gode.

Velkendte navne som Bille August, Per Fly og Paprika Steen laver nye film, der modtages med begejstring. Selv den kritiserede serie af Jussi Adler Olsen-filmatiseringer spræller af nyt liv i Christoffer Boes hænder. »Journal 64« sætter rekord som den mest indtjenende danske film nogensinde med 742.000 solgte billetter.

Også på dokumentarfronten sker der ting og sager. Pippi Olivia laver en film om sin afdøde storebror »Mads Holger – til farvel«. Emil Næsby Hansens »Skjold & Isabel« sætter fokus på ung kærlighed, mens Janus Metz og Sine Plambechs »Hjertelandet« stiller skarpt på dansk-thailandske ægteskaber.  Inden for spillefilmene er unge talenter som Martin Skovbjerg og Kasper Kalle i gang med at prøve effekterne af. De laver henholdsvis en udkantsfilm om ungdommen og et kærlighedsdrama, der kun foregår i en karet.

Samtidig kan man se, at også streamingtjenesterne kan tage fejl. Hypede serier som »Maniac« bliver ikke helt den succes, der er lagt op til. Det ændrer sig dog senere på året.

Alfonso Cuaróns »Roma«, der er den første spillefilm produceret af Netflix, får udelukkende fem- og seksstjernede anmeldelser, da den udkommer. Flere hylder den som årets film. Så meget for dem, der taler om, at streamingtjenesterne kun serverer letbenet underholdning. Men det vender vi tilbage til.

Antihelt i bred strik
Vi bliver nemlig også nødt til at kigge på andre af årets konflikter. Ellers mangler vores Danmarks-film krydderi.

Ind fra kulissen kommer filmens antihelt iført striktrøje og fuldskæg. I maj måned forarger hele Danmarks anti-helt, Lars von Trier, nemlig kulturparnasset med sin seriemorderfilm »The House That Jack Built«. Omkring 300 personer forlader den store sal under gallapremieren i Cannes, og så er Danmark igen sat på verdenskortet ved den festival.

Da Jack senere kommer herhjem, er det småt med forargelsen – og interessen. Indtil videre har 18.000 set filmen. Hvor mange af dem, der forlod salen undervejs, melder statistikkerne intet om. Von Trier når lige at få anbefalet den danske ungdom at se nogle Drejer-film og tage nogle stoffer. Så skifter fokus igen.

Lars von Trier skabte – igen – overskrifter, da han udgav »The House That Jack Built«. Fold sammen
Læs mere

Forarge kan nemlig også Kevin Hart, der bliver annonceret som vært for det kommende Oscarshow. Knap er han blevet annonceret, før protesterne vælter frem på grund af en række tidligere udtalelser, hvor Hart har kritiseret homoseksuelle.

Dermed bliver værten, der formentlig (også) er blevet hyret, fordi han skulle imødekomme en hyppig kritik (at Oscarshowet er for hvidt), fældet fordi han træder på en anden ligtorn (ligebehandling af seksuelle minioriteter). Det er svært at gøre alle tilfredse.

Streaming er fremtiden
Men tilbage til hovedsporet. For mens året byder på flere rygter om overgreb på filmset og opslidende #MeToo-samtaler på forskellige produktioner, er årets helt store udvikling, den der foregår mellem de gamle biografer og de nye streamingtjenester.

Disney melder ud, at man vil begynde at lancere sit eget indhold, og Amazon viser sine enorme ambitioner ved at lave den første serie med Julia Roberts i en hovedrolle.

Det er dog Netflix, der løber med alles opmærksomhed, da tjenesten får vist deres »Roma« på filmfestivalen i Venedig, hvor den også vinder hovedprisen. Siden får filmen en uge i biografen i Danmark og et hav af positive omtaler. Nu er Alfonso Cuaróns historie med på shortlisten over de ni internationale film, der kan løbe med en Oscarstatuette – i lighed med »Den Skyldige«, der er lavet på én location og for fem ører og en gråpære af den danske spillefilmsdebutant Gustav Möller.

På den måde sætter 2018 en fed streg under en vigtig pointe: Gode historier kan ikke holdes nede. De myldrer frem – både som små håndholdte eksperimenter, som »Den Skyldige« der er optaget på én location, og som store hits, der brager ud via streamingtjenesternes brede motorvej.

Netflix kan således også prale af at lade Coen-brødrene lave »The Ballad of Buster Scruggs«, af Paul Greengrass' Utøya-film »22. juli« samt af Susanne Biers aktuelle »Bird Box«. De store navne er for længst holdt op med at frygte den lille skærm. Det gode er så, at de små film også får plads. Og opmærksomhed. Flere aviser – heriblandt Berlingske – har nævnt både »Den Skyldige« og »Holiday« blandt årets bedste. Tilsammen kan deres budgetter dårligt dække andet end taxaregningerne på en Hollywoodproduktion.

Og hvad sker der så til næste år? Umiddelbart ser 2019 ud til at forsætte i samme spor. Og så vender året tilbage til en gammel kending: nemlig slagsmålet om antallet af kvindelige instruktører.

Næste år er mere end seks danske film lavet af kvinder. Og selv om det ikke lyder af meget, så er det pæne tal i den sammenhæng.

Den skæve kønsfordeling har været diskuteret i årevis og vil sikkert også blive det i 2019. Som altid består fremtiden meget af fortiden. Heller ikke i denne sammenhæng adskiller filmverdenen sig.

Men de fleste vil mene, at året slutter med en happy ending. Og hvem kan egentlig stå for det – uanset om filmen så kommer på den ene eller anden platform.