Et af de tydeligste symboler på indre ondskab må være Peter Lundins malede hoved.
Jeg husker stadig dokumentarprogrammet fra 1994, »Drømmen om Amerika«, hvor den fængslede morder sminkede sit ansigt - i halvt hvidt, halv sort.
På dette tidspunkt afsonede Lundin en straf for mordet på sin mor, men på fjernsynet fremsagde han et digt om medmenneskelighed.
Det gode med det onde, som Lars von Trier, i sin tid sagde som optakt til TV-serien »Riget«.
Traileren for filmen, herunder, indholder voldsomme og grafiske billeder:
I »The House that Jack Built« er der ikke meget af det gode.
Hovedpersonen er en psykopat i ordets mest kliniske, afstumpede forstand. Så lidt empati indeholder Jack, at han må øve sine følelser foran spejlet. Opadvendte mundvige. Glad. Løftede øjenbryn. Overraskelse.
Gud, hvor hun taler meget. Hun får en donkraft lige i panden.fra anmeldelsen
Rastløst rakker han omkring i sin blodrøde varevogn og slår primært kvinder, men også mænd, ihjel efter et køligt tilfældighedsprincip. En del af filmens uhygge ligger i vores hurtige erkendelse af, at ingen kvinder slipper levende fra mødet med Jack. Og det helt bogstaveligt. Samtlige kvindelige medvirkende dør i løbet af ganske kort tid efter mødet med Jack.
Mordene bliver udført med et undertrykt raseri, en næsten hverdagsagtig irritation. Gud, hvor hun taler meget. Hun får en donkraft lige i panden.
Dette kølige had er på det nærmeste mere skræmmende end splatterfilmens blodige og usmagelige detaljer. Filmen er ikke for de sarte, og der er en grund til, at folk udvandrede i stort antal under premieren natten til tirsdag.
En scene, hvori en kvinde får skåret sine bryster af, er helt klart lidt for meget af det onde. Det ender næsten som en parodi.
Patetisk og afstumpet?
Ved siden af de mange mord, fører Jack en monolog med Verge, en mystisk person, der udfordrer hovedpersonens påstand om, at hans onde gerninger også er et værk.
Mens Jack fremhæver sine mord som forsvar for den kyniske, destruktive side af kunsten, argumenterer Verge ved at kalde ham patetisk og afstumpet. Sådan taler de sig igennem »historiens store ikoner« - som for eksempelvis Albert Speer, der stod bag de største, nazistiske bygningsværker.
Denne del af filmen virker som en samtale mellem det sorte og det hvide ansigt - eller måske mellem Triers indre stemmer.
Den ene argumenterer for kunstnerens ret til at udtrykke hvad som helst. Den anden afviser det. Det er sort og hvidt. Sammensat. Og mere nuanceret end forargelsen over Triers kommentarer om at »forstå Hitler«.
Sidder jeg med min egen Lundin-maske og mærker en lille smule fryd over mordene på filmens kvinder, der ofte fremstilles som irriterende pyldrehoveder, manipulerende dukkebørn eller dumme som dørhåndtag?fra anmeldelsen
Ondskaben er alle steder. I middelalderen virkede den som et djævelsk redskab, som kirken truede alle med, så borgerne kunne opføre sig lidt mere fromt.
I dag er ondskaben vel nærmest underholdning, et fascinationsobjekt, der har sit helt eget formål, og som næres af vores nysgerrighed. Hvem har ikke fulgt sagen mod Peter Madsen eller den seneste historie om babysitteren, der slog børnene ihjel.
Denne ondskab, grænseoverskridelsen, følger vi mere end nogensinde. Det er Trier ikke blind for. Hans film har længe tematiseret ondskab, men aldrig så direkte og forstyrrende som i »The House that Jack Built«.
Sidder jeg med min egen Lundin-maske og mærker en lille smule fryd over mordene på filmens kvinder, der ofte fremstilles som irriterende pyldrehoveder, manipulerende dukkebørn eller dumme som dørhåndtag?
Er der måske en del af mig, der nyder mordene på de magtfuldkomne mænd, der også må lade livet? Hvorfor ler jeg så højt, når et menneske får slidt sit ansigt af mod en motorvej?
Trier skåner ingen, heller ikke sin tilskuer. Det har han aldrig gjort.
Stor kunst eller bare splatter?
Spørgsmålet er, om det nødvendigvis gør »The House that Jack Built« til en god film. Hvis filmen vil påpege, at kunsteren lider under sin indre nødvendighed, er jeg ikke overbevidst.
Som splatterfilm er »The House that Jack Built« uhyggelig, kølig og skræmmende. Som filosofisk indlæg er den for flagrende.fra anmeldelsen
Filmen lader mig ikke forstå, hvorfor det skal være så smertefuldt for en kunstner at følge sine drifter. Det har muligvis være en stor lidelse for Trier at lave »Nymphomania«, »Riget« og andre af de værker, der vises billeder fra, men hvad skal erkendelsen bruges til?
Langt hen ad vejen virker den lange kølige samtale om alt fra arkitektur til dessertvin ret kedelig. I stedet for blive klogere, gjorde det mig bare træt.
Som splatterfilm er »The House that Jack Built« uhyggelig, kølig og skræmmende. Som filosofisk indlæg er den for flagrende. Mit sorte ansigt er underholdt. Mit hvide ansigt tvivler. Sammen er de kun enige om, at Trier endnu engang er optaget af det indre mørke, vi føler os både draget og frastødt af.
Denne anmeldelse har også været bragt 15. maj 2018.
