Dansk Oscar-bud er umulig at ryste af sig

Simon Lereng Wilmont har lavet en af årets allerbedste film. Den er med rette blevet shortlistet til en Oscar for bedste dokumentar.

To små solbrændte sommerdrenge bader og leger i floden. Det ligner ren idyl. Det burde være en sorgfri tid for tiårige Oleg og hans jævnaldrende fætter Jarik. Fold sammen
Læs mere

To små solbrændte sommerdrenge bader og leger i floden. Det ligner ren idyl. Det burde være en sorgfri tid for tiårige Oleg og hans jævnaldrende fætter Jarik.

Men da de løber hjem igen med deres Spider-Man-håndklæder blafrende efter sig, kommer de tilbage til en landsby, hvor skudhullernes døde blikke følger dem fra husmurene i hobetal. De bor midt i en krig.

Hnutove i Ukraine ligger godt en km fra frontlinjen. I løbet af det år, danske Simon Lereng Wilmont følger Oleg med sit kamera, kommer krigen hele tiden tættere på. Hverken Oleg, hans fætter eller den elskelige mormor Alexandra lader sig mærke af instruktøren, hvilket gør det meget intimt.

Trænger ind i kroppen
Oleg lærer at sove fra bomberne, men hans spinkle krop gibber, hver gang bomberne brager løs udenfor. Wilmont, der selv har filmet, står på et tidspunkt udenfor om natten, mens bomberne springer omkring ham. Nedslagene får alt til at ryste uhæmmet, selv om der er noget smukt over de lysende kugler på himlen. Lyden af de utrættelige eksplosioner trænger ind i kroppen, selv hos seeren. Det er det eneste tidspunkt, man fornemmer mennesket bag kameraet, og det understreger, at det her altså er ægte.

»Enhver hund er løve i sit eget hjem,« siger Alexandra. Hun bliver i byen. Hun er en klog og solid kvinde, der sylter grøntsager, hun selv har dyrket i baghaven. Hun lærer Oleg at hugge brænde, og den lille gut frustreres over, at han ikke kan kløve stykkerne på samme måde som hende – men hun er jo meget større, fortæller hun med uendelig tålmodighed. Men selv den stoiske kvinde ender med at blive syg af angst på grund af den evindelige krig.

Olegs liv fortsætter. I skolen bliver klassen stedse mindre, i takt med at børnene flytter væk fra området. Også Olegs fætter og tante flytter på et tidspunkt, og Oleg hulker i favnen på sin mormor. Deres forhold er rørende og omsorgsfuldt. Men nu leger han alene i de øde fabrikshuller, der er oversået med patroner, miner og glasskår.

»Vi skal udholde alt«
»Jeg savner dig. Savner du også mig?« Olegs mor ligger på kirkegården. Det er derfor, han bor hos sin babushka. At drengen er forældreløs er kun én af de tragedier, filmen antyder. For som en tvetydig lykke vender Jarik tilbage. Men moren bliver væk, sammen med sin nye kæreste. Da Oleg spørger fætteren, om han ikke er bange for at være tilbage i krigen, svarer drengen stille, at han savnede sin mormor.

I løbet af året bliver Olegs glatte ansigt mere sammenbidt. Når han er på udflugt med den halvvoksne dreng Kostya, overskrider han gradvist sine egne grænser. Han væmmes og martres af at skyde en frø med Kostyas pistol – men man fornemmer, at han føler sig forpligtet til det. »Vi skal kunne udholde alt,« siger han.

Wilmont forholder sig ikke til, hvorfor det ukrainske militær og de pro-russiske separatister er i krig, men selve filmen er pacifistisk i sin kerne – det må den være. Serveret med poetisk skønhed bliver vi tvunget til at forholde os til, at en vidunderlig dreng som Oleg bliver forrået og frataget sin uskyld.

»Olegs Krig« har vundet adskillige prominente priser på filmfestivaler verden rundt, og det ville næsten have været mærkeligt, hvis den ikke var blevet shortlistet til en Oscar. 22. januar bliver det så afsløret, om den bliver endeligt nomineret, og herfra er der ingen tvivl om, at den er selvskrevet blandt verdens bedste film.

»Olegs krig«. Instruktør: Simon Lereng Wilmont. Medvirkende: Oleg Afanasyev, Alexandra Ryabichkina, Jarik Bendes. Filmen har dansk TV-premiere på DR2 i julen og kan ses nu på DR TV.