Passer Lykke-Per til klejner og julefred?

Pontoppidans komplekse historie om »Lykke-Per« er ikke længere blot en bog og en biograffilm. Nu er den også blevet til mini-serie på TV 2.

Esben Smed får mere tid som Lykke-Per i TV2s serie-version af filmen om den ambitiøse ingeniør
Esben Smed får mere tid som Lykke-Per i TV2s serie-version af filmen om den ambitiøse ingeniør Fold sammen
Læs mere

En spillefilm, der bagefter skal gøres til en TV-serie. Det lyder umiddelbart som et farligt projekt.

Ikke desto mindre var det fra begyndelsen tænkt sådan, at Bille August både skulle lave en lang og en længere version af Pontoppidans historie om den ambitiøse Per Sidenius, der vil revolutionere Danmark og gøre landet til en industrination i begyndelsen af 1900-tallet.

Først fik vi altså romanen fra 1898. Så kom spillefilmen, der varede 2 timer og 42 minutter. Onsdag aften viste TV 2 så første afsnit af deres miniserie på fire afsnit, der udfolder historien, som 395.000 mennesker har set i biografen.TV-serie »Lykke-Per« varer knap fire timer.

At projektet lød voldsomt, var der flere kritikere, der satte ord på tidligere på året. Måske huskede de, hvordan det gik, da Ole Bornedal foretog den omvendte bevægelse med sin »1864«. Serien, der var den hidtil dyreste danske TV-produktion med en pris på 173 millioner kroner, blev vist på DR1 i 2014. Herefter blev den klippet ned til en spillefilm. Ikke at det formildede anmelderne. »1864« blev aldrig mediernes darling.

Anderledes er det med »Lykke-Per«, der som spillefilm modtog pæne anmeldelser, blandt andet fra Berlingske, hvor kritikeren dog mente, at filmen var en smule stakåndet. Det bliver der rådet bod på i TVs version.

Nu kan det være svært at huske en spillefilm, man så for fire måneder siden, men da første afsnit af TV-serien om »Lykke-Per« blev vist i går, virkede det, som om tempoet blev sat ned.

Var der ikke flere detaljerede beskrivelser af Pers forhold til den forelskede og støttende servitrice Lisbeth, der lukker ham ind, da han har brug for det -   og som han forlader i sengen for at aflevere sine tegninger hos oberstingeniøren? Er der ikke lidt flere scener mellem de to, der understreger, hvordan Per allerede fra begyndelsen føler sig hævet over pigen, der vil ham det så godt?

Eller er det bare TV-kiggeren, der bemærker disse ting nu, fordi omstændighederne er mere rolige i den julepyntede stue, end da hun så spillefilmen tilbage i en biografsal i august måned?

Lykke-Per i sin fineste puds og med troen på fremtiden - mens den stadig er intakt Fold sammen
Læs mere

Sådan er det med fiktionen. Tit bliver den også farvet af den, der kigger med. Helt objektiv er ingen. Tilbage i 1968 skrev den franske litteraturteoretiker Roland Barthes om forfatterens død. Ifølge Barthes opstår den sande tekst først i mødet med sin læser. Det er ham, eller hende, der realiserer alt, hvad der står på linjerne. Det er læseren, der danner teksten.

Det samme kan siges om en film eller en TV-serie. Ser man den kærestesorg, bemærker man underlægningscelloen. Ser man den senere med sin familie, står de humoristiske scener tydeligst. Dette kan være et af argumenterne for at se gense »Lykke-Per« som TV-serie. Måske bemærker man andre ting, end man gjorde, da historien blev fortalt på det store lærred i sommer?

At lave en historie på to måder er - selvfølgelig - også et spørgsmål om penge. TV-stationer, der betaler gildet, vil også gerne have deres del af kagen. Det er klart. Samtidig er de traditionelle formater i opløsning. En roman er en spillefilm er en TV-serie.

Det kan virke unødvendigt, at visse historier skal bearbejdes så mange gange, og det er nok også de færreste, der vil dykke ned i alle tre udgaver af »Lykke-Per«. Heldigvis kan alle jo vælge deres foretrukne medie. Og i tilfældet »Lykke-Per« virker TV-serien som et godt format, med plads til de mange nuancer, den kræver. Bedøm selv. Næste afsnit vises 2. januar kl 20.00.