Som barn blev han truet og modarbejdet. Måske var det modgangen, der gjorde ham så ambitiøs. Men i dag, hvor der både står Oscar-priser og Gyldne Palmer på hylden, mener Bille August, at den sande lykke først kommer, når man står ved, hvem man har såret undervejs.
Ingen barndom er helt perfekt, men der findes folk, der oplever år med så meget mørke, at det præger dem for livet.
Selv her i den lyse og venlige Hellerup-villa, hvor gulvplankerne virker særligt brede og græsset særligt tykt, kan Bille August fremkalde sig den tid, der kom før storheden og succesen.
»Min far var en meget speciel mand med et underligt forhold til børn. Når ikke vi makkede ret, truede han os med, at han ville ringe til en af de små mænd i hvidt tøj, med lange negle. Jeg husker, hvordan han langsomt gik hen imod telefonen, og så skulle vi bede om tilgivelse for at få ham til at lægge røret.«
