Ny Afdeling Q-film bliver løftet af autentisk rædselshistorie

Fjerde Afdeling Q-film leverer over seriens gennemsnit i kraft af sin historie om Sprogø-pigerne, der har rod i virkeligheden.

Nikolaj Lie-Kaas og Fares Fares på gerningsstedet i »Journal 64«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er i »Journal 64« en dialog og en spænding mellem filmens handling om fortidens »umoralske« Sprogø-piger og nutidens debat om seksuelle overgreb på kvinder. Alene dette er med til at skabe ægte interesse for de involverede karakterer i denne fjerde Afdeling Q-film, der ellers, ganske som filmserien har for vane, får et melodramatisk overvrid i sine afsluttende runder.

Til gengæld indledes der med et kunstnerisk auteur-greb fra seriens nye instruktør, Christoffer Boe, der i første billede har fået vendt kameraet på hovedet, så det hav, som en ung pige løber langs med, truer med at falde ned i hovedet på os. På den måde bliver vi som publikum placeret i psykologisk øjenhøjde med de unge kvinder, som er det historisk autentiske udgangspunkt for handlingen: Dem, der i første halvdel af 1900-tallet blev sejlet over bæltet til Sprogø, hvor de blev anbragt på anstalten som straf for at krænke seksualmoralen. Pigen på strandbredden (spillet af Fanny Leander Bornedal) er en af dem. Hun overraskes af sin far under et samleje med sin fætter og bliver prompte afskibet til Rædslernes Sprogø.

Herefter er filmen fortalt i to spor, det fortidige på Sprogø og det nutidige i København, hvor publikum skal gætte sammenhængen mellem før og nu. Hvorfor har nogen gemt tre mumificerede lig bag en falsk mur i en københavnerlejlighed?

I »Journal 64« spiller Fanny Bornedal en af pigerne, der spærres inde på anstalten på Sprogø. Fold sammen
Læs mere

Gåden bør ikke volde de store problemer for en nogenlunde dreven krimi-afficionado, uden at det dermed knækker spændingskurven. Den virkelige historie om Sprogø-pigerne er nemlig en solid klangbund for »Afdeling Q«-skabelonen, der ellers er blevet en noget luvslidt ringmappe.

Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares) er stadig det umage makkerpar, hvis kammerat-kærlige bromance belastes af Carls autistiske menneskefjendskhed. Assad er modvilligt på vej væk fra Afdeling Q i et karrieremove, der fremskyndes af et noget klodset vink fra politichefen (Søren Pilmark) om, at en betjent med Assads etnicitet kan komme langt, hvis han forstår at gebærde sig i politisk henseende.

Men sådan arbejder man som bekendt ikke i Politigårdens kælderafdeling, hvor man i en af seriens uendeligt gentagne klichéer maser på med strisserinstinkt og sparker døre ind med begge hænder på tjenestepistolen.

Det er også ok, for det er nu engang disse gentagelser og en generelt høj produktionskvalitet, der har gjort filmserien så populær, og det ville være i strid med sund fornuft at lave om på det. Apropos produktionskvalitet: Jeg har aldrig tidligere i en dansk film set mumificerede lig med så grufuld og autentisk en nikotinkulør. Men det er stadig tidsspringet til de grå tågebanker over Sprogø, der får »Journal 64« til at leve for alvor, og hvor den knugende handling næsten bliver til en film i filmen.

En række fine biroller giver også dybde. Først og fremmest Nicolas Bro som en paranoid amatørdetektiv, dernæst Anders Hove som en dæmonisk Mengele-agtig overlæge. Det nye skuespillertalent Elliott Crosset Hove er samme læge i en yngre version, og har et af de fjæs, der nærmest per automatik giver spillefilm dybde og nærvær.

Under »Journal 64« sidder man indimellem med et ønske om at vide mere om den virkelige historie om Sprogø-pigerne (rådede man i datiden over en fuld operationsstue på Sprogø, hvor pigerne blev steriliseret? Ja, det gjorde man tilsyneladende!), men faktisk tjener det manuskriptforfatter Nikolaj Arcel og instruktør Christoffer Boe til ære, at de ikke har druknet historien i researchen.

»Journal 64«. Af Christoffer Boe. Med Nikolaj Lie-Kaas og Fares Fares. I biografer over hele landet.