Fares Fares skynder sig at sige, at hvis hans svenske er svært at forstå, vil Nikolaj Lie Kaas gerne oversætte, hvorefter Nikolaj oversætter, at han gerne vil oversætte. Det synes Fares er svagt morsomt, på grænsen til, at han deadpan løfter den mundvig, der vender over mod Nikolaj, der spiser yoghurt med lyd på.
Man mærker hurtigt, at de to har fundet deres roller i venskabet gennem de nu fire film, som er blevet til på baggrund af Jussi Adler Olsens bøger. For eksempel kan man på Youtube se de to skuespillere i en øm version af »Islands in the stream« …

Og nu er det så tid til, at kriminalkommissær Carl Mørck og hans assistent Assad må i gang igen. Denne gang – i »Journal 64« – bliver der fundet tre mumificerede lig, som trækker tråde til en anstalt for »utilpassede« kvinder på Sprogø. Den anstalt fandtes faktisk i virkeligheden fra 1923 til 1961, og her anbragte samfundet »moralsk defekte« unge kvinder på øen.
Og lad det være sagt med det samme: Som kvinde får man ikke bare den sædvanlige »ondt i maven«-fornemmelse under de nervepirrende scener, sådan som det normalt går med en krimi; man får også ond lidt længere nede, når man ser diverse kvinders tur i onde lægers gynækolog-bøjler.
Livet har aldrig været fair. Det har det heller aldrig påstået at være. Den her film fortæller, at der også i dag er mennesker, som synes, at nogle har mere ret til at formere sig end andre.Nikolaj Lie Kaas
Siden de seneste film i serien (de forrige var »Kvinden i buret«, »Fasandræberne« og »Flaskepost fra P«, og de blev set af omkring 2,2 millioner biografgængere, red.) er der sket noget, som ændrer den måde, vi taler om behandlingen af kvinder på: #Metoo-bevægelsen. Men spørgsmålet er, om en film kan rykke mere ved folks holdninger end f.eks. et avisindlæg fra en politiker?

Fares: »Filmen kan ses som en kommentar til et menneskesyn, som efter min mening er meget forældet. Og det er en misforståelse, som mange politikere lider af – at alt var bedre før. Det sker i hele Europa lige nu, at politikere ønsker sig tilbage til noget der var, men det giver ikke meget fremdrift.«
Dum eller liderlig?
»Er du dum eller liderlig?« spørger en af de unge piger på kvindehjemmet, da en ny ankommer. Under alle omstændigheder var det unge kvinder, som blev anbragt mod deres vilje og i mange tilfælde blev tvangssteriliseret. Så budre virkelighedens anbragte på kvindehjemmet i virkeligheden få en officiel undskyldning?

Nikolaj: »Kvindehjemmet var forfærdeligt, men man kan ikke undskylde for noget, som samfundet dengang tog en beslutning om, var en fornuftig idé. Så var der mange andre, som skulle have en undskyldning. Livet har aldrig været fair – det har det heller aldrig påstået at være.
Den her film fortæller, at der også i dag er mennesker, der synes, at nogle har mere ret til at formere sig end andre. Hvor man kunne håbe, at vi kunne begynde at tale om, hvorfor det har betydning for os alle sammen, at vi tager vare på os alle sammen.«
Og nu vi taler om at debattere, så er det godt, at der til venstre sidder en svensker. De to skuespillere har nemlig talt meget om, at der er en dansk og en svensk måde at sige tingene på.

Fares: »Vi svenskere snakker hele tiden om, hvordan vi skal diskutere, og danskerne er stolte over, at »vi siger tingene, som de er«. Det siger I altid. Vi har meget mere politisk korrekthed i Sverige, det er rigtigt, men jeg tror også, at en del svenskere mener, at danskerne er ligeglade med den ballade, der kommer. Det er en lillebror-mentalitet, at det er lige meget, for der kommer en storebror og ordner efter dem.
Den generelle holdning i Sverige er, at du må sige, hvad du vil, men du skal mene noget med det, du siger, og ikke bare komme med påstande. Altså, hvad skal vi andre bruge det, du siger til – diskussionerne bliver mere interessante på den måde.«
Drop negerbollerne
Nikolaj: »Vi diskuterede for eksempel »Lille Sorte Sambo«, og den synes Fares ikke skal eksistere. Den skal fjernes fra jordens overflade ...«
Fares: »Men hvad skal man bruge den til i dag? Vi skal ikke holde fast i ting, bare fordi de er gamle – tværtimod. Traditioner skal hives frem og ses på, så vi ved, om de stadig fungerer. Dermed mener jeg ikke, at vi ikke har brug for vores historie – og jeg synes absolut, at kvinderne fra Sprogø skal have en undskyldning. Gennem en film som denne kan man måske lære, at vi ikke skal gøre den slags igen.
Men at sige, at noget skal være der, fordi det altid har været der, det er bare ikke et argument. Tag f.eks. en chokoladebolle, som førhen hed en »negerbolle«. Så er der nogen, der mener, at fordi den hed det engang, så skal den blive ved med at hedde det, men hvem kan det genere, at vi ændrer dens navn? Jeg kan ikke forstå det.«

Nikolaj: »Jeg synes, det er vildt nok, at man skulle fjerne alle bøger, som ikke passer ind i det samfund, man har nu.«
Har #Metoo betydet noget for jer?
Fares: »Min kæreste siger, at #Metoo er den vigtigste begivenhed for kvinder, siden de fik stemmeret. For mig har bevægelsen ikke ændret meget, for jeg havde de samme holdninger inden. Men der er skuespillere, jeg har arbejdet med … det var ikke kun seksuelt, men også misbrug af magt, jeg så. Jeg har arbejdet med ældre, meget kendte skuespillere, som var sådan »BVAAA«, hvor man ikke protesterede mod deres opførsel, men jeg tror, jeg ville sige noget i dag.«
Nikolaj: »Jeg er sikker på, at det der levemenneske, som er meget udtalt i vores branche, som vrøvler »kunsten har altid ret, jeg elsker kvinder, og jeg kan bare tage på hende« … Den type menneske bliver betragtet som gammeldags i dag. Lidt som drikkekulturen. Ude på Risbystudierne, hvor min far indspillede mange film, var der i hvert omklædningsrum en holder, der passede præcis til en Jack Daniels og en vodkaflaske.
Film var også af den grund delt op i decideret lortefilm og meget få gode, for for mange, der arbejdede der, var det en undskyldning for at feste og drikke. I dag er det sådan, at du bare ikke bliver brugt mere, hvis ikke du er professionel i forhold til dit arbejde.«

Øjet på næste bold
Men som skuespiller kan man vel ofte føle præstationsangst, og hvad gør man så i dag, hvor nogle i gamle dage snuppede en morgensnaps?
Fares: »Jeg tænker meget på Bjørn Borg …«
Nikolaj farer begejstret op og råber: »Bare gå ud af døren nu. Du skal ikke forklare noget, bare gå fra os med den bemærkning!«

Fares: »… Jo, for han siger, at hvis man misser en bold, så går man efter næste bold. Du kan gå og tænke på dine fejl en hel dag, men det hjælper ikke noget. Det er bare videre til næste scene, ellers bliver du skør.«
Nikolaj: »De mennesker, der er rystende espeløv … det er hårdt at se på. Der er mennesker, som kan klare mosten, og så er der dem, der ikke kan, og de kunne sagtens komme med i gamet igen, hvis vi brugte det overskud, vi har. Jeg tænker ikke på skuespillere, men mennesker generelt, hvor den billigste måde at tage os af de svageste på, er at medicinere. Det holder dem i live, men det giver dem ikke livet tilbage, og spørgsmålet er, om det er godt nok.«
»Journal 64« har premiere 4. oktober.
