Det er her det sker

Østlondon er lige nu centrum for den nye britiske kunst fra billedkunst til progressiv musik. Det er her i gaderne i Shoreditch, Hoxton og Hackney, at afløserne for Damien Hirst, Blur, Fatboy Slim og andre af gårsdagens største britiske navne skal findes. Men på blot tre år er både eje- og lejepriserne tredoblet, og det ender med at drive kunstnerne væk igen.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON Bygningerne for enden af Shoreditch High Street leder tankerne hen på »Oliver Twist«. De var hvide engang, i dag er de sæbet ind i 30-40 års luftaffald fra stressede biler, lastbiler, busser og de tog, der passerer hen over gaden via små, lave stålbroer. Her i Londons østlige bydele er smoggen tykkere end noget andet sted i byen. Man kan ligefrem smage den alt andet end blyfrie oktan på tungen.

Indtrykket af hærg og laden stå til får yderligere næring af de mange smadrede vinduer og de flere centimeter tykke sprækker i murene, som skærer sig ned igennem kvadratmeter-store, afskallede plamager.

At Shoreditch og de tilgrænsende kvarterer Hoxton og Hackney skulle være Londons hotspot, byens kulturelle og kunstneriske smeltedigel lige nu, er der intet, der tyder på - på overfladen. Ej heller i gadebilledet, hvor butikkerne mestendels handler med beklædningsgenstande af dårlig kvalitet, og folk på gaden ser ud som om, de alle sammen er på vej til det nærmeste socialkontor for at overleve dagen i dag. De beskidte fortove flyder med sorte affaldssække fyldt med flasker og de sidste 14 dages rester.

Men stikker man næsen ind i gårdene bag hovedgaden, dukker moderne, nyrenoverede pakhuse og industribygninger frem. De har udtjent deres oprindelige formål og fungerer nu som boliger i penthouse/atelier-klassen. Og efterhånden, som man bevæger sig ind og ud af gader, sidegader og baggårde, begynder bydelen at få sin helt egen, progressive rytme. Her dukker en masse unge mennesker, studerende og kunstnere, frem i gadebilledet. Og med dem de nye gallerier, restauranter, lounges, reklamebureauer, designfirmaer, internet-firmaer og funky tøjbutikker. Her ligger de nye samlingspunkter side om side med trendmagasiner som Dazed & Confused og ID. Med fotostudios, IT-rådgivere, juicebars og kombi-cafeer og gallerier. Selv Londons universitet har lagt sin afdeling for nye, elektroniske medier og relaterede uddannelser her.

Ind imellem er gadebilledet råt og faldefærdigt - smager stadig af Shell - men i kombination med enten de helt nye bygninger eller de nyrestaurerede bliver bydelen mere og mere charmerende.

Priserne tredoblet

Forvandlingen af det østlige London fra betændt og kriminel rotterede til in-kvarter begyndte for små otte år siden. Det var de studerende, der først flyttede hertil. Årsagen var klassisk storby: Det var blevet umuligt at betale for at bo alle andre steder i byen.

»Tre-fire år senere begyndte kunstnere at flytte samme vej. Årsagen var den samme, og de gamle industribygninger var perfekte for alle typer kunstnere, der havde brug for større atelierarealer til en billig penge,« fortæller ejendomsmægler Asif Mahmood, der har solgt og udlejet lejligheder og erhvervslokaler i området de seneste seks år.

Men det store boom i området startede for alvor for tre år siden, da først musikklubberne og kort efter barerne dukkede op. Asif Mahmood vurderer, at der nu er omkring 70 nyåbnede klubber og barer i området. Klubberne har siden slutningen af 80erne tiltrukket Londons trend-spottende og livsstilshungerende ungdom, og har til huse i ret så rå og ydmyge lokaler. Udefra ligner de ingenting, det er DJen og publikum, der skaber klubberne sammen. Ikke indretningen.

Selv en række af byens største musikstjerner er flyttet til Shoreditch. For inspirationens, anonymitetens og hemmelighedens skyld. Sådan er det endnu tre år henne; man fornemmer stadig en vis portion af hemmelighed i gaderne, man kan stadig nå at være med, inden det hele bliver for posh, ender i mainstrem og dermed bliver uinteressant for de progressive. Østpå er stadig langtfra et turistområde eller blot et område, som hvilken som helst londoner render efter.

Men tiden er ved at løbe ud. I løbet af de sidste tre år, fortæller Asif Mahmood i sit kontor på Hackney Road, er såvel leje- som ejepriserne i Shoreditch, Hoxton og Hackney tredoblet, og nu koster en et-værelses lejlighed på den forkerte side af to millioner danske kroner. Ønsker man at leje en tilsvarende, ligger prisen på mellem 8.000 og 12.000 kroner om måneden.

»Det er stadig billigere end de fleste andre steder i byen, så der er ikke noget, der tyder på, at niveauet er toppet,« vurderer Asif Mahmood.

Kunstnerne i klemme

Ifølge den danske musiker og DJ, Morten Varano, der selv bor i Hackney og arbejder i området på bl.a. Vibe Bar, er flere af hans kollegaer allerede begyndt at flytte fra kvarteret.

»Med de nye priser har folk simpelthen ikke råd til at bo her,« forklarer han. »Men folk er urolig arbejdsomme, så de kæmper virkelig for at blive hængende. Ellers sker der jo bare det, som der altid sker i London, nemlig at de rigtige folk flytter til et andet kvarter og bygger det op forfra. Det er derfor, det altid vil være i London, at tingene sker,« forklarer Morten Varano, der lige nu deler sin tid mellem London og København, hvor han dels producerer musik og dels fungerer som konsulent på Rust.

Ifølge DJen Anthony Cox, der kører klubben Culturel Disobedience sammen med to kolleger, er tendensen i klubmiljøet, at klubberne flytter ud i de kvarterer, hvor klubgængerne bor.

»Derfor er Westend (i det centrale London, red.) fuldstændig død. Det er ren ølkultur på samme måde, som det var, inden den elektroniske musik- og klubkulturen fik tag på de unge londonere i slutfirserne.«

»Og,« tilføjer han, »selv om vores musik og kultur bevæger sig lynhurtigt, er der ikke noget, der tyder på, at Østlondon vil blive drænet lige med det første.«

Af alle de kunstneriske felter, der lige nu blomstrer i fuld flor i Østlondon, er det mest markante og tydelige billedkunsten. Der bor stadig mange unge malere især i Shoreditch, og et hav af nye gallerier er skudt op i kvarteret i takt med den stigende trendfaktor.

»Jeg vil tro, at der lige nu er mellem 70 og 80 nye gallerier, der ligger inden for en radius af halvanden mile,« siger Nick Woolff, der ejer galleri Woolff på Leonard Street.

Ifølge Woolff er gallerierne ganske enkelt flyttet derud, hvor kunstnerne bor og arbejder.

»Effekten har været, at London lige nu kan byde på fantastisk meget billedkunst, installationer og fotokunst som peger fremad og som, nok så vigtigt, er til at betale,« fortæller Woolff.

»Til at betale« betyder for ham under 5.000 pund. Sammenligner man det prisniveau med gallerierne i City, er det fundet for pengene. Og man er faktisk nødt til at tage til Østlondon i det hele taget, hvis man er interesseret i ung og moderne kunst, for ingen af gallerierne i City har plads til at tage nye talenter ind, forklarer Nick Woolff, der selv har lejet sine store, topmoderne, minimalistisk indrettede lyse lokaler for en »billig penge«, som han siger.

Nick Woolff kan dog også fortælle, at de mange nye galleriers ankomst har været med til at presse prisniveauet i vejret. Og det er gået ud over kunstnerne.

»Helt konkret har kunstnerne svært ved at betale lejen her, og det er paradoksalt nok ikke mindst vores skyld. Men nu har vi etableret os i området og fået skabt et miljø, som kunstkendere og almindeligt kunstinteresserede har lært at kende. Så selv om det ville være meget ærgerligt, hvis området blev drænet for kunsterne, tror jeg ikke, at vi vil forsøge at flytte efter dem én gang til,« siger Woolff.

Det er lige nu med Østlondon, som det i byens nyere lokalhistorie har været med Soho, Camden, Notting Hill, m.v. - nemlig at kunstnerne samles ét sted, som langsomt men sikkert fører en masse penge og relaterede kommercielle interesser med sig, der til sidst gør området fashionabelt og dermed ubetaleligt.

Der vil uden tvivl gå en årrække, inden Østlondon er drænet for kreativitet, men når der for alvor begynder at køre dyre bilmærker på blyfri forbi nyrenoverede husfacader på Shoreditch High Street, Kingsland Road, Great Eastern Street og Commercial Street, har bydelen definitivt fået sit kunstneriske dødsstød.