Den lyttende stjerne

Meryl Streep har hele sin karriere lagt øre til den brogede menneskehed, og det er en af hemmelighederne bag skuespillerens formidable evne til at forvandle sig selv.

Foto: PR

Det er ikke omkostningsfrit at være klodens måske mest anerkendte skuespiller. Filmpriserne har regnet ned over Meryl Streep, siden hun første gang begyndte at gøre sig bemærket i større roller i 1970erne. Ved filmfestivalen i Berlin modtog hun en æresguldbjørn for sin karriere og for at promovere filmen »Jernladyen«, der har indbragt hende en rekordsættende 17. Oscarnominering.

Den 62-årige Meryl Streep skrider ind i Hyatt Hotels pressecentrum og ligner en blanding af en knejsende Jean d’Arc og en kærlig husmor. Man forventer halvt at se de hundredvis af journalister gå ærbødigt i knæ med bøjede hoveder, men i stedet rejser de sig efter tur og fremsiger lange famlende kærlighedserklæringer, inden de stiller deres omhyggeligt forberedte spørgsmål. De giver hende gaver, og en ung tysker får charmeret sig op på podiet med blomster, som Streep graciøst kvitterer for med et kys.

Læs også: Schlüter debatterer Thatcher-film og politisk mod

Men opmærksomheden har også en pris. Da en Berliner-journalist spørger, hvad Meryl Streep overhovedet stadig kan have behov for efter så gloriøs en karriere, bliver skuespilleren eftertænksom. »Din by har fem kunstmuseer på internationalt niveau. Jeg ville intet hellere end at kunne besøge dem, mens jeg er i byen. Men det kan ikke lade sig gøre. Når jeg står og ser på et maleri, står der fem mennesker og ser på mig,« sagde Meryl Streep og ser næsten undskyldende ud.

I tre årtier har alles øjne hvilet på Streep. Hun er det første navn, der trækkes frem, når man skal nævne en god skuespiller, og Streeps aktuelle film »Jernladyen« er en af hendes allerstørste præstationer og et førsteklasses eksempel på skuespillerens overlegne forvandlingsteknik.

»Jernladyen« er et meget privat portræt af Margaret Thatcher, hvilket har ført til misbilligende kommentarer fra briter, der mener, at filmen ikke skulle have vist Thatchers fremadskridende demens, mens den virkelige Thatcher stadig er i live. På papiret lyder det da også som et tvivlsomt projekt, men Meryl Streeps intenst medfølende og loyale skuespil gør hele forskellen.

Hendes teknik har aldrig været bedre, og det er frydefuldt at lytte til Streeps utrolige kunnen med den indgroede britiske ø-accent – resultatet af flere måneders koncentreret aflytning af den virkelige premiereministers taler. Streep udtrækker klagende de britiske vokaler og bruger konsonanterne som stumpe våben i filmens brandtaler.

Som »Maggie« skifter Streep oven i købet sin accent ud i løbet af filmens handling, da Maggies PR-folk forlanger at få hende gjort mere folkelig. Meryl Streep forklædt som Margaret Thatcher med falske udstående tænder og kalkunhals er uforglemmelig: skrøbelig og krumbøjet – flaksende rundt mellem de konfuse minder, der befolker hendes alderdom.

Læs også: Her er ugens premierefilm

Selvfølgelig smiler man over lige akkurat at kunne genkende skuespilleren under den tykke makeup, men hurtigt bliver man interesseret og opslugt af mennesket Margaret Thatcher og glemmer fuldstændigt Meryl Streep. »Jernladyen« er en kontroversiel film. Ikke på grund af skildringen af Margaret Thatchers drakoniske kompromisløshed, der knægtede Storbritanniens mægtige fagforeninger, men på grund af de mange nuancer som Streep investerer i sit nærgående portræt af den engelske dragekvinde.

Thatcher er som skabt til en karikatur, men Streep viser et levende menneske, et liv og formår samtidig at skildre hvordan demensen opleves indefra. På sin vis ville karikaturen have været nemmere at goutere for englænderne, end denne alt for høje intimitet. På overfladen er »Jernladyen« lidt som at rode gennem sin bedstemors skuffer med undertøj, men Meryl Streep forlener sin Maggie med værdighed og kærlighed, som til syvende og sidst bliver hele filmens universelle berettigelse. Dette er netop Meryl Streeps styrke.

I film efter film løfter hendes blotte menneskelighed fiktionen op over fortællingens og-så-skete-der-det. Allerede i Michael Ciminos Vietnamtraumatiserede film »The Deer Hunter« fra 1977 investerede hun så meget humanitet i sin birolle som kvinden derhjemme, som to forskellige mænd længes efter under deres ophold i Vietnam, at det fik hele filmen til at hænge sammen følelsesmæssigt.

Det er Streeps fortjeneste, at man både forstår de unge mænds behov for at bevise sig selv som krigere, og det er hende der inkarnerer deres desperate længsel efter at komme tilbage til en menneskelig tilstand igen. Rollen blev Streeps gennembrud og hendes første Oscarnominering. Den første af sine to Oscars fik hun for skilsmissedramaet »Kramer mod Kramer« (1979), hvor hun spillede over for en af sine egne skuespillerhelte, Dustin Hoffman. Siden fulgte den rolle hun måske er blevet mest kendt for, nemlig som den polske holocaust-flygtning i »Sophies valg« (1982).

Læs også: Top 10: De mest populære film lige nu

Meryl Streeps fysiske forvandling i »Sophies Valg« fra blond skønhed til skørbugsplaget kz-lejrfange er blot en af mange transformationer, der jævnligt har gjort hende næsten ukendelig – måske mest ekstremt, da hun spillede en gammel – mandlig! – rabbiner i tv-serien »Angels of America«.

Men forvandlingerne er først og fremmest på de indre linjer. Da Meryl Streeps figur, i en af de sidste tilbageskuende scener af »Sophies Valg«, tvinges til at aflevere det ene af sin to små børn til gaskammeret, vækkes der en bundløs rædsel i karakterens øjne. En indre rædsel som publikum genkender fra hele den foregående handling, der viser Sophies resignerede forsøg på at undslippe sin tragiske historie. Scenen fra kz-lejren var så smertefuld at indspille for Meryl Streep, at skuespilleren aldrig selv så den, førend hun blev tvunget til at kommentere den i et Oprah Winfrey-show. Da fortalte hun, hvor svært det var at gå fra rolle til rolle.

»Jeg har ikke en bestemt skuespilmetode, jeg kan genbruge, selv om jeg ville ønske, jeg havde. Det ville gøre det mindre smertefuldt. Jeg kan lide at fordybe mig i en rolle, og det er svært, særligt når du har lagt en masse arbejde i en figur, som du er nødt til at slippe af med og slette, fordi du ikke ønsker, at det arbejde skal spilde ind i den næste karakter, du skal være,« sagde Meryl Streep.

Meryl Streep kan accenter som få, selv om det lille europæiske sprog dansk, som hun fremførte med aristokratisk stemmeføring i »Mit Afrika«, var for subtil en variant til at kunne overbevise danskerne selv. Skuespillerens opmærksomme intelligens er blevet brugt i roller som »Silkwood« og »Mit Afrika«, men hun kan også være overbevisende sensuel som forsømt hjemmegående husmor, der lokkes på eventyr af en omrejsende National Geographic-fotograf i »Broerne i Madison County«. Clint Eastwood, der instruerede hende i denne film, kalder iøvrigt Meryl Streep verdens bedste skuespiller, en titel som også Jack Nicholson, der dannede par med hende i filmen »Ironweed«, har tilegnet hende.

Læs også: Spionfilm i Cinemateket

Paradoksalt nok kan en skuespiller af dette format ikke nødvendigvis vælge og vrage mellem ønskeroller, og det er først i de senere år, at Meryl Streep har fået lov til at spille komiske roller. Et af skuespillerens største publikumshit er som den tyranniske modebladsredaktør i »The Devil Wears Prada« (2006). Her kunne publikum for første gang se en Meryl Streep slappe af med hysterisk overspil, uden at det dermed betød, at figuren virkede for karikeret til ikke at være autentisk.

»At lytte er alt. Det er hemmeligheden, tror jeg. Og det mener jeg, man skal gøre, både før man arbejder, mens man arbejder, mellem jobs, når du er sammen med dine børn, med din mand og dine forældre. Det er alting. Og det er sådan, du lærer alting,« siger Meryl Streep.

»Jernladyen« har premiere 23. februar.

Hvad: »Jernladyen«
Hvor: Landets biografer
Hvornår: Premiere 23. februar