Den højtrøstede

Axel Strøbye er død, 77 år. Hans genre blev komedien som en bærer af store biroller. Hans eget liv var dog ikke altid underholdende.

Sagfører Skjold Hansen fører sig frem i det højborgerlige hjem hos bankdirektør Varnæs i Matador.<br> Foto: Rolf Konow Fold sammen
Læs mere

De fleste vil kunne for det indre øre høre ham råbe: »Egon Olsen!«, og dertil se ham, mens han rejser sig fra et kriminalassistent-skrivebord med nervøse tics og griber sin lyse trenchcoat og filthatten. Eller måske huske ham som den forvirrede onkel og antihelt i »Min søsters børn« (de oprindelige film). Andre erindrer måske den vandfaldstalende sagfører fra Matador, nu stum og forstenet, blive kørt bort på en ladvogn sammen med andre værnemagere.

Skuespilleren Axel Strøbye er død, 77 år.

De færreste kan huske Strøbye i nogen som helst bærende hovedrolle. Men mindre kunne altså gøre det i hans alligevel markante virke gennem mere end 50 år. Han sidder uomgængeligt i hukommelsens fællesalbum over folkekære skuespillere. Strøbye medvirkede i over 100 film og ikke mindst i mange af de mest sete og folkelige som »Olsen-Banden«, »Familien Gyldenkål« og »Min søsters børn«. Ikke mindst hans særlige talent for det karrikerede og den højtrøstede pointe, der var mange hjemlige folkekomediers fællestræk, blev hans særlige aftryk i sporet på hans samtids teater og skuespil.

Kunne få latteren frem
Strøbye var en vækker af latter. Som teaterkritiker Me Lund skrev i Berlingske Tidende, da skuespilleren fyldte 75 år:

»Selv siger skuespilleren Axel Strøbye, at han ikke er komiker, men bare en skuespiller med sans for timing. Forskellen ligger muligvis i, at rigtige komikere som regel bærer på en dyb eksistentiel smerte under grinet, og i at de lever så hudløst på alle niveauer af tilværelsen, at de ikke bliver ret gamle. Og selv om Axel Strøbye har oplevet smerte i sit liv - bl.a. efter sit ægteskab med Lone Hertz, med hvem han har en hjerneskadet søn - har det aldrig udkrystalliseret sig i hans professionelle virke, som har været kendetegnet af en helt enestående robust vitalitet.«

Denne robusthed havde Strøbye også brug for i privatlivet, hvor han efter skilsmissen fra Hertz - og angiveligt ikke med sin egen gode vilje - havde meget lidt kontakt med parrets to børn, sønnen Thomas og datteren Michaela.

Uddannet arkitekt
Strøbye uddannede sig oprindeligt som arkitekt, men blev umiddelbart efter optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. Efter endt uddannelse blev han i begyndelsen af 50'erne ansat på Aalborg Teater og siden ved forskellige teatre i København.

På film debuterede han i 1951 i »Nålen«. Og han havde vedvarende biroller op gennem årtiet. Men Strøbyes første større filmrolle var i besættelsesdramaet »Den sidste vinter« i 1960. Måske én af hans bedste præstationer. Her spiller han lavmælt og realistisk over for Lise Ringheim, der havde rollen som hustru. Således viste Strøbye, at den dramatiske formåen rakte ud over komedien, inden han året efter på mange måder gik ind på stien, der førte til et virke i netop denne genre. Det skete i filmatiseringen af »Den grønne elevator«, hvor han var charmør over for Ghita Nørby, men også trukket med af Kjeld Petersens præstation i hovedrollen.

Da Strøbye efter medvirken i flere film i 1966 får rollen som mildest talt befippet onkel i »Min søsters børn«, blev hans skæbne beseglet. Han gik ind i og gennem 70'erne i folkekomediens tegn. Ikke mindst, da Erik Balling indsatte ham i hans utvivlsomt mest populære rolle: kriminalassistent vi-skal-ikke-opklare-noget-som-helst Jensen. En rolle, der nådigt dækkede over mindre heldige forsøg udi samme genre. Eksempelvis hans hovedrolle - der var altså én! - i »Brand-Børge rykker ud« fra 1976. Det var tillige i disse år, Strøbye skejede ud som svindler i lommeformat i velfærdssatiren »Familien Gyldenkål«.

Axel Strøbye var en hårdtarbejdende mand på den danske skuespilscene i 70'erne. Han var engageret ved Det Kgl. Teater, instruerede Tivolirevy fra 1975 til 1979 og figurerede i talrige film.

Et passende punktum
70'erne var uomgængeligt Axel Strøbyes prime time som skuespiller i folkebevidstheden. Og meget mere passende punktum end hans måske bedste - samt den mest karaktérkrævende - præstation, i rollen som sagfører Skjold Hansen i Matador, kunne man ikke forestille sig. Ligesom det heller ikke ligger lige for, hvem der kunne have løftet denne rolle bedre. Den upåvirkelige, geskæftige og stærkt opportunistiske Skjold Hansen blæser gennem Korsbæk med sin ligefremhed, indtil regningen for hans foretagsomhed melder sig og hans fald efterlader ham lam og umælende.

80'erne blev ikke Strøbyes årti. Som der står i Morten Piil's »Danske filmskuespillere«: »I et årti, hvor folkekomedien ligger i dvale, genopliver han den - knap så kærkomment ... Han spiller med ti films farceenergi som korrupt sagfører i Morten Korch-parodien »Kampen om den røde ko« (1987) - Strøbye for fuld, hørmende damp er og bliver en acquired taste (smagssag, red.). Men samtidig viser han som Stengårdens ejer i »Pelle Erobreren« (1987), at han stadig kan levere en intens kraftpræstation - igen som maskulint magtmenneske.«

Men Axel Strøbye ikke alene syntes at forsone sig med sin rolle som højtrøstet komiker. Han forsvarede tilmed genren så ihærdigt, at det i førte til et brud med Det Kgl. Teater, hvor han formentlig har artikuleret sig med karakteristisk store, åbne og energiske vokaler samt t-y-d-e-l-i-g-e konsonanter. I 1992 smækkede han efter 25 års samarbejde med døren til nationalscenen, fordi den daværende kunstneriske ledelse havde svært ved at bruge hans stærkt optrukne spillestil i sin moderne linje. Friheden brugte han bl.a. til at spille og instruere i sit eget og hustruen af andet ægteskab, Hanne Borchsenius' turneteater.

Trak sig tilbage
I slutningen af 90'erne trak Axel Strøbye sig fra scenerne. Som han sagde i et interview i Berlingske Tidende i 1998: »Nu har jeg leget med i snart 50 år, og jeg føler mig så rigt honoreret på alle leder og kanter, så jeg står ikke og tripper i kulissen for at være med.«

Var der ikke mange hovedroller undervejs, var der til gengæld bærende biroller - om den slags findes - der vil stå længe efter andres hovedroller er eroderet i underholdningens tidevand.

Der var således ikke bare noget passende, men nærmest uvirkeligt sandt og oprigtigt i, at Axel Strøbyes sidste rolle på film blev genoptagelsen af rollen som kriminalassistent Jensen i »Olsen-Bandens stidste stik«. Har går kriminalassistenten modløst og hovedrystende rundt, desperat efter at komme på pension.

Var Axel Strøbyes særlige sans for timing i sin replik med til at typecaste ham i underholdningsmatrisen og gøre ham til en spiller, der kalder på latteren, syntes hans privatliv måske ikke helt at haft den samme karakter. Et lykkeligt ægteskab med Hanne Borchsenius var ifølge ham selv et lys i hans liv. Men der var også modgangen med længslen efter hans børn. Udkrystalliserede hans privatliv sig ikke hans spil, lod han gerne det omvendte være tilfældet. Her måtte det tragikomiske tages i anvendelse. Som Strøbye sagde til Berlingskes Annelise Bistrup i 1998: »Jeg har kæmpet håbløse kampe, og jeg har lidt nederlag, men jeg har ikke flæbet over dem. Når evigheden står og venter lige om hjørnet, må man prøve at finde den humoristiske indfaldsvinkel til tilværelsen. Humoren betyder, at man får tingene anbragt på en luftpude, så de bliver til at håndtere.«