Dansk western udtaget til Cannes

Den danske instruktør Kristian Levrings western »The Salvation« er udtaget til den kommende filmfestival i Cannes.

En dansk westernfilm er udtaget til årets filmfestival i Cannes. Det er instruktør Kristian Levrings film »The Salvation« med Mads Mikkelsen i hovedrollen, der er kommet gennem nåleøjet.

Festivalledelsen har netop offentliggjort listen over de deltagende film, og her har filmen fået en prestigefyldt midnatsgallavisning i festivalens hovedprogram uden for konkurrence.

Den danske instruktør er glad og stolt over, at filmen er udtaget:

»Jeg har elsket westerns, siden jeg var barn. At lave »The Salvation« har været som at genskabe en fantasi fra min barndom om en verden, der på alle måder var fjern fra mit eget liv. At filmen nu er en del af hovedprogrammet i Cannes er en kæmpe ære og mere end en barnedrøm, der er blevet til virkelighed,« siger Kristian Levring i en skriftlig kommentar.

Det er anden gang, Kristian Levring har en film med på filmfestivalen. Første gang var i år 2000 med verdenspremieren på dogmefilmen »The King is Alive«.

»The Salvation« har Mads Mikkelsen i hovedrollen, og det er fjerde gang på seks år, at han spiller hovedrollen i en film, der er blevet vist på filmfestivalen i Cannes.

Der er også et andet dansk islæt ved årets filmfestival i Cannes. Den danske skuespillerinde Sonja Richter er nemlig med i filmen »The Homesman«, der er instrueret af amerikanske Tommy Lee Jones, og som kæmper om Den Gyldne Palme.

Cannes Filmfestivalen finder sted fra 14. til 25. maj.