»Bare jeg kommer syd for Kolding, begynder jeg at sitre«

Rocksangeren MICHAEL FALCH kommer fra Tønder. Byen i marsken er blevet en ren myte for ham. Berlingske Tidendes litteraturkritiker Nils Gunder Hansen kommer også fra Tønder. De sad ved siden af hinanden i realskolen og blaffede i disse dage for 35 år siden til den anden danske Roskilde Festival nogensinde. Nu mødes de igen og taler om at komme fra en tidslomme, hvor der var flippere og piger og strenge lærere, og hvor rockmusikken var lydspor, mens dansk litteratur og kristendom stod for tekstdelen.

Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Vi sidder uden for stuehuset i Michael Falchs landejendom i Kalvehave. Jeg har fået den gode plads med udsynet til »Danmarks smukkeste bro«, Dronning Alexandrines Bro mellem Sjælland og Møn. Solen bager, fuglene synger og naboen Holger er ved at hjælpe med at slå græs. Michael Falch købte landejendommen for ti år siden og har fem tønder land med ukrudtsmark, som han selv siger. Store forhold, og måske også lidt for store nu da børnene så småt er flyttet hjemmefra. Alt ånder fred, men Falch har lige haft de fire musikere i Boat Man Love samt tekniker Kenneth Andersen og producer Jacob Binzer fra D-A-D boende i 12 dage, og en del værelser i stuehuset var omdannet til lydstudier med henblik på et album, der efter planen skal komme til oktober.

Vi skal imidlertid, som vi har aftalt i en mail, ikke snakke om det aktuelle, men om fortid og fælles baggrund. Vi kommer begge fra Tønder, jeg flyttede dertil i 1965, Michael kom i 1970. Og han er ikke den type rockstjerne, der har noget imod at se sig tilbage. Tværtimod.

»De temaer, du nævnte i din mail, dem behøver jeg ikke tænke over. De kører nærmest kronisk i mig. Jeg har jo et horribelt forhold til Tønder, et uforskammet forhold, jeg har virkelig drevet rovdrift på den by. Jeg har gjort den til ren myte. For mig er det altså ikke bare en provinsby i landets aller fjerneste hjørne. Bare jeg kommer syd for Kolding, begynder jeg at sitre, og når jeg ser vejskilte med navne som Burkal og Tinglev, bliver jeg helt elektrisk.«

Du har lige givet koncert dernede. Hvordan gik det så?

»Jamen, det er gået rigtig godt de seneste par gange. Jeg har holdt en god ro. Det var værre før. Det har tit været lidt nervepræget for mig at give koncert i Tønder, det er nok sådan et fortabt søn-syndrom, i hvert fald i mit hoved. Så jeg har nærmest været overmotiveret.«

Faktisk boede Michael Falch kun i Tønder i seks år, men det var de afgørende år fra 13 til 19. Familien havde flyttet meget rundt, Brabrand, Lystrup, Køge, Glostrup, Sønderborg, Tåstrup, kun fåår hvert sted. Med Tønder fik han en hjemstavn, og byen blev forstørret psykologisk, fordi det også var puberteten og de år, hvor musikken for alvor satte sig i ham.

»Jeg tror ikke, myten har særlig meget med virkeligheden at gøre. Konvertitter er jo de værste. Som eksil-tøndring vil man gerne have, at der ligger et museum, så man kan komme tilbage og blive tanket op med mytisk fortid. Men det er jo også en by, der er gavmild med fortid, de gamle huse og de gamle gyder er der endnu og ligner sig selv. Jeg ved, at der er flyttet institutioner og arbejdspladser væk, men det er min myte jo ligeglad med!«

Hvordan ville dit liv have set ud uden Tønder?

»Jamen, det kan jeg slet ikke forholde mig til. Det er alt for hypotetisk. Tønder er centrum. Det er der kilden springer.«

Jeg fortæller, at jeg i efteråret mødte lad os kalde hende Janne, som vi gik i folkeskolen med, og at hun havde talt om Michael. »Åh ja, søde Janne, det har været lejrskolen i 1970, regnvejr i Kerteminde, The Beatles, Let it be, The long and winding road, det var det år...«.

Ja, men hun sagde også, at Michael var jo kæreste med os alle sammen, vi fik en uge hver, så gik han v idere til en anden, men vi var lykkelige, så længe det varede ...

»Det er altså meget overdrevet, jeg havde vel en fire-fem kærester i Tønder i alt, så det kan jeg slet ikke genkende mig i. Det vil jeg ikke genkende mig i.«

Fremlæggelsen af lidt mere historisk materiale får ikke Michael til at bøje sig: »Hold op, Nils, hvad fanden er du ude i? Jeg ringer til din mor!«

Vi forlader det brændbare emne, og jeg beder Michael beskrive, hvordan det begyndte.

»Vi kom med flyttelæsset til Tønder en søndag i marts, direkte fra København. Jeg cyklede en tur ned i byen. Det var chokerende. Jeg var endt i fortiden, forvist til gamle dage, til noget der egentlig var forbi. Som at komme til et østland. Sådan tænkte jeg det ikke dengang, men sådan følte jeg det. Jeg holdt nede i Vidågade og så på en underlig reklame på en mur. En reklame for Selmer. Selmer er også en guitarforstærker, men det var for en symaskine. Tønder var en tidslomme. Det var svært for en københavnerdreng. Jeg mødte en mur af modvilje i skolegården.«

Men jeg opfattede det nu, som om du alligevel blev meget hurtigt integreret og gik rundt med »Tønder-flipperne«...

»Ja, tidsånden var min ven, jeg førte på point, jeg var langhåret, jeg havde en kusine, der var hippie og boede i kollektiv inde i København, jeg havde allerede røget hash, Gud bedre det og mærket den tidsånd. Seminariet i Tønder, som senere blev nedlagt, kolporterede ungdomsoprøret med musik og tøjstil, og det var jeg virkelig rustet til at tage imod og bruge i mit opgør imod min egen far og den dysfunktion, der var indadtil i vores familie. Jeg var typecastet til at gå ind i den klike med Tønder-flipperne.«

I 1970 begyndte Michael og jeg i 1. real på Tønder Statsskole. Og her blev vi for alvor puttet i tidslommen. Gennemsnitsalderen i lærerkollegiet var 55 år. Yngste lærer var 40. Martin A. Hansen var kæmpestor i dansk, Rifbjerg nåede vi aldrig op til. Jeg har altid set det som et vældigt rygstød af kulturkonservativ lærdom, men det går op for mig, at Michael har et mere tvetydigt syn på det.

»Tønder Statsskole var vel sammen med Ribe Katedralskole de sidste sorte skoler i Danmark. Men man kan jo lære at værdsætte problematiske regimer, det kender alle til i diktaturer, i familier med en vred far eller en hysterisk mor; man lærer at leve med det, måske endda at beskytte strukturen i en kollektiv benægtelse af problemet. Det blev for mig ekstremt tydeligt, da min kæreste Linda kom herned for at gå på HF. Hun kom fra Gladsaxe, hvor de var vant til medbestemmelse, fri tale, lærere der røg, og så skulle man pludselig række fingeren op og spørge om lov til at gå på toilettet.

Jeg nåede så at få en ung lærer i gymnasiet, Teddy, som røg i timerne og sad med benene oppe på bordet. Men det var for meget, den frihed han tillod os, den blev for udstrakt i forhold til, hvad vi var gearet til, man havde jo vænnet sig til at være oprører. Jeg kunne hverken leve med det ene eller det andet, men det gav os da et kolossalt rygstød af lærdom, det har jeg også selv følt. Jeg nåede heller aldrig op til Rifbjerg, men med Teddy kom Tom Kristensen, det der dengang for mig lignede en moderne digtning.«

Paradoksalt nok var det Statsskolens mest frygtede og bryske lærer, teologen Kristian Kastberg Nielsen, underviser i latin, oldtidskundskab, religion og dansk, der blev afgørende for Michael. »Han var vildt skarp, og der var virkelig drama på i hans undervisning. Mange følte sig dårligt behandlet af hans barske facon, men han havde en underlig tillid til mig, og han tændte en stræben hos mig efter at komme dybere ned i det åndelige, både i litteratur og i kristendom. Han havde et øje på mig, og det virkede. Da jeg havde optrådt i skolekomedien, Shakespeares »Helligtrekongers Aften«, spillet narren med både guitar og sang, stoppede han mig på gangen og sagde: Michael, det dér kan du faktisk blive nødt til at tage alvorligt. Og når oraklet på den måde havde talt, arbejdede det selvfølgelig i mig.

Jeg så slet ikke mig selv som kommende rockstjerne, det var helt utænkeligt, jeg regnede mig for uegnet, fordi jeg var alt for nervepræget med hensyn til at optræde, det var for stort for mig. Jeg har svært ved at posere, også foran fotografen, ikke når det er film, men når det skal være mig, så stivner jeg og bliver overoptaget. Kastberg så også det og sagde til sin kone: Det er synd for Michael, at han er så selvovervågende, han har aldrig fred med sig selv. Det har været en livsopgave for mig at slippe ud af det dér. Jeg har siden læst mig til, at det er typisk for børn i alkoholikerfamilier, knyttet til lavt selvværd, man bliver narcissistisk, jeg blev det også af al flytteriet, man kan ikke stille og roligt udvikle en identitet, fordi man hele tiden skal ud og præsentere sig selv i nye omgivelser, finde nogle at være samme med, spille sig på holdet i stedet for at være den altid fremmede.

Men angående Tønder må jeg så også sige, at da jeg blev student og skulle flytte, da kunne det altså ikke gå hurtigt nok med at komme væk. Jeg så på skinnerne nede på Tønder Øst, og jeg tænkte, at jeg skulle med de skinner, der gik den vej, og det skulle gå stærkt. Der var i perioder meget dystert dernede i marsken, jeg har engang læst, at det er det sted i landet, hvor det regner mest, og så må der altså også være en del grå skyer.

Jeg begyndte at læse dansk i København. Jeg ville være cand. mag. i dansk litteratur og undervise på et gymnasium. Min interesse var det moderne gennembrud, J. P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan, især Pontoppidan, jeg forlæste mig på»Lykke-Per« som 16-årig og har læst den mange gange siden, den har været et omkvæd i mit liv, der kørte hele tiden neden under rockmusikken, og det sted mod slutningen af romanen, hvor spøgelsesstemmen melder sig (se citat side 17), er nok det sted i dansk litteratur, der har interesseret mig mest: men hvem er du selv? ja, og hvem er spøgelsesstemmen der taler? Man kan vælge at fortolke det som et eksistentialistisk egotrip eller som det religiøse spørgsmål: Du kan ikke finde ud af, hvem du selv er, før du forholder dig til Gud, for vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig, som Augustin siger. Jeg vælger den religiøse tolkning. Jeg mener, at Pon­toppidan tager et faderopgør med sin klerikale baggrund og finder sin egen vej til en udogmatisk kristendom, og det sidste har jeg kunnet spejle mig i.«

»Lykke-Per« er jo også en roman i stort format om et helt livsforløb, fra verdenserobring til selvransagelse. Hvordan ser du karrierer og livscyklusser i rockbranchen?

»Der findes stabile karrierer, men min egen har været meget turbulent, og der var nogle år, hvor kurven var jævnt nedadgående. Johannes Jørgensen har sagt, at vi får den skæbne, vi vil have; der er nogle ubevidste længsler, som kan gå mod selvdestruktion. For fem-seks år siden ramte jeg selv en mur; der var et syndrom af fester, alkohol, sovepiller, der lige så stille havde omringet mig.«

Men ligger dyrkelsen af rus og overskridelse ikke også i rockkulturen? Kan man reelt være rockmusiker og leve et borgerligt liv?

»Ja, det gør jeg jo nu. Rocken skal ikke have skylden for det. Det er klart, at der er en Dionysos-kult, en drift mod rusen, mod at glemme sig selv, men man skal også have en bestemt psykisk statur for at ville have det liv. Tag Bruce Springsteen, han har en helt anden psykologi. Jeg gjorde rocken til en pseudo-religion, jeg har været gefundenes Fressen for rockdyret, for det var dér, jeg holdt fri fra min grundfølelse af selvovervågning. Misbrug er jo sådan noget, der tager en bagfra, i mange år troede jeg bare, at jeg holdt fest, men til sidst måtte jeg melde mig ud, jeg kunne simpelthen ikke mere. Tom Kristensen mestrede et benhårdt alkoholisk regime, konen kom med hans bajer hver anden time, men han skrev mindre og mindre, og dårligere og dårligere. For mig er der ikke noget heroisk i det med kunstnere og rus. Jeg troede bare, at jeg måtte acceptere afholdenhed fra det hele, også at skrive sange og optræde, for hvordan skulle man kunne optræde uden at drikke tre Hof og en Jack D., og ikke mindst hvordan skulle man komme ned ad den scene? Nu ligger dopen i selve showet, det er der jeg skal kulminere, før lå den i tredje halvleg.«

Michael Falch brugte både Minnesota-kuren og kristendommen, da han blev ædru alkoholiker. »Det var ikke, fordi jeg var spirituelt søgende og ønskede at udvikle mig åndeligt, jeg havde bare ingen anden udvej end at folde mine hænder, det var eneste mulighed, hvis jeg skulle blive her.«

Det er især den katolske tro, han har haft berøring med i de senere år. Han har rejst til Assisi, boet en periode hos Skt. Joseph Søstrene på Strandvejen og er blevet undervist af franciskanermunkene i Roskilde.

»Den danske digter Johannes Jørgensen, der jo konverterede til katolicismen og det har jeg så ikke gjort har været en vejviser for mig. Jeg har kunnet spejle mig i hans livsforløb og bøger, både selvbiografien »Mit livs legende« og hans biografi om Frans af Assisi. Det, jeg godt kan lide ved katolicismen, er, at der er et mere aktivt religiøst liv, en religiøs praksis. Hvordan gør man? Uden en praksis, nogle faste ritualer, får man ikke et religiøst indhold i sit liv. Vi er jo ikke alle som Paulus, der kunne få en åbenbaring ud af den blå luft. Og hvis man kunne læse sig til tro, så havde jeg fundet den for længst, for jeg har læst virkelig meget, i årtier.«

Jeg lurer på, om det ikke også er tidslommen Tønder og teologen Kastberg, der står bag Michaels optagethed af kristendommen. Den analyse ville være gangbar for mit eget vedkommende. Selv mener han, at det går længere tilbage, til den gang i Tåstrup hvor han af principielle grunde ikke ville konfirmeres, når han nu ikke troede og ikke havde tillid til kirken, og hvor det hele derfor kom til at fylde mere for ham end for alle kammeraterne, der bare sagde ja.

Vi lader troen hvile, for vi skal også lige runde rocken, og med den havner vi minsandten i Tønder igen.

»Jeg vil gerne tilbage til den lyd, rocken havde dengang i Tønder. Mesterværkerne kom i årene 1969-72. Og det er ikke noget med retro, for rocken har nogle klassiske kvaliteter, som bliver ved med at komme igen. Fyrene i Boat Man Love, som jeg spiller med nu, er vel en 15-20 år yngre end mig, men vi er fælles om nogle klassiske rockdyder, som har levet lidt i skyggen. For man troede vel i mange år, at rocken var noget, der ville gå over igen. Den var bundet til en bestemt tid, et tidsbillede, men det tror jeg ikke længere på. Rocken er ikke noget, der går over igen. Den vil blive ved med at komme tilbage.

Jeg håber så selv, at der kan ske noget nyt i krydsfeltet mellem rock og hiphop. Hiphopen kan fortælle historier, den er jo nærmest homerisk, det er noget, jeg selv har dyrket lidt med rappede passager og spoken word. Men i de fleste af mine sange er det de bundne former, der styrer et hårdt regime af rim, fordi rimene støtter melodiøsiteten. Rappen er en mere fri og fortællende rimsmedekunst. Det kunne være interessant med lidt gensidig påvirkning.«

Michael fortæller, at han egentlig troede, festen og rocklivet var slut, da Malurt gik i opløsning omkring 1983-84. »Jeg troede, jeg skulle tilbage og gøre mit studium færdigt, men sangene levede deres eget liv, de blev ved med at komme. Og så forfølger man det jo. Nysgerrigheden, længslen, det at være på jagt efter en sang, en linje, nogle ord.

Der er mange i rockbranchen, der står af, når de oplever nedgang. Så fader de. Nu har jeg prøvet det, nu må jeg hellere foretage mig noget fornuftigt. Men jeg har hele tiden haft den kamp med at nå frem til noget, der var mit eget og ikke bare en dramatisering af alt muligt andet. Og det føler jeg, at jeg nåede med min plade fra sidste år »Falder Du Nu«. Og lige nu går det stærkt, for jeg har allerede 15 numre klar til den nye plade.«

På din sidste plade gik du jo dybt ned i dit allermest personlige stof. Du kender Per Højholts diktum om, at man ikke må forgribe sig på»hovedstolen«. Er du ikke nervøs for, at du har gjort det? Og at nogen tænker: Ja ja, Michael Falch lavede en god plade, men nu fik han da vist også brugt alt sit stof op!

»Nej, jeg er altså ikke bange for det med hovedstolen! Det eneste, der interesserer mig ved menneskers skæbne, er da hovedstolen. Jeg er ligeglad med deres intellektuelle udgydelser og deres fine stilladsbyggeri, jeg vil direkte ned i deres historie og have deres hjerteblod. Digtet skal være hovedstolen, det bliver jo bare udsmykning, hvis der ikke er hovedstol i det. For så vidt mennesker nu overhovedet kan destillere deres essens ud. Mit eget forløb har været at komme ind til den hovedstol. Man skal ind og være i den, sidde i den, hvad fanden man nu gør ved en hovedstol ... Nå, der blev jeg hidsig, hva.«

Vi slukker for båndoptageren og spiser frokost. Vi snakker om dengang i 1972, da vi var 15 år og blaffede til Roskilde Festivalen, den anden i historien. Mærkeligt at vores forældre lod os tage på tommelen, men vi bliver enige om, at det nok ikke blev regnet for farligt dengang. Det var en anden tid, også uden for tidslommen Tønder. Michael har en skarp erindring om de, primært danske, grupper, vi hørte. Andre omstændigheder står mere sløret. Men min onkel og tante, der boede i Roskilde, var en base. Og vi drak stærke øl med mine kusiner i Folkeparken i Roskilde. Var han lidt en dårlig kammerat ved den lejlighed? Sådan kan man nok ikke stille det op. Men han havde jo det med pigerne. Måske er der stof til en sang i det, men jeg kan nok bedre skrive en klumme.

Selve festivalen havde vi svært ved at komme til ende med. Han fik migræne, jeg fik hjemvé. Jeg tror, at vi på en eller anden måde var overmatchede af situationen. Jeg husker slet ikke, at vi mødte andre, der kun var 15 år. Alle var ældre. Michael kommer uforvarende til at anslå sit længselstema, da han husker tilbage. »Vi var meget isolerede. Sådan husker jeg det. Vi gik hele tiden rundt og ventede. På at komme med i noget. På at der skulle komme nogen og tage os med i noget. De kom bare aldrig.«

Michael Falchs nye album »Sang til undren« sendes på markedet den 1. oktober.