Bag sløret

Charles Saatchi – den britiske storsamler – har slået til igen. Dels med en ny kunsthal indrettet i et tidligere militærakademi i Chelsea i London, dels med en udstilling, der sætter et meget skarpt og kritisk lys på kvindeundertrykkelse og kønsroller i Mellemøsten.

Iransk badeliv ved stranden, hvor mænd og drengebørn morer sig i bølgerne, mens de bliver vartet op af tilslørede kvinder. Der er i det hele taget et vist fokus på diskriminationen mellem kønnene hos mange af de deltagende udstillere på udstillingen »Unveiled – New Art from the Middle East«. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra bog om udstillingen.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Den omdiskuterede britiske storsamler Charles Saatchi har atter flyttet sit galleri. Tidligere på året åbnede han med en præsentation af kinesisk samtidskunst, der blev noget af en publikumssucces, kan man vel sige, al den stund udstillingen på få måneder blev set af mere end 400.000 mennesker.

For nylig flyttede Saatchi geografisk fokus til en anden del af verden, hvis samtidskunst i vores del af verden er endnu mere ukendt, end den kinesiske var, indtil museer og kunsthaller, biennaler og samlere for ikke mange år siden begyndte at interessere sig for den moderne kunst fra Riget i Midten.

Når Saatchi køber noget eller i det hele taget interesserer sig for noget – og en årrække købte den tidligere reklamemand et kunstværk om dagen – holder resten af verden øje med ham, for i reglen er der gode investeringer i kølvandet på Saatchi og hans powershopping. Det var om ikke Saatchi, der i 1990erne opdagede unge, britiske kunstnere som Damien Hirst og Tracey Emin, Chapman-brødrene, Marc Quinn og Ron Mueck, så i hvert fald ham, der skaffede dem deres første mange millioner. Og verdens samlere bemærkede det også, da han skiftede interesse fra kinky fotografier og provokerende installationer til figurativt maleri og siden til kinesisk kunst. Så mon ikke han har ret, når han nu med en helt usædvanlig flot udstilling retter søgelyset mod kunstnere i Iran, Irak, Ægypten, Libanon og Syrien. I forvejen har adskillige kunstnere med mellemøstlig baggrund som blandt andre Mona Hatoum og Shirin Neshat vagt berettiget opsigt på biennaler og museer.

Når der indledningsvis står, at Charles Saatchi er omdiskuteret, så er det fordi, der er nogle, som ligefrem opfatter ham som vor tids Medici, hvilket er en overdrivelse af de mere underholdende, hvis man blot tænker på, hvad der hænger i Uffizierne i Firenze. Andre ser ham som en vampyr på bestandig jagt efter ungt blod i kuvøserne på kunstakademierne, og som en kyniker, der dropper kunstnere, når han får øje på noget andet, der er nyt og interessant. Sandheden er antageligt, at han er en passioneret kunstsamler, der tillige er en hamrende dygtig forretningsmand, som af samme grund droppede sit medejerskab af et af verdens største reklamebureauer, fordi han syntes, det var både sjovere og mere indbringende at beskæftige sig med kunst. Der omsættes årligt for i hvert fald et halvt hundrede milliarder kr. kunst i England.

Tilslørede skygger
Men uanset, om han er idealist eller kyniker eller begge dele på én gang, har Saatchi igen arrangeret en interessant udstilling. Både kunstnerisk og politisk. Kunstnerisk fordi arbejderne er fulde af dynamik og overskud, båret af sikkerhed og dristighed på én gang, nyskabende og bevidst om den tradition, værkerne er udsprunget af, diskuterer og udfordrer.

Politisk fordi man på udstillingen undertiden begynder at undre sig over, at det lige var lille Danmark, der angiveligt påkaldte sig 1,3 milliarder muslimers vrede over en halv snes karikaturtegninger. Mange af malerierne og skulpturerne er en klar kritik af tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse i kunstnernes hjemlande, og der er billeder, der fremstiller Allahs tjenere som halvnøgne fede mænd, der vælter sig rundt blandt hverandre. Malerierne henviser godt nok til en bestemt arabisk teaterform, hvortil kvinder heller ingen adgang har, men der er en stemning af incestuøs og tvetydig seksualitet blandt disse mænd med både tåbelige og selvhøjtidelige udtryk, der rummer en implicit kritik af om ikke religionen så dens vogtere.

I andre værker møder man en klar udlevering af iransk hverdag. Man ser omfangsrige malerier af badeliv ved stranden, hvor mænd og drengebørn morer sig i bølgerne, som var de på ferie, og det er de også, for de bliver vartet op af tilslørede kvinder. I det hele taget er der et vist fokus på diskriminationen mellem kønnene hos mange af de deltagende udstillere. Mændene fremstilles frie og afslappede i bare overkroppe med maverne komfortabelt hængende ud over bukselinningen, mens kvinderne ses som tilslørede skygger, undertiden fotograferet i deres hjem sammen med deres støvsuger – eller med bunden af et strygejern, en kost eller forskellige køkkenredskaber placeret lige der, hvor ansigtsåbningen i burkaen er. Noget bastant som politisk kunst i 1970erne, javist, men i sammenhængen kunstnerisk overbevisende. En bryllupsscene gengiver, hvordan der er liv og glade dage i mændenes afdeling, mens kvinderne samles om en enkelt kylling. Og så er der jo – ikke at forglemme – livet ved siden af ægteskabet. En serie grotesk udklædte dukker minder om, at selv i de moralsk mest rene lande, hvor prostitution ligesom i Sverige er forbudt, er der hovedstæder, hvor der er 100.000 prostituerede.

Iblandt finder man også værker, der kritiserer Israel, men det er kvindeundertrykkelse, der er det umiddelbart mest fremherskende tema på udstillingen. Mange af værkerne er – som det også er antydet ovenfor – umiddelbart nemme at dechifrere, sådan som politisk kunst gerne er det. Ikke desto mindre stikker det dybere end som så, og der er flere og mere subtile lag i værkerne.

Generelt er vi – i mere end et elementært omfang – ude af stand til at forstå dybden i kunst fra fremmede kulturer. Vi har i Vesten været fascineret af eksempelvis afrikanske masker eller aboriginal kunst fra Australien, men det er en form for kunst, hvis betydning er langt dybere, end vi er fortrolige med.

De afrikanske masker havde mening ud over den dekorative kvalitet, europæerne blev opmærksomme på for omkring 100 år siden, og sanglinjerne i billederne skabt af de oprindelige indbyggere i Australien var ikke smukke mønster men beretninger om familiers historie, steder hvor det var godt at jage og meget mere. Hver kultur har sine egne eventyr, fortællinger og myter, sagnfigurer, traditioner og religiøse forestillinger, som man skal være fortrolig med regionens kultur for at kunne sætte sig ind i. Ligesom det kan være en fordel ikke blot at beundre farverne og kompositionen i en altertavle fra renæssancen men også at forstå ikonografien i billedet. Hvem er kvinden ved den korsfæstedes fod? Hvorfor er den mand gennemboret af pile?

Hvad vi umiddelbart ser, når vi bevæger os rundt i en udstilling af denne art, er nogle kunstværker, der er kunstnernes kontante og krasse kritik af forholdene i deres hjemlande, hvorved de umiddelbart kan bekræfte mange europæerne i deres opfattelse af, hvor slemt det står til hos de andre. Og på dén konto kan man ikke lade være med at spekulere på, om udstillingen er så forførende, fordi den bekræfter vores værste indtryk af fundamentalistiske og patriarkalske samfund. Men de værker, man ser på udstillingen, er også udsprunget af en dialog af en slags med arabisk kultur. En guide til udstillingen er i den henseende til utrolig stor hjælp, fordi den giver nogle oplysninger om både kunstnerne – som nu Halim Al-Karim der i tre år skjulte sig for Saddam Hussein i et hul i jorden – eller de særlige traditioner, tilværelsestolkninger og måder at arbejde med kunst på, som mange af værkerne på udstillingen både står i gæld til og frigør sig fra.

Unveiled – New Art From The Middle East: Saatchi Gallery, King’s Road, London. Åben 10-18. Til 6. maj.