Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vores glemte helte

Thomas Hjortsø: Jødeaktionen 1943. Traf den danske modstandsbevægelse i 1960erne en forkert beslutning, der har medvirket til, at både vi og udlandet har glemt de danske helte, der uegennyttigt reddede jøderne i Danmark i 1943?

Tegning: Kamilla Wichmann Fold sammen
Læs mere

Da Fredrik Fogh sammen med sin kronisk syge mor i 1943 reddede flere familiemedlemmer og en ven af jødisk afstamning til Sverige, var frygten reel. »Vi var bange for dødsstraf,« fortæller han.

Hjælpeaktionen førte til, at Fredrik Fogh og hans mor blev udnævnt til Retskafne af det israelske Holocaust-museum Yad Vashem. Retskaffen er en officiel israelsk hædersbevisning til ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust.

Der findes kun 22 danske Retskafne, hvorimod et land som Holland har over 5.000. Når der er udnævnt så få danske Retskafne, hænger det sammen med, at den danske modstandsbevægelse i begyndelsen af 1960erne ønskede, at dens medlemmer blev mindet som gruppe og ikke hver for sig.

Det har Yad Vashem stort set respekteret på nær de 22, som har fået hædersbevisningen for, hvad holocaustmuseet kalder en ekstraordinær indsats.

Men der var mange, der ydede en stor indsats. En af dem var Georg Zimling fra Saltholm. Han sejlede sammen med sin nabo jøder fra Amager til Malmø.

De fik et godt måltid, aftenen før de skulle sejle jøderne til Sverige. »Sæt nu det blev det sidste,« siger han i dag. Det er en rigtig dansk helt - maven skal være fyldt!

Både Fredrik Fogh og Georg Zimling oplevede en risiko ved at hjælpe jøderne til Sverige. Det har bagefter vist sig, at risikoen ikke var så stor, blandt andet fordi betydelige dele af den tyske besættelsesmagt ikke var så interesseret i at jagte jøderne. Men netop det, at mange følte en risiko, er i høj grad medvirkende til deres heltegerninger.

Deres gerning står i modsætning til mange mellemmænd, fiskere og bådførere, som tjente store penge på at få jøderne til Sverige.

En af betingelserne for at blive udnævnt til Retskaffen er, at man ikke har tjent penge på at redde jøder, så mange danske fiskere og mellemmænd ville aldrig komme på tale.

I udlandet har man kun lidt kendskab til de mange penge, det kostede at få jøderne i sikkerhed. Man antager stadig, at det var alle danskere, der uegennyttigt hjalp med at få jøderne til Sverige og finder derfor ikke grund til at fremhæve enkeltpersoner.

Berlingske omtalte i september en bog af den tyske historiker Arno Lustiger om jødernes redningsmænd. Den sætter fokus på diplomaterne og nævner mange landes diplomater, men ingen danske.

Det er ikke kun Danmarks diplomater, der er fraværende i beretninger om at hjælpe jøderne. Det gælder danskere i det hele taget. For eksempel i den britiske forsker Agnes Grunwald-Spiers Schindlers Ligemænd, der tidligere på året udkom på dansk. Titlen på bogen henviser til den tyske forretningsmand Oskar Schindler, der reddede jøder og er kendt fra filmen Schindlers Liste.

Agnes Grunwald-Spier nævner hjælpere fra hele verden, men ingen fra Danmark. Hun skriver i forbindelse med de ungarske jøder, at danskerne hjalp 7.000 jøder med at flygte, underforstået at det var alle danskere, der hjalp.

Men det er ikke kun i udlandet, at de danskere, som ydede en indsats, er glemt. Det gælder også herhjemme. Hvis man bruger mindesmærker som en målestok for, hvordan vi fejrer hjælperne, så er det ikke meget opmærksomhed, de har fået. Der findes meget få monumenter til ære for dem, der hjalp jøderne over.

Når de findes, nævner de ikke direkte hjælpernes navne, og ofte er de holdt i generelle vendinger og taler om modstandskampen eller hjælp til flygtninge.

End ikke de mest oplagte kandidater til et monument eller mindetavle har fået et. Hvor er for eksempel mindesmærket for professor Richard Ege og hans hustru, som sammen med andre hjælpere organiserede redningen for flere hundrede jøder med udgangspunkt i Rigshospitalet?

En af de Retskafne er Henry Thomsen, som i Snekkersten har en mindesten, hvor han omtales som »flygtningenes modige hjælper«. Vel hjalp han andre end jøder over, men det er alligevel tankevækkende, at hans indsats for jøderne ikke er nævnt.

Han blev sammen med sin hustru Ellen Margrethe udnævnt til Retskaffen i 1968. Det var mange år efter hans død. Han blev taget af tyskerne i august 1944 og døde i koncentrationslejren Neuengamme fire måneder senere.

Det er paradoksalt, at det eneste mindesmærke i Danmark, der udtrykkeligt nævner en person og direkte skriver, at han hjalp jøderne, er rejst til ære for en tysker. Det er den tyske diplomat Georg Duckwitz, der var nazist, men afslørede de tyske planer om en aktion mod jøderne i Danmark til danske socialdemokratiske ledere i september 1943. Han har en mindeplade på Frieboeshvile i Lyngby, hvor han boede.

Centralt i den manglende hyldest til enkeltpersoner står modstandsbevægelsens beslutning over for Yad Vashem om at ville betragtes som en gruppe, når det gjaldt hjælpen til jødernes flugt.

Med al respekt for modstandsbevægelsen var det måske en forkert beslutning. Der var dog ikke tale om en ondsindet beslutning, men snarere et udtryk for et fokus på modstandskampen, som redningen af jøderne blev set som en del af. Og så levede myten om, at et helt folk hjalp til med at redde jøderne til Sverige meget stærkt omkring 1960erne.

Når et helt folk er helten, kan det være svært at fremhæve enkeltpersoner.

Myten om et helt folk som hjælpere er nok også blevet stærkere af mange jøders taknemmelighed over at have reddet livet.

I dag ved vi mere om, hvor meget det kostede for jøderne i Danmark at redde sig til Sverige. Og mange hjælpere, ja selv fiskere udtrykte faktisk deres frustration over de høje priser for overfarten og regulære svindlere.

Georg Zimling siger, at både mellemmænd og fiskere udnyttede mennesker i nød. »Når man skal redde andre menneskers liv, kan man ikke rigtig gøre det op i penge.«

Og så synes han, at der var for få fiskere, der fortsatte med at sejle for modstandsbevægelsen. »Da man var færdig med at gå og tjene penge på folk, tog man til Sverige og blev der. Så gik noget af det patriotiske af. Man skulle i stedet være fortsat med at sejle, til krigen sluttede. Der var brug for det,« siger han.

Både Georg Zimling og Fredrik Fogh blev efter jødernes flugt engageret i modstandsarbejdet, og for Georg Zimlings vedkommende førte det til fire måneder i fængsel, da han i 1944 blev taget af tyskerne, fordi han sejlede over Øresund for modstands­bevægelsen.

Der er mange hjælpere at vælge imellem, hvis man vil finde nogle at hædre for deres indsats under jødernes flugt. Et skøn lyder på flere tusinde, der deltog i den storstilede operation, som strakte sig over nogle uger i efteråret 1943.

Det var ofte helt almindelige danskere, der følte en pligt til at hjælpe. Og der var læger og ansatte på hospitalerne. Der var brug for hjælperne til alt lige fra at opspore jøderne, skjule dem, give dem mad og føre dem til havne eller anløbsbroer. »Vi bestod af en masse små tandhjul,« som en hjælper har sagt om redningsoperationen.

Stort set alle de flygtende kan fortælle om hjælpere, der uegennyttigt og med en følelse af at løbe en stor risiko sprang til og fik dem sikkert til Sverige. Ligesom de kan fortælle om bådførere eller mellemmænd, der tog sig godt betalt.

Og netop fordi der var så mange, som berigede sig på jødernes bekostning, er der så meget desto større grund til at fremhæve dem, der uegennyttigt hjalp jøderne i sikkerhed.