Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

USAs historiske vakuum kan kun udfyldes af EU

Der er faktisk kun én international aktør, der kan gøre sig forhåbninger om at udfylde det historiske vakuum, som USA er ved at efterlade sig. Det er EU.

»Den amerikanske præsident hader multilaterale løsninger og er i øjeblikket i færd med at trække USA ud af sine multilaterale forpligtelser i FN og andre internationale sammenhænge,« skriver Mikael Barfod. Kan EU overtage dele af USAs rolle, når Trump trækker sig fra FN? Fold sammen
Læs mere
Foto: JIM LO SCALZO

Donald Trump hader multilaterale løsninger og er i øjeblikket i færd med at trække USA ud af sine multilaterale forpligtelser i FN og andre internationale sammenhænge. Som eksempel er den kandidat, som Trump for nylig nominerede til posten som leder af Verdensbanken, kendt som en indædt modstander af både Verdensbanken og dens søsterorganisation, Den Internationale Valutafond (IMF). Mange andre lande er dybt bekymret for, at den regelbaserede internationale orden er på vej mod sin undergang. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke EU kunne spille en rolle ved at udfylde det multilaterale vakuum som USA er ved at efterlade sig.

Folkeforbundet var i realiteten USAs første forsøg på at oprette en verdensorden, der kunne bevare freden efter Første Verdenskrigs blodbad ved samtidig at styrke demokratiske værdier. Folkeforbundet var imidlertid ikke i stand til at forsvare sine grundlæggende principper over for aksemagterne Italien, Tyskland og Japan i 1930erne.

»Han (Donald Trump, red.) ser ikke internationale relationer som en kærkommen mulighed for at etablere samarbejde baseret på gensidige fordele, men som et nulsumspil, hvor vinderen rydder bordet.«


Efter endnu en verdenskrig blev FN skabt i 1945 i et forsøg på at etablere vedvarende international fred, igen baseret på amerikanske demokratiske værdier. Klog af skade blev FNs Sikkerhedsråd udstyret med »checks and balances,« (magtens deling, red.) der skulle sikre multilateralismens overlevelse på tværs af stormagtinteresser. Men stormagtspolitik vendte ikke desto mindre tilbage under Den Kolde Krig, der undergravede FN og multilateralismen på mange måder. Selv efter Den Kolde Krig måtte multilateralismen også stå til mål for angreb, når visse, ikke mindst autoritære, lande blev nervøse over de universelle menneskerettigheder, der blev opfattet som utidig indblanding i interne anliggender.

Lederen af den fri verden og populismens opråb

De fleste lande har været særdeles tilfredse med at deltage i FN-organernes vidtspændende arbejde inden for et utal af mandater. Men kontroverser har altid ligget lige om hjørnet og har understreget den uenighed, der trods alt altid har fulgt multilateralismens fremskridt. Som eksempler kan nævnes den langvarige konflikt mellem palæstinenserne og Israel inden for FNs Menneskerettighedsråd eller USAs manglende opbakning om Den Internationale Søretskonvention og Den Internationale Straffedomstol.

I mellemtiden har videnskaben med stigende styrke gjort det klart, at med mindre vi finder fælles løsninger på klodens store udfordringer, vil vi ikke overleve på denne planet. Menneskeheden har ryggen mod muren for så vidt angår klimaet, energi, vand, pandemier, forurening, regulering af teknologi og data, samt en lang række socioøkonomiske udfordringer, som voksende ulighed, migration osv.

Mikael Barfod Fold sammen
Læs mere

Og så kom Donald Trump på banen i 2017. Hans valgløfter om »America First« er senere bakket op af en filosofi, der altid sætter den nationale suverænitet i forsædet. Han ser ikke internationale relationer som en kærkommen mulighed for at etablere samarbejde baseret på gensidige fordele, men som et nulsumspil, hvor vinderen rydder bordet. Trump følger populismens opråb: En sand leder må forene sit folk ved at bekæmpe den korrupte nationale elite, kæmpe mod fremmed dominans (herunder multilaterale organisationers indblanding) og kæmpe mod håndgribelige og navngivne fjender.

Trump har allerede vist os, at han handler efter populismens opråb. Han udpeger jævnligt (ofte skiftende) fjender, han truer med handelskrige, nægter at acceptere klimaaftalen og den tilgrundliggende videnskab, han vender et blindt øje mod misbrug af menneskerettigheder og autoritære regimer, han involverer stort set kun sit land i konfliktløsning, når der er snævre bilaterale amerikanske interesser på spil og han udviser foragt for de principper, der understøtter både NATO og EU.

Tilbagetrækninger en masse

Udover at have trukket USA ud af Parisaftalen fra 2015 om klima, er USA ikke længere del af atomaftalen med Iran, Trans-Pacific Partnership frihandelsaftalen (TPP), FNs Migrationspagt og Den Universelle Postunion (UPU). Desuden har han fjernet den amerikanske regerings støtte til abort og prævention inden for FN, reduceret støtten til FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og reduceret USAs støtte til palæstinenserne gennem FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNWRA) m.m. Og der kommer nok mere fra denne kant.

Midt i Anden Verdenskrigs kaos forsøgte de grundlæggende nationer, ikke mindst USA, at forme den fremtidige multilateralisme inden for FN-systemet. Men hvem kan i dag erstatte et USA, der er ved at trække sig ud af sine multilaterale forpligtelser?

»Det er ikke nogen hemmelighed, at EU har været hæmmet af intern uenighed om reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor to medlemslande, Frankrig og Storbritannien, er permanente medlemmer, mens ét medlemsland, Tyskland, er desperat efter at få permanent medlemskab,« skriver Mikael Barfod. Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB.

Der er faktisk kun én international aktør, der kan gøre sig forhåbninger om at udfylde det historiske vakuum, som USA er ved at efterlade sig. Det er EU. Og hvorfor det? Fordi EU klart har forpligtet sig til at fremme effektiv multilateralisme. Den ufravigelige støtte til FN er faktisk en hjørnesten i EUs politik, hvis man kigger på EU-traktater og andre lovtekster.

På kollektiv basis yder EU og dets medlemsstater langt de største finansielle bidrag til FN. Der er tale om omkring 30 pct. af alle bidragene til FNs faste budget og fredsbevarende aktiviteter. Herudover yder betragtelige EU frivillige bidrag og projektbaseret støtte.

EU har aktivt støttet bestræbelserne på at reformere FN-institutionen ud fra en idé om, at FN skal sættes i stand til bedre at håndtere moderne trusler, såsom asymmetriske konflikter, globale pandemier og klimaforandring. Desuden er der i reformsammenhænge forventninger om, at regionale organisationer og partnere kunne hjælpe FN med at definere sit mandat og rolle. Det er ikke nogen hemmelighed, at EU har været hæmmet af intern uenighed om reform af FNs Sikkerhedsråd, hvor to medlemslande, Frankrig og Storbritannien, er permanente medlemmer, mens ét medlemsland, Tyskland, er desperat efter at få permanent medlemskab.

Kan EU redde multilateralismen?

Ligegyldigt hvad der sker med Storbritanniens medlemskab af EU, er det klart, at EU på længere sigt ikke kan gøre krav på to permanente sæder i Sikkerhedsrådet. Der er imidlertid en åbenbar løsning på problemet: EU er i langt den bedste position til at repræsentere sine medlemslande og den europæiske region ud fra veldefinerede koordinationsprocedurer, som vi kender fra andre sammenhænge, hvor EU repræsenterer sine medlemslande i internationale organisationer.

På trods af alle sine fejl og mangler er FN stadigvæk den mest repræsentative, legitime og fuldt ud globale organisation. FN er fortsat det bedst egnede forum for tiltag, der forsøger at løse og regulere internationale problemer. Det forstår EU fuldt ud, og på grund af EUs egeninteresse er det sandsynligt, at organisationen vil fortsætte med at lægge systematisk pres på FN for at reformere sig. Man kan også stole på, at EU på længere sigt vil være stærkt interesseret i at opmuntre post-Trump USA til at vende tilbage til sin traditionelle internationale rolle.

Der er ingen tvivl om, at EU har sine interne skænderier i øjeblikket, der spænder fra Brexit til retsstatsprincipper i visse medlemslande, migration og økonomisk politik. Der er heller ingen tvivl om, at der kræves en ekstraordinær intern enighed, mod og handlingsvilje før EU for alvor kan sætte sig i spidsen for en effektiv reformproces i FN og en genstyrkelse af de multilaterale organer. Men hvilken anden international aktør er i stand til at holde sammen på multilateralismen, når vi har mest brug for den?

Mikael Barfod har arbejdet for FN i felten, 30 år for EUs udenrigstjeneste og er tidligere EU-ambassadør. Han er siden 2017 bosiddende i Danmark, hvor han bl.a. arbejder som Visiting Professor (University of Huddersfield, UK). Udover arbejdet i EU-hovedkvarteret i Bruxelles har han været udstationeret i Afrika, Asien og Caribien.

Berlingske og Søren Pind lancerer ny podcast, »Den smukke borgerlighed«. Du kan lytte til andet afsnit her.