Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Udlændingepolitik og realiteter

Både fagbevægelsen og DI vælger at se bort fra, at hvis vi skal have flere udlændinge til Danmark, er det helt afgørende, om disse udlændinge er i stand til og villige til at arbejde.

Danmark har oplevet en stigende indvandring fra ikke-vestlige lande, hvoraf mange ikke har uddannelse eller kvalifikationer til arbejdsmarkedet. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bandt de store organisationer på det danske arbejdsmarked har fagbevægelsen typisk i nyere tid været positiv over for enhver indvandring, som ikke trykkede det danske lønniveau. Man har altså valgt at leve med den indvandring fra Mellemøsten og Afrika, som for mere end halvdelens vedkommende er forblevet uden for arbejdsmarkedet. Derimod har fagbevægelsen som bekendt reageret særdeles håndfast mod den nye indvandring af østeuropæere, som gerne vil arbejde. Ansættelsen af disse udlændinge i landbruget, gartnerierne, byggeriet og serviceerhvervene omtales af fagbevægelsen som »social dumping«.

Fagbevægelsens forsvar for bevarelsen af det meget høje danske lønniveau er forståelig som varetagelse af en partsinteresse. Men det er naturligvis uhensigtsmæssigt for forbrugerne og for samfundet som helhed.

Erhvervslivets synspunkter på udlændingepolitikken, som de netop er blevet præsenteret af DI, er derimod selvsagt præget af ønsket om at få mere arbejdskraft stillet til rådighed for dansk industri. Til gengæld lægger DI sig i argumentationen om indvandringen fra de ikke-vestlige lande helt parallelt til den fagbevægelse, der altså ikke rigtig kan se noget problem i sagen. Med en formulering af DIs direktør (Karsten Dybvad i Kristeligt Dagblad 3. oktober) kommer folk nemlig »til Danmark for at arbejde ... og det gælder i allerhøjeste grad dem, der kommer fra tredjeverdenslande.«

Læs også: Dybvad: Brug for mere udenlandsk arbejdskraft

Uden at skelne mellem de forskellige indvandrergruppers forudsætninger for at klare sig på et moderne arbejdsmarked ønsker DI altså dørene slået helt op i dansk udlændingepolitik.

Både fagbevægelsen og DI vælger dermed at se bort fra, at hvis vi skal have flere udlændinge til Danmark, er det helt afgørende, om disse udlændinge er i stand til, og villige til at arbejde.

Danmarkshistoriens største generation er lige nu ved at gå på pension samtidig med, at arbejdsstyrken falder. Vores uddannelsespolitik har skaffet os mangel på for eksempel faglærte og stærkstrømsingeniører. Så vi har brug for kvalificeret arbejdskraft, der kan gå ind i arbejdsstyrken på danske vilkår.

Det bør huskes, at vi gennem historien har modtaget mange indvandrere, f.eks. nordmænd, svenskere, tyskere, jøder, polakker og ungarere. De er blevet så fuldt integreret, at kun enkelte anderledes lydende navne i dag kan minde os om disse succesfulde indvandringer.

Men gennem de seneste årtier har problemet med udlændingepolitikken jo netop været, at der især fra Mellemøsten og Afrika er kommet en indvandring, hvoraf rigtig mange hverken har uddannelse eller andre kvalifikationer til at gå ind i den danske arbejdsstyrke. Så det er ikke seriøst, som DI nu så markant gør det, at pege på en løsning, hvor alle udlændinge bare skal ind i landet, uanset realiteterne i vores hidtidige udlændingepolitik.

Velfærdssamfund af dansk type er bygget på, at en stor del af den voksne befolkning er i beskæftigelse, så vi gennem beskatning af deres arbejdsindkomster kan afholde udgifterne til velfærden. Og velfærdssamfundet er indrettet efter, at dette gælder både mænd og kvinder – samfund af denne type har brug for to indtægter pr. husstand.

Læs også: EL: Stop statens import af østarbejdere

Men andelen af vore ikke-vestlige indvandrere, som ikke er i job, ligger for tiden ifølge Danmarks Statistik meget langt under andelen for personer af dansk oprindelse, og problemet er ikke, som mange ellers havde forudsagt det, og mange bliver ved med at sige det, blevet mindre. Gennem det sidste femår er efterslæbet i den såkaldte beskæftigelsesgrad tværtimod øget fra 23 til 26 procentenheder. Det er jo altså sket på trods af et meget stort antal integrationsprojekter og ghettoindsatser m.v.

Efterkommerne hos de ikke-vestlige indvandrere er gået gennem stort set samme uddannelsessystem som deres danske jævnaldrende og burde altså kunne klare sig på arbejdsmarkedet nogenlunde som danskere. Men en aldersopdeling af beskæftigelsesstatistikken, foretaget i Danmarks Statistik, viser for personer sidst i 20erne og først i 30erne, at der gennem det seneste femår heller ikke for efterkommerne er sket nogen indhentning af danskerne. Efterslæbet ligger her på 15-20 procentpoint. Og andelen af 25-årige, som hverken er i job eller i uddannelse, var i 2012 16 procent for danskere, men 28 procent for ikke-vestlige efterkommere.

Konsekvensen er, at den hidtidige ikke-vestlige indvandring altså netop ikke har kunnet give noget bidrag til opretholdelsen af det danske velfærdssamfund. Tværtimod er situationen den, at endnu før det sidste års forøgelse af indvandringen – som DI altså ikke finder stor nok – koster vore ikke-vestlige medborgere årligt samfundets kasser af størrelsesordenen 16-18 milliarder kr. Beløbet svarer i store træk til hele det økonomiske resultat af de sidste tre års reformer af velfærdssamfundet.

Til realiteterne, som ønsket om generelt øget indvandring skal holdes op mod, hører endnu to forhold. For det første har den nyligt afgåede rigsstatistiker Jan Plovsing i en kronik tidligere i år under overskriften »Integrationen går dårligt« fastslået, at vore indvandrere fra landene i og omkring Mellemøsten har et stigende og meget højt kriminalitetsniveau. Mens mandlige indvandrere og efterkommere fra lande i Østasien (som for eksempel Kina og Vietnam) har lavere kriminalitetsniveau end danskere, har mandlige indvandrere og efterkommere fra lande i og omkring Mellemøsten (som for eksempel Libanon og Somalia) en kriminalitet på to til tre gange det danske niveau. Så også på dette område »har de forskellige initiativer for at forbedre integrationen spillet mere eller mindre fallit« (Morgenavisen Jyllands-Posten 6. april).

Læs også: Udlændinge i to verdener

For det andet bør ønsket om yderligere at åbne dørene for indvandring til Danmark afvejes over for det forhold, at det store flertal af de ikke-vestlige indvandrere kommer fra muslimske lande. Med et ordvalg fra det seriøse tidsskrift The Economist (5. juli) er de pågældende altså vokset op i en kultur, hvor »troens krav om ikke at trække nogen grænse mellem moské og stat har hæmmet udviklingen af uafhængige politiske institutioner, og militante muslimske minoriteter er optaget af en søgen efter legitimitet i stadigt mere fanatiske fortolkninger af Koranen.«

Læs også: Nyhedsoverblik - Asylansøgere

Holdningen hos de førende talsmænd i og omkring de danske moskeer kan måske og måske ikke beskrives sådan, at »al modgang udlægges rutinemæssigt som et resultat af kampen mellem de onde, vantro danskere, og Guds gode muslimer«.

Formuleringen er hentet fra den danske imam Ahmed Akkaris erindringer. Han var som imam med i inderkredsen bag de muslimske aktiviteter under Muhamed-krisen i 2005. I den meget aktive moské, hvor han en tid var imam, betragtede man demokrati som blasfemi, og folk, der sagde noget positivt om demokratiet, blev kraftigt fordømt (Akkari 2014, side 98-99 og 131).

Dansk erhvervsliv har gennem de seneste år vist stor rationalitet i tilpasningen til de erhvervsmæssige realiteter, som vore politikere, globaliseringen og finanskrisen har skabt.

Men DI bør nok i sin berettigede interesse for fremskaffelse af mere arbejdskraft dels hæfte sig ved, at arbejdskraften fra Østeuropa, hvor kulturforskellene til Danmark er små, har vist sig at være både erhvervsmæssigt og samfundsmæssigt værdifuld.

Dels kunne DI med hensyn til den øvrige indvandring generelt bestræbe sig på at sørge for, at argumentationen ikke kommer til at ligge alt for langt borte fra realiteterne.