Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Omars had

»Der findes intet land, der gør mere for sine medborgere end Danmark. Vil man noget radikalt andet, skal man selvfølgelig flytte herfra. Langt de fleste muslimer her i landet vil Danmark og vores værdier. En god måde at vise det på ville være at gå i rette med den ekstreme tolkning af islam, der radikaliserer mennesker.«

Billede fra mindehøjtideligheden for terrorofrene mandag 16. februar. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blevet hævdet, at terrorangrebet på os 14.-15. februar var resultatet af en enkel gal mands handlinger. Det ville betyde, at det var overstået, da Omar Abdel Hamid El-Hussein lå død på jorden. Men terroren døde ikke med ham. Vi er oppe imod en bevægelse med tusinder af medlemmer og mio. af sympatisører i hele verden. Og desværre også med alt for mange proselytter her i landet. Det er derfor, Danmark har den lidet flatterende rekord at være et af de vestlige lande, der har set flest drage i krig for Islamisk Stat. Det er derfor, der har været en lang række forsøg på anslag på Danmark, der indtil sidste weekend havde været fejlslagne eller afværget af politi og efterretningsvæsnet.

Det er ikke tegninger eller tonen i den danske debat om islam og indvandrere, der gjorde os til et terrormål. Det var heller ikke ord og tegninger, der var motivet til angrebet på USA 11. september 2001, Madrid 2004, London 2005 eller Paris tidligere i år. Det skyldes den radikale ideologi, der ligger bag grupper som Al-Qaeda, Islamisk Stat, Hizbollah, Jabhat al-Nusra, Boko Haram, Hamas, Taliban, al-Shabaab og mange mange andre, der hader vores land, vores værdier, vores flag og vores kultur. De er alle islamister, hvilket på ingen måde skal forveksles med flertallet af almindelige muslimer.

Læs også: IS-propagandister hylder terrorangreb og kalder gerningsmand »islams løve«

Hvad får en ung mand til at begå terror? I det konkrete tilfælde døde svaret på det spørgsmål med Omar Abdel Hamid El-Hussein, men det er helt givet, at sandsynligheden for, at det vil ske igen, er større end sandsynligheden for, at det ikke sker igen. Som journalist Hans Mortensen meget rammende gjorde opmærksom på i et opslag på Facebook, hvor han retorisk skrev: »Hvis man undgår attentater på tegnere ved at lade være med at tegne. Hvordan undgår man så attentater på jøder?« Spørgsmålet understreger den skøre logik hos dem, der måtte mene, at vi bare kunne have ladet være med at tegne Muhammed. Hvad skulle Dan Uzan så have ladet være med? At være jøde? Det er jo nonsens. Konflikten med den radikale islamisme er ikke en, Danmark har valgt. Blot det, at vi findes, er årsagen til, at vi er et mål.

Det er givet, at vi skal evaluere vores indsats og beredskab. Er det nødvendigt, skal politi og efterretningsvæsen have flere midler. Måske også andre og udvidede beføjelser. Vi må evaluere og lære af angrebet.

Når en af vores medborgere bliver radikaliseret, skal vi selvfølgelig holde øje med den pågældende og søge at få vedkommende afradikaliseret. Men ville det have hjulpet os i tilfældet med Omar Abdel Hamid El-Hussein? Fordi man er muslim, er man selvsagt ikke terrorist, men det er inden for islam og blandt muslimer, der skal gøres en indsats. Kun her kan man tage et opgør med det reaktionære mørke og den byld, der vokser på deres tro. Heldigvis repræsenterer islamisterne ikke et flertal af muslimerne i Danmark. Men de udgør et bekymrende stort mindretal. Når Hizb ut-Tahrir kan samle 1.000 mennesker til kønsopdelte møder i København, så skal vi være bekymrede. Når alt for mange danskere med mellemøstlig baggrund tror på besynderlige konspirationsteorier om terrorangrebet 11. september eller »den jødiske verdensregering« og mener, at demokratiet og Vestens liberale frihedsværdier er midler, der bliver brugt til at undertrykke islam og Mellemøsten, så skal vi være bekymrede. Og når op mod 700 danske muslimer møder op for at fejre »martyren« Omar Abdel Hamid El-Hussein til hans begravelse, så har integrationen i Danmark slået fejl. Vi må også droppe naiviteten om det jødehad, der trives i muslimske kredse i Danmark. Når jøder chikaneres ud af skoler på Nørrebro, og når man ikke kan gå ned ad Nørrebrogade med en kalot uden at blive truet, vidner det om et miljø, hvor jødehadet er institutionaliseret i en sådan grad, at det bærer kimen til sådanne angreb, som vi så på synagogen i Krystalgade. Intet menneske, der er vokset op med og opdraget til at betragte jøder som ligeværdige medborgere, ville kunne fostre ideen om at myrde løs til en jødisk konfirmationsfest. Had trives aldrig i et vakuum. Det fostres og næres af fundamentalistiske prædikanter i visse danske moskeer.

Læs også: Borgmester: Vores frygt og frustration må ikke ramme danske muslimer

Derfor skal de danske muslimer tage et opgør med den fundamentalisme, der trives i miljøet. De skal tage opgøret for deres egen skyld, for fællesskabet og af respekt for flaget og landet.

Flaget er et symbol på de værdier, der er fundamentet for vores land. Vi har eksempelvis en lang tradition for at gøre grin med alt og alle. Ytringsfriheden er udstrakt her til lands. Selvom man i princippet kan dømmes for gudsbespottelse, er det ikke noget, vi praktiserer længere. Alle, der mener, at vi blot kunne have ladet være med at tegne Muhammed og tale nedsættende om andres religion og baggrund, bør tænke over den udvikling, kristendommen har været igennem.

Jeg underkender ikke, at ord har magt. Men Kopernikus, Galilei, Servetus, Darwin, Nietzsche, Marx og Jens Jørgen Thorsen fornærmede mange kristne. Skulle de også have forholdt sig tavse? At respektere ytringsfrihedens ukrænkelighed er at respektere flaget – også selvom man ikke er enig. Man har altid retten til at ytre denne uenighed. Vi brænder heldigvis ikke længere kættere på bålet.

Ytringsfriheden er ikke en ret, der kun er givet til dem, der siger det, alle vil høre og finder acceptabelt. Hvis den kun var det, havde den ingen værdi. Det er retten til at sige hvad som helst, der ikke er i strid med loven. Også selvom man synes, det er hovedrystende dumt.

Alle, der bor her, har ret til at søge deres personlige drøm her i landet. Der findes ingen befolkning, der gør mere for sine medborgere end netop vi. Vil man noget radikalt andet, skal man selvfølgelig flytte herfra. Langt de fleste muslimer her i landet vil Danmark og vores værdier. En god måde at vise det på ville være at gå i rette med den ekstreme tolkning af islam, der radikaliserer mennesker som Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Læs også: Vidner kalder sikkerheden ved Krudttønden »enormt useriøs«

Mennesket forlod mørket og hulerne for tusinder af år siden. Det opfandt, skabte og udviklede sig. Også skøre ting som Valentinsdag. Da vi fejrede den og hyldede kærligheden, blev vi angrebet af en repræsentant for et tankesæt, der aldrig har forladt mørket og er kommet ud af hulerne. Det kan lyde så fortærsket, men vi er i krig med terroren og dens repræsentanter.

Mange har latterliggjort hele forestillingen om at føre krig mod terror. Ser vi bort fra åndssvage konspirationsteorier, var der også seriøse indvendinger. Lingvisten George Lakoff gjorde grin med forestillingen om, at man troede, man kunne føre krig mod et navneord, og politologen Francis Fukuyama spurgte undrende, hvorledes man kunne føre krig mod en taktik. Endnu flere har set krigen mod terror som et indirekte angreb på vores frihedsrettigheder og vores retssikkerhed. Alle disse indvendinger er vigtige. Lakoff og Fukuyama pegede på, at vores definition af terroren er vigtig – og at det er så diffus en størrelse, at kampen kan synes uendelig. Det er også vigtigt, at vi aldrig afgiver mere frihed, end at vi kan genkende vores samfund. Men trods køen til lufthavnens metaldetektorer og politiets udvidede beføjelser er vi ikke blevet ufri. Målt på alle tænkelige parametre har vi aldrig været friere eller haft bedre muligheder for at realisere vores drømme. Uanset tro.

Længden på krigen mod terror ser det straks værre ud med. Den virker endeløs. Vores børn vil arve den – og det vil deres børn også. Det er som Sisyfos med sin sten, han endeløst må skubbe mod bjergets top, fordi guderne vil straffe ham for hans kærlighed til livet. Stenen er vores endeløse kamp for det, vi er, og det, vi elsker. Et samfund, hvor man kan sige og tænke det, man vil, med udstrakte rettigheder til alle, der overholder den lov, vi fik i arv.