Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Hellere Herning end kultur-radikalisme

Rune og Eva Agnete Selsing: Den konservative kritik af liberal åndløshed er ikke en kritik af småborgerlighed som livsform. Det er en kritik af liberalismen, når den går utopisk og kulturfornægtende grassat, og hverken vil forsvare dansk kultur eller grænser. Replik til Dennis Nørmark.

Rune og Eva Agnete Selsing. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som liberalist har Dennis Nørmark det ikke rart med at blive forbundet med Herning. I en kronik forleden afsværgede han byen som et sted med merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse. Som om det ikke var slemt nok i sig selv, er det tilmed lykkedes konservative debattører, som undertegnede, i »et veltilrettelagt angreb« at associere liberalismen med Herningåndens fladpandethed.

Derfor er det på sin plads at gøre noget klart. Vi kan godt lide Herning og den småborgerlighed, byen står for. At tage vare på sig selv, sin familie og sin ejendom er gode dyder. At spare op er en dyd. At passe sin have og sin ligusterhæk er en dyd. At tjene penge og skabe noget er en dyd. Lad alle feje foran egen dør og verden vil være ren, som Goethe skrev. Den slags dyder, som trives så godt i Herning, er Danmarks rygrad. Det er de værdier, Danmark overlever på. Langt fra de akademiske, småtotalitære københavner(inder), hvis eneste aktiver er identitetspleje og økologiske quinoagryn.

Herning-liberalismens begrænsning er, at de nævnte dyder er de eneste. Vores civilisation kan og er mere. Borgerligheden favner (og bør favne) væsentligt bredere. Det omfatter blandt andet vores kulturarv. Den klassiske dannelse. Skønhed og andre dyder, der er mere finkornede end dem, vi ser i den jævne småborgerlighed. Her har Nørmark en pointe. Der er lidt åndløst i Herning, men fred være med det. Men i modsætning til, hvad Nørmark lader til at tro, er den konservative kritik af liberal åndløshed ikke en kritik af småborgerlighed som livsform. Det er en kritik af liberalismen, når den går utopisk og kulturfornægtende grassat, og hverken vil forsvare dansk kultur eller grænser. Og det er en kritik af liberalismens fladpandethed, når den gør sit indtog på universiteter, skoler og kulturinstitutioner. Tænk på Helge Sanders grusomme diktum ’fra forskning til faktura’. Ellers Lars Løkkes lige så håbløse forslag om undervisning i iværksætteri og innovation i folkeskolen. Kræmmerånden fra Herning er fin på det lokale marked – men den skal holde sig væk fra vores uddannelsesinstitutioner.

Nørmarks alternativ til den åndløse liberalisme er en kulturradikal liberalisme. I stedet for at tale om markedslogikker og nyttekalkuler, skal liberalister tale om mangfoldighed, frisind og nydelse. Hash og rusmidler skal lovliggøres, fordi de giver et liv med mere sjov, og prostitution skal liberaliseres, fordi købesex er underholdning til masserne. Samme budskab som Nørmark forfægtede i CEPOS-udgivelsen Friheden Flyver, hvor han gjorde liberalismen til ungdomsoprørets sande arvtager. Med flower-power, hippier og hele moletjavsen. 1968 uden marxisme.

At Nørmark abonnerer på en form for lyserød liberalisme, er der således intet nyt i. Det er der derimod i hans strategiske overvejelser. Konservatismen tilbyder nemlig noget, som liberalismen ikke rigtigt er i stand til: En identitet og et livsindhold. Konservatismen siger faktisk noget om, hvordan mennesker bør leve deres liv. Og Nørmark sender lange blikke efter konservatismens facade af kulturel kapital, gamle penge, gode manerer, åndfuldhed og skønhed. Selv er han i lejr med Herning Messecenter og logiske nyttekalkuler, og det huer ham ikke. Det er feje hold! Men Nørmark er ikke helt rimelig i sin kritik af liberalismen. De fleste moderne liberale vil formentlig afvise hans fremstilling, for nyliberalismen mener ikke, at penge kommer før ånd eller kultur – den forholder sig slet ikke til spørgsmålet. Moderne liberalisme giver af princip intet svar på, hvordan mennesker skal leve deres liv, eller om nogle værdier (eksempelvis finkultur) er bedre end andre (eksempelvis lavkultur). Det er altid op til den enkelte: Gør som du vil – det er det, der er bedst for dig. Dette er kernen i den nyere liberalisme.

Mens liberalismen traditionelt har været forbundet med borgerlige samfundsdyder og en åndrig, horisontal samfundstænkning, følger det ingenlunde af den moderne liberalisme. Dens rødder kan spores tilbage til den amerikanske filosof John Rawls, der i 1970erne forestillede sig, at man ved logik alene kunne udlede en sand universel politisk etik. En etik, hvor det øverste princip var menneskets beskyttelse gennem universelle og kulturblinde frihedsrettigheder. Mennesker har forskelligt syn på det gode liv, og en universel politisk etik må ikke favorisere den ene livsform over den anden. Den må være neutral. Uden værdier. Rawls mente imidlertid også, at en logisk udledt etik med nødvendighed medfører en høj grad af omfordeling af samfundets goder. Naturligvis et komplet uspiseligt synspunkt for liberalister. Nyliberalismens vigtigste tænkere er således to af Rawls’ samtidige kolleger, Robert Nozick og Murray Rothbard. Begge viderefører Rawls’ idealer om værdifrihed, men afviser samtidig enhver form for skat som overgreb på friheden.

Hvor den klassiske liberalisme med tænkere som John Locke, Adam Smith og Edmund Burke, var forankret i kristendommen og optaget af borgerlige dyder, er den moderne liberalisme en politisk skal. En tom ramme. Den hævder blot, at individet har ret til, at staten ikke blander sig i dets liv. Folk må gøre, hvad de har lyst til. En letfordøjelig ideologi, som kan give hurtige svar på alle politiske spørgsmål uden nogen dybere, forudgående samfundsanalyse. Enten er du fri, eller også du ufri. Et spørgsmål om stat eller ikke-stat. Alt andet er støj og kollektivisme.

Men nyliberalismens primitive dualisme giver intet bud på, hvad mennesker skal bruge deres frihed til. Det er frihed for frihedens egen skyld. Og det er en gold ideologi. Rationelle principper, men intet kød og blod. Kan man basere sin identitet, sit livsindhold, ja, et samfund, alene på logisk tænkning? Det kan man selvfølgelig ikke, og det er nok i virkeligheden det, Dennis Nørmark har opsnuset. Og han har ret i, at nyliberalismen ingen fremtid har for sig. Det er en sjusket form for filosofi, der krakelerer i mødet med virkeligheden. Værdifriheden holder ikke, og det fortæller historien om de tre nævnte nyliberale filosoffer ganske godt. Rawls opgav hurtigt neutraliteten og begyndte i stedet at betone anerkendelse, ligeværd og den slags, som vi kender fra Det Radikale Venstre. Nozick indså, at hans instrumentelle politiske tænkning var forfejlet, ikke mindst fordi den ikke havde blik for menneskers følelser. Rothbard udviklede sig i en mere gakket anarkistisk retning, hvor han allierede sig med den ekstreme venstrefløj og hyldede Che Guevara, fordi denne var en revolutionær, der ville nedbryde statsmagten.

Før eller siden må nyliberalister vælge mellem konservative og kulturradikale værdier. Det kan godt skræmme os lidt. For Nørmark har ret i, at hans kulturradikale budskaber om uforpligtende sex, rusmidler i lange baner, mangfoldighed, flower-power og nydelse, sælger godt. Det kan vi se på dele af ungdommen. Også den fra Herning. Nørmarks tøjlesløshed har kronede dage i disse år, hvor feelgood-præmissen synes at underligge store dele af den underklasse, der har lært, at den borgerlige ordens normer er forkerte og undertrykkende. Sunny Beach, Paradise Hotel, De Unge Mødre og den sociokultur, disse repræsenterer, er kulturradikalismens værdier virkeliggjort. Her er mantraet, at man skal ’have det sjovt’ – og den snusfornuftige Herning-småborgerlighed er elimineret. Her er ingen tabuer, ingen grænser, ingen patriarkalske krav om ordentlighed, pli og sømmelighed. I stedet er der carpe diem for fuld udblæsning, og i spandevis af den åndløshed, Nørmark beklager sig over.

Det er muligvis ’sjovt’ for de unge mennesker, så længe musikken spiller – men hvad så derefter? Hvad med de børn, der vokser op i miljøer, hvor de voksne primært går op i deres egen nydelse? Hvilken livsform, hvilken barndom, hvilket samfund, kommer der ud af dette? Den nyliberale er dømt til at tie her, for staten skal bare blande sig udenom. Værdidomme er jo apokryfe. Men konservative må godt gøre sig politiske tanker om det gode eller mindre gode i tøjlesløshed. Om det samfundsmæssigt ulykkelige i, at ingen længere kan stave. Om det for friheden problematiske i en stor tilvandring af ikke-demokratisk sindede mennesker. Og så videre. Deri ligger den ånd, Nørmark efterlyser.