Gør man sådan på Berlingske?

Jesper Lau Hansen: Berlingske har brugt to dage og fire helsider komplet med faktabokse, kampagnerubrik og farvefotos på at fortælle sine læsere en historie om Irakkrigens bedrageriske grundlag, der på alle centrale punkter modsiges af åbne officielle kilder, der til gengæld ikke er nævnt med et eneste ord, ikke et. Det er ikke så godt.

Foto: MOHAMMED AMEEN.
Læs mere
Fold sammen

Det er fornemt, at avisen har indført en journalistisk varedeklaration under rubrikken Sådan gjorde vi, hvor kilderne bag historien præsenteres. Andre medier burde gøre noget tilsvarende. Når man betænker, hvor meget journalister selv går op i åbenhed, og hvor vigtig deres rolle er i et demokratisk samfund, er det foruroligende, at grundlaget for deres arbejde ofte er mørkelagt.

Desværre giver det også mulighed for at konstatere, hvornår medierne svigter, hvilket skete forleden, da Berlingske over to dage (30.-31. marts) bragte en stort opsat artikel kaldet Italiensk for begyndere/viderekomne, der endda var ledsaget af  kampagne-rubrikken: Bedraget bag Irak-krigen. Sagen er imidlertid, at historiens centrale pointer modsiges af to officielle rapporter: en amerikansk rapport dateret 7. juli 2004 udarbejdet af Senatet med deltagelse af både demokrater og Republikanere, og en engelsk rapport udarbejdet af Butler-udvalget og dateret 14. juli 2004. Begge ligger gratis tilgængelige på nettet. Disse rapporter er til gengæld ikke nævnt i varedeklarationen, der i stedet angiver, at kilderne bag historien er et interview med hovedpersonen Joe Wilson, diverse bøger skrevet af journalister og en italiensk avis. En såkaldt faktaboks oplyser bl.a., at historien er blevet filmatiseret med Sean Penn i hovedrollen, hvilket ubestrideligt er rigtigt, men det udgør vel ikke rigtig fakta på samme måde som officielle rapporter?

Historien havde to spor: Dels at Wilson advarede Bush-regeringen om, at Saddam ikke havde forsøgt at købe uran fra Niger, men at Bush alligevel sagde netop det i sin tale til nationen kort før krigsudbruddet, dels at disse efterretninger om Niger stammede fra åbenlyst forfalskede dokumenter, som en skummel italiener forsøgte at omsætte. Begge dele er forkerte.

I Berlingske citeres Wilson for følgende: "Jeg talte med alle, der vidste noget. Jeg talte med nøglepersoner i regeringen (…) og der var intet som bekræftede efterretningerne." Men som det fremgår af Senatsrapporten (s. 39 ff.), bekræftede han tværtimod efter rejsen til Niger, at der havde været kontakt mellem Nigers premierminister Mayaki og en irakisk delegation, der ønskede at drøfte "en udvidelse af handelsrelationerne", og at Mayaki havde tolket det som et ønske om at drøfte køb af uran, hvilket han imidlertid ikke var interesseret i. Wilsons opdragsgivere i CIA tog derfor hans forklaringer som en bekræftelse på, at irakerne efter at have smidt FNs våbeninspektører ud året før havde været på udkig efter uran i lande som Niger, hvor de tidligere havde købt det. Wilson gjorde i det hele taget en dårlig figur i Senatsrapporten (særligt s. 44-45), hvor rapporten påpeger flere uoverensstemmelser i hans forklaringer. Afhængigt af temperament får man næsten ondt af Wilson. Han var overbevist om, at Niger ikke turde sælge uran til Irak, hvilket da også var indholdet i hans kritik, da han første gang henvendte sig til offentligheden i juli 2003. Han skulle have holdt sig til det, for det var rigtigt nok. Men han blev omgående gjort til en folkehelt af krigsmodstanderne og strammede nu sin påstand til, at irakerne heller ikke blot havde undersøgt mulighederne for at købe uran, og det var faktisk – i sig selv – en løgn, for det havde han jo selv konstateret. Det har været dokumenteret siden juli 2004, men hos Berlingske optræder disse oplysninger ikke, kun Wilsons egen udlægning. Og det bliver værre.

For historiens andet spor handler om, at det var åbenlyst forfalskede dokumenter, der lå bag Bushs oplysning om, at irakerne ifølge britiske efterretninger havde forsøgt at købe uran. Det er heller ikke rigtigt. I den engelske Butler-rapport, der kom ugen efter Senatsrapporten, men naturligvis var uafhængig heraf, undersøges denne påstand, og det konkluderes, at briterne faktisk havde troværdige efterretninger herom. Butler-rapporten citerer endda ordret de famøse 16 ord fra Bushs tale til nationen og bemærker på side 123, at de er "velbegrundede". Wilsons bog, der i modsætning til rapporten optræder i Berlingskes kildeliste, verfes derimod af i en fodnote side 122. Fra konklusionerne side 125 skal først fremhæves en typisk britisk understatement: "Den britiske regering havde efterretninger fra flere forskellige kilder, som indikerede, at dette besøg havde til formål at skaffe uran. Siden uran udgør næsten tre fjerdedele af Nigers eksport, var efterretningerne troværdige. Og så naturligvis denne punchline: De forfalske dokumenter var ikke tilgængelige for den britiske regering på det tidspunkt, denne vurdering blev lavet, og vurderingen undergraves derfor ikke af falskneriet."

Siden juli 2004 har det således været kendt, at de forfalskede dokumenter ikke spillede en rolle, hvis man altså lægger vægt på officielle rapporter og ikke den mere kulørte lufthavnslitteratur. Selv mindre vigtige ting går galt i Berlingskes historie. Om Robert Novaks afsløring af Wilsons kone som CIA-agent bemærkes f.eks., at historien kom fra "anonyme kilder i Bush-regeringen", men en tredje uafhængig officiel undersøgelse, denne gang om lækagen, konstaterede, at Novaks kilde var Richard Armitage, der ikke arbejdede i Bush-regeringen, men ved skæbnens ironi faktisk var blandt regeringens modstandere.

Da filmen Fair Game, som Berlingske omtaler flere gange, havde premiere i efteråret 2010, blev det for meget for den ansete avis Washington Post. Avisen kan bestemt ikke anses for Bush-venlig, men har nok en sjov gammeldags form for integritet og respekt for kilderne, selv når det går ud over en politisk modstander som Bush. I hvert fald skrev man en leder (03.12.10), der påviste filmens mange fejl, herunder de to allerede nævnte om uran og Niger, og fortsatte: "Fair Game genbruger også parrets historie om, at afsløringen af Ms. Plame var resultatet af en sammensværgelse i Det Hvide Hus. En lang og bekostelig undersøgelse ved en særligt udpeget undersøger fandt ingen sådan sammensværgelse – men den bekræftede, at hovedkilden til en avisklumme, der identificerede Ms. Plame, var en ansat i udenrigsministeriet og ikke en politisk operatør fra Det Hvide Hus."

I sandhedens interesse skal nævnes, at det ikke bare var Berlingske, der åd Hollywood-historien råt, men en bred vifte af danske aviser var helt ukritiske i deres omtale af filmen.

Så Berlingske har altså brugt to dage og fire helsider komplet med faktabokse, kampagnerubrik og farvefotos på at fortælle sine læsere en historie, der på alle centrale punkter modsiges af åbne officielle kilder, der til gengæld ikke er nævnt med et eneste ord, ikke et. Det er ikke så godt. Det rejser i hvert fald en række spørgsmål, hvis man interesserer sig for medier, f.eks. hvorfor danske journalister – i hvert fald på dette område – er så konforme og ukritiske, og hvorfor danske aviser ikke ønsker at være på kvalitetsmæssig omgangshøjde med medier som Washington Post.

Det er måske fristende at bagatellisere problemet, men det er som på fødevareområdet: problemet er ikke en smule hestekød i oksefarsen, men den manglende kvalitetskontrol. Er denne ligestilling af kommercielle kilder, f.eks. bøger og film, med officielle rapporter udbredt i det journalistiske miljø? Da det for nylig kom frem, at TV-Avisen havde bragt konstruerede billeder af en demonstration, delte medieeksperterne sig mellem de, som tog afstand, og dem, der fandt det helt naturligt som fortællemiddel. Dokumentarprogrammer var tidligere styret af en ambition om at fortælle historier så redeligt og dækkende som muligt, men i takt med, at satirikeren Michael Moore blev anerkendt som dokumentarist, synes det i stigende grad at være accepteret, at dokumentaren klippes og vinkles, så den fortæller en mere stram historie efter instruktørens personlige overbevisning. Den er samtidig blevet stadigt mere populær som formidlingsform, måske fordi den fortsat forbindes med en objektivitet, der for længst er opgivet.

Men især rejser denne konkrete historie spørgsmålet: Er det sådan, man gør det på Berlingske?

Engelske citater er oversat af forfatteren på Berlingskes opfordring.