Italiensk for viderekomne

Hvorfor valgte så mange i Bush-regeringen at tro på efterretninger, som alle andre havde afvist som falske eller tvivlsomme? Mysteriet om det italienske spor giver svaret. Vi følger sporet, der ender og begynder i en solbeskinnet gårdhave i San

Optakten til de vestlige troppers indtog i Irak i foråret 2003 er stadig en dunkel og diset blanding af konspirationsteorier og delvis mørklagte facts. Joe Wilson kunne bevise, at der var tale om forfalskede dokumenter om uran. Men høgene i Washington-administrationen slog hårdt igen, og betød en afslutning på ægteparret Joe Wilson og Valerie Plames liv som udenrigspolitisk ekspert henholdsvis CIA-agent i Washington. Foto: Jonas Karlsson/AP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Det var 16 ord. Blot 16 ord.
I slutningen af sin tale om nationens tilstand opsummerede præsident Bush i 2003 grundene til et angreb på Irak, og han sagde:

»Den britiske regering har erfaret, at Saddam Hussein for nyligt efterspurgte betydelige kvanti af afrikansk uran.«

To mennesker i hver sin ende af verden bed mærke i netop de ord.

Joe Wilson sad i Washington og så talen på TV, og han undrede sig. »Der var to muligheder: Enten tog præsident Bush fejl – eller også gjorde jeg.«

Han besluttede sig for den næste dag at ryste sine kilder i administrationen og forsøge at finde ud af det, fortæller han i et interview med Berlingske.

Bushs tale var midt om natten europæisk tid, og Elizabetta Burba så den først dagen efter. Hun var journalist på magasinet Panorama i Milano, og akkurat som Joe Wilson snublede hun over de 16 ord. Da hun hørte dem, fik hun en »knude i maven«, har hun fortalt til Washington Post. For ordene mindede hende om nogle dokumenter, som hun tre måneder tidligere havde afleveret på den amerikanske ambassade i Rom.

Hun vidste nu, at dokumenterne var falske. Vidste præsident Bush ikke det?

Krigen i Irak var en krig på falske forudsætninger.

Det er muligt, at der stadig er mennesker, som indædt vil argumentere for det modsatte, men mange af hovedideologerne bag krigen erkender det i dag. De hævdede dengang, at Irak havde masseødelæggelsesvåben – kemiske, biologiske og måske nukleare våben – og det var casus belli. Det var derfor, at USA og en alliance af de villige angreb Irak.

Men Irak havde ikke masseødelæggelsesvåben, og krigsgrundlaget var dermed forkert.

Men hvordan kunne det gå så galt? Hvordan kunne efterretningerne være så fejlagtige, at det førte til en krig, som endte med at koste 200.000 mennesker livet? De 16 ord er svaret på det spørgsmål.

Væk fra krigen

For Joe Wilson er sagen både fortid og nutid.

Det er ti år siden, og som vi sidder i en gårdhave i Santa Fe i New Mexico, omkranset af solskin og historiske, adobeklinede bygninger, føles det som endnu længere siden.

Det er langt fra krig – og så alligevel ikke. Ikke kun fordi krigsjubilæet er over alt i medierne i disse dage, men også fordi krigen er forklaringen på, hvad der siden er sket i Joe Wilsons liv. På dommerundersøgelser, på retssager, på to selvbiografier og en serie af spionromaner – og også på en film med Sean Penn som Wilson og Naomi Watts som hans kone, Valerie Plame. De 16 ord var grunden til, at de flyttede herud, langt væk fra Washington og politiske blodfejder, men – om de vil eller ej – så er ordene og krigen flyttet med. Den er her, fordi han er her.

Om han nogensinde fortryder? »Jeg ville have fortrudt det, hvis jeg ikke havde gjort det,« siger han med et eftertryk, som bliver understreget af det citat, som står som signatur på hans emails. Et citat fra Dante: »Det varmeste sted i Helvede er reserveret til dem, der i en tid med moralske kriser fastholder deres neutralitet.«

Yellowcake

Det gjorde han ikke efter præsident Bushs tale til nationen i 2003. For han havde helt bestemte grunde til at bemærke de 16 ord.

Han var tidligere ambassadør i en række vestafrikanske lande, og efter han blev pensioneret i 1998, holdt han stadig sine kontakter ved lige, og efterretningstjenesten CIA brugte ham som ekspert i vestafrikanske anliggender. Han blev kaldt til hovedkvarteret i Langley og bedt om at studere begivenheder og efterretninger.

Derfor var han heller ikke forundret, da CIAs division for masseødelæggelsesvåben i februar 2002 bad ham rejse til Niger, en vestafrikansk ørkenstat, for at undersøge et rygte. I begyndelsen af måneden havde den italienske efterretningstjeneste SISMI mundtligt orienteret briterne og amerikanerne om en række dokumenter, som indikerede, at Saddam Hussein havde købt 500 ton yellowcake-uran i Niger. CIAs mand i Rom sendte en rapport til Washington. Han udtrykte sin skepsis, men høgene i Pentagon og vicepræsident Dick Cheney greb fat i rapporten, og Cheney beordrede CIA til at fokusere på sagen. 26. februar 2002 rejste Joe Wilson derfor til Niger.

»Jeg talte med alle, der vidste noget. Jeg talte med nøglepersoner i den daværende regering i Niger, jeg talte med deres forgængere, jeg besøgte yellowcake-minerne og talte med de franske selskaber, som stod for driften, og der var intet, som bekræftede efterretningerne. Tværtimod.«

Mens Wilson var i Niger, nåede en analysegruppe i det amerikanske udenrigsministerium til samme konklusion. Niger-sporet endte blindt – alene af logistiske grunde. 500 ton yellowcake ville fylde 110 skibscontainere. Ifølge SISMI var uranen leveret til Irak i 2000, men så store mængder kunne simpelt hen ikke flyttes uset gennem ørkenen i Niger, læsses på et skib og derefter fragtes gennem et Irak, der var under konstant overvågning af våbeninspektører, fly og satellitter. Det var umuligt.

Efter sin hjemkomst skrev Joe Wilson en ligesindet rapport, der blev sendt rundt i systemet og også til Det Hvide Hus.

»Case closed«, troede han.
Men ikke for vicepræsident Dick Cheney og de andre neokonservative. For dem var sagen alt andet end lukket.

Når amerikanske eksperter skal forklare, hvorfor det gik så grusomt galt med efterretningerne op til Irak, bruger de udtrykket »kirsebærplukning«. At tilhængerne af krigen nøje udvalgte de efterretninger, som de kunne bruge, og ignorerede resten. Dick Cheney og hans stabschef Scooter Libby tog personligt til Langley og udvalgte de oplysninger, de kunne bruge.

Den holdning smittede de smitbare. Langt de fleste agenter og chefer fastholdt nøgternheden, men der var strategiske undtagelser. En af dem var direktøren for CIA, George Tenet. En anden var chefen for CIAs division for masseødelæggelsesvåben, Alan Foley. I sin bog »Pretext for War« har analytikeren James Bamford talt med CIA-kilder, som fortæller, hvordan Foley på et stabsmøde gav sine folk følgende marchordre: »Hvis præsident Bush vil i krig, så er det jeres opgave at give ham efterretningerne, der bekræfter hans krig ... «

Det var den atmosfære af stridslyst, som Elizabetta Burba trådte ind i, da hun 9. oktober 2002 på sin redaktørs opfordring afleverede 17 dokumenter på den amerikanske ambassade i Rom. En tidligere italiensk spion ved navn Rocco Martino havde givet hende dokumenterne, som SISMI også havde, og som italienerne mundtligt havde orienteret CIA og briterne om. Burba var en garvet international journalist, og hun havde studeret dokumenterne og var ikke imponeret; de lignede forfalskninger, og hun var nu på vej til Niger. Her nåede hun til samme konklusion, som Wilson var nået til: Irak havde ikke købt yellowcake i Niger; dokumenterne var falske.

De italienske uran-efterretninger var dermed blevet dementeret af udenrigsministeriet, af CIAs egen chef i Rom, af CIAs eksperter i Langley og af Joe Wilsons hvidbog fra Niger, og selv en uhildet journalist som Burba kunne se, at de var amatøragtige forfalskninger, men for kirsebærplukkerne var alene deres eksistens bevis i sig selv, og i efteråret skrev britiske medier ukritisk om dem.

28. januar 2003 sagde præsident Bush derfor de 16 ord.

»Den britiske regering har erfaret, at Saddam Hussein for nyligt efterspurgte betydelige kvanti af afrikansk uran.«

Valerie Plame

Talen fik Joe Wilson til at kontakte alle sine kilder i og uden for Bush-regeringen og forsøge at finde ud af, hvordan det kunne gå så galt, og han håbede ikke, at han havde ret, men han frygtede det:

At hans erfaring med uran-sagen var symptomatisk for krigsefterretningerne. At ikke kun Niger-dokumenterne var tvivlsomme, men at hele krigsgrundlaget var det.

Han ville ikke gøre noget, mens amerikanske soldater var i krig, men efter præsident Bush i maj officielt havde erklæret krigen for overstået og vundet, ville han ikke længere sidde på sin tvivl. Søndag 6. juli 2003 skrev han en kronik i New York Times – »Hvad jeg ikke fandt i Afrika« – og samme dag skrev Washington Post også om Niger-forfalskningerne.

Den dato er værd at notere. Siden 11. september 2001 var krigsfeberen kun steget og steget, men søndag 6. juli 2003 knækkede feberen. Her var en personlig rapport fra den pølsefabrik, som havde produceret efterretningerne, og indtrykket var alt andet end appetitligt.

Det hele blev kun værre af, at Bush-regeringen i de kommende dage overreagerede. Som Joe Wilson siger i dag:

»De kunne have begrænset skaderne, hvis bare de havde ladet debatten ebbe ud. Et par dage – og det ville så være det. Men de sendte alle kanonerne i krig.«

Hvorfor...?
»Forestil dig, hvordan det så ud for Dick Cheney, da han søndag åbnede sin New York Times og sin Washington Post, og han så Joe Wilson og Niger på forsiden og inde i aviserne. Kort efter tændte han for TV, og der var Wilson igen. Cheney led i forvejen af en usund paranoia, og han konkluderede formentlig, at sådan en medieplacering var bestilt, der stod mørke kræfter bag, og hvis du er Cheney – så mistænker du straks CIA. Geleddet i CIA havde altid været mistroisk over for hans krig, og nu hævnede geleddet sig.«

Hvilket også forklarer, hvad der derefter skete. Få dage senere skrev den konservative Robert Novak en klumme, hvor anonyme kilder i Bush-regeringen fortalte ham, at hele l’affaire Wilson var en hævnakt fra CIA – og at Joe Wilson i øvrigt var gift med en CIA-agent, Valerie Plame.

Andre anonyme regeringskilder angreb fra andre sider, men detaljen med Plame kom til at gøre ondt. For Valerie Plame var ikke blot CIA-agent, hun var undercover; ikke engang hendes nærmeste venner vidste, at hun var agent. Nu var hendes cover afsløret.

I USA er det en forbrydelse at afsløre en hemmelig agents dække, og det endte med, at en uafhængig dommerundersøgelse endevendte sagen og påviste ikke blot, hvordan insiderne havde kirsebærplukket efterretninger, men også hvordan de bagefter havde forsøgt at dække over det.

Hverdag ødelagt

Det endte med, at Cheneys stabschef, Scooter Libby, blev idømt 30 måneders fængsel og en bøde på en kvart mio. dollar for mened. Kun en benådning fra præsident Bush reddede ham fra fængsel.

Joe Wilson og Valerie Plame havde vundet, men deres liv var ødelagt.

»Jeg var forberedt på, at de ville gå efter mig og gå efter bolden og manden. Det første kunne jeg parere med kendsgerninger, det andet med min tjeneste under den første golfkrig. Jeg har 30 breve fra præsident Bush senior, som bl.a. i et af brevene kaldte mig »en sand amerikansk helt«. Jeg kunne svare igen, når de forsøgte at karaktermyrde mig. Men jeg havde ikke i mit livs skabte dage regnet med, at de ville gå efter min kone. Det var uhørt.«

Konsekvenserne blev alvorlige.
»Fra den ene dag til den anden blev Valeries karriere ødelagt. Hun fik besked på at rydde sit skrivebord og var færdig i CIA. Jeg havde på det tidspunkt et konsulentfirma, som specialiserede sig i afrikanske anliggender, og det blev umuligt for mig at drive virksomhed i Washington. Alle steder var der lagt gift ud. Bush-folkene trak os gennem et mudderbad, og til sidst pakkede vi sammen og rejste til Santa Fe.«

Joe Wilson er tavs et øjeblik.
»Men vi er langt fra de største ofre. Langt fra. Vi er her stadig. Vi har et godt liv i dag. Tænk på alle dem, som ikke er her i dag, og som ikke har et godt liv i dag.«

»Alt sammen for en krig, som aldrig skulle have været.«

Niger var reglen

Ti år senere har Joe Wilson fået, hvad han ikke bryder sig om at få – han har fået ret.

De tvivlsomme Niger-dokumenter var ikke undtagelsen; de var reglen.

Tag den kilde, som amerikanerne kaldte »Curveball«. Han var en afhoppet irakisk ingeniør, som hævdede, at han havde arbejdet på Saddams masseødelæggelsesvåben. CIA og andre efterretningsvæsener betragtede ham som en platugle, men Bush-regeringen valgte at tro på ham, og en stor del af præsident Bushs tale om nationens tilstand i 2003 og udenrigsminister Colin Powells dokumentation til FN var baseret på »Curveball«.

I 2011 indrømmede »Curveball«, at det hele var løgn.

I 2009 afsluttede FBI-agenter deres efterforskning af Niger-dokumenterne og deres ophav, og de konkluderede, at motivet var penge. At Rocco Martino havde arbejdet sammen med bl.a. en tidligere medarbejder på Nigers ambassade i Rom og en kilde i det italienske efterretningsvæsen, og de havde fabrikeret pakken med 17 dokumenter for at sælge dem til det franske og italienske efterretningsvæsen og til Berlusconi-medierne.

Måske kunne det alt sammen have været undgået, hvis flere af de involverede dengang havde noteret en avisnotits i januar 2001.

»2. januar 2001 anmeldte Nigers ambassade i Rom et indbrud. Tyvene stjal brevpapir, flere dokumenter og officielle segl og stempler.«

Case closed.