Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forfatningsekspert: Det er tid til en reform – lad os få en grøn grundlov

Der synes at være politisk vind i sejlene og folkelig opbakning til at styrke fokus på miljøet, klimaet og naturen. Det er oplagt at indføje miljø og klima i Grundloven.

»Kan eller bør Grundloven være grøn? Kan en grundlov indeholde en grøn bestemmelse. Ja, det gør mere end 140 landes grundlove og forfatninger,« skriver Sune Klinge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Petersen

I Ole P. Kristensens kommentar mandag 9. december står der, at Danmark ikke har brug for en grøn grundlov, og der suppleres med, at et »forslag om at skrive miljø og klima ind i Grundloven bygger på en fundamental misforståelse af, hvad en forfatning er og skal kunne udrette.«

Det kan der være mange holdninger til, men set fra forfatningsretsjuristens skrivebord vurderer jeg, at en grundlov eller en forfatning både kan og bør indeholde en bestemmelse, som sikrer miljøet, klimaet og naturen.

Er det nyt, ambitiøst og banebrydende i en dansk grundlovstradition at skrive miljø, klima og natur ind i Grundloven? Ja, det er, men helt overordnet må det erindres, hvad formålet med en grundlov eller en forfatning er: Den klassiske retsstatslige forståelse af Grundloven er, at den udgør borgernes værn mod statens indgreb, eksempelvis ejendomsrettens ukrænkelighed. Den indeholder også de traditionelle politiske frihedsrettigheder, som borgernes ret til at kunne forsamle sig og ytre sig.

At en rettighed har grundlovsrang betyder, at der ikke kan lovgives i strid med Grundloven. Således kan der ikke indføres censur i strid med ytringsfriheden ved en almindelig lov. Det kaldes den retlige trinfølge, hvilket også er forklaringen på, at det rent faktisk gør en forskel, at en rettighed indskrives i den danske grundlov og ikke blot fremstår som minimumsgarantier eller løfter om 70 pct. reduktion i lovgivningen.

Sune Klinge Fold sammen
Læs mere

I fortsættelse af den meget debatterede klima-lov og overvejelser om en grøn grundlov har vi på Det Juridiske Fakultet i København nedsat en lille arbejdsgruppe, som lige nu sidder og arbejder med et forslag til en revision af Grundloven efter bl.a. norsk, finsk og svensk forbillede, hvor miljø, klima og natur indarbejdes i en ny bestemmelse.

Vi ønsker herved at kvalificere debatten med en juridisk gennembearbejdet ordlyd og forklaringer, som trækker på erfaringer fra andre landes forfatninger, og som forhåbentlig også vil kunne tjene til inspiration for andre lande, fremtidige generationer eller en grundlovskommission.

Ikke ordgas

Kan eller bør Grundloven være grøn?

Kan en grundlov indeholde en grøn bestemmelse? Ja, det gør mere end 140 landes grundlove og forfatninger, så det er næppe relevant at gå nærmere ind i. Det interessante er, om rettigheden »bør« blive inkluderet. Jeg er lodret uenig i, at en grundlovssikret ret til et sundt miljø, et sikkert klima og en bæredygtig og mangfoldig natur alene vil være »ordgas«, som foreslået af Berlingskes leder 6. december. Ecuadors forfatning fremhæves som et eksempel på det og indeholder et uspecificeret løfte om at leve i harmoni med naturen.

Det udsagn om »ordgas« fremstår som en misforstået opfattelse af, hvad en grundlov kan anvendes til. For det første giver Grundloven borgerne mulighed for at kunne påberåbe sig rettigheder, som måtte være krænket i en sag, hvis bestemmelsen indeholder en handlepligt for staten.

Det har man bl.a. set i Norge, hvor den norske grundlov indeholder en bestemmelse i § 112, og hvor der pt. verserer en sag om Norges regerings tilladelse til nye olieefterforskninger i Barentshavet. Det medførte, at bl.a. Greenpeace i oktober 2016 sagsøgte den norske stat for at tildele nye licenser til olieboring i Barentshavet. Greenpeace og de andre sagsøgere tabte sagen i Oslo tingrett i november 2017, men det fremgik af dommen, at miljøbestemmelsen er en rettighedsbestemmelse, og at klimaet er omfattet af anvendelsesområdet. Appelsagen har netop været prøvet i Borgarting lagmannsret 5. november 2019, og der forventes dom inden jul. Det er endnu ikke til at vide, om lagmannsretten vil stadfæste byrettens afgørelse, men en ting er sikkert – uafhængigt af resultatet vil taberen forsøge at få prøvet Norges første klimaretssag ved Højesteret.

Jeg er således uenig i, at Danmark ikke har brug for en grøn grundlov. Det er den norske sag om olieudvinding i Barentshavet et godt eksempel på. Jeg er på den anden side enig med Thomas Bernt Henriksen, som har skrevet lederen i Berlingske 5. december, at et forslag om en grøn grundlov definerer forskellen på, hvordan man ser på demokratiet og Grundlovens rolle.

Der står ikke noget om, hvilken demokratiforståelse, Bernt Henriksen sigter til. Mit bud vil være, at demokratiforståelsen kan spændes ud mellem disse to yderpunkter: For det første, hvis man ønsker, at politikerne har meget frie rammer til at fastsætte lovgivning, fri for besværlige grundlæggende (menneske-)rettigheder, så er det korrekt, at jo mindre der står i Grundloven, des mere frie er politikerne. Det er den danske grundlov et godt eksempel på. Det sker kun sjældent, at Grundloven påberåbes over for lovgiver. Det skyldes blandt andet, at det danske rettighedskatalog i forhold til vores øvrige nordiske lande ikke er opdateret. Således er det ofte de europæiske menneskerettigheder, der kommer til at virke som korrektiv til dansk lovgivning, som vi kender utallige sager på integrations- og migrationsområdet.

Styrkes Grundlovens rettigheder, indskrænkes politikernes handlefrihed. Så enkelt kan det siges.

Hvis man således ønsker et værn mod fremtidige politiske vinde, der ikke i samme grad som den nuværende regering og det øvrige folketing ønsker at sætte klimaet højt på dagsordenen, vil en grundlovssikring af miljø, klima og natur være vejen frem.

Klima er ikke kun for tosser

Miljøbestemmelser findes i en lang række lande, som vi normalt sammenligner os med. Miljøbestemmelser kan udformes med et menneskeretligt fokus – et antropocentrisk natursyn eller verdensbillede, om man vil. Det er borgerne, som skal have gavn og glæde af naturen og sikres, at natur og klima ikke skader menneskets sundhed.

Udover de juridiske retsvirkninger, som en sådan bestemmelse vil kunne føre med sig (i form af søgsmål mod staten for ikke at leve op til sit ansvar og tage tilstrækkeligt højde for miljø, klima og natur), skal man efter min vurdering ikke undervurdere de mere bløde virkninger.

Det vil kunne komme til udtryk på flere måder: En grundlovssikring af miljø, klima og natur vil sende et fortolkningssignal til forvaltningen, som vil kunne anvendes i skønsudøvelsen, som et sagligt og lovligt hensyn på grundlovsniveau. Det vil også kunne indgå mere indirekte i form af, at staten vil kunne forsømme sin handlepligt over for en virksomhed, som eventuelt måtte forurene.

Det er sund logik at grundlovsfæste det, som vi som mennesker og ’demos’, dvs. borgere i et demokratisk samfund, skatter højest og ønsker at passe på. Det var og er vores klassiske frihedsrettigheder i form af ytringsfrihed mv., men anno 2019 vil ingen i det politiske spektrum vel længere hævde, at klimaet blot er for tosser, og dagsordenen uden betydning. Der synes således at være politisk vind i sejlene og folkelig opbakning til at styrke fokus på miljøet, klimaet og naturen.

Så hvorfor ikke, Thomas Bernt Henriksen, passe på det, som gør, at vi kan trække vejret, drikke vandet i vandhanen og spise sund mad? En grundlovssikring af en mangfoldig natur og et klima, som er sikkert for mennesker, og som understøtter vores samfund og økonomiske interesser, er og bør være et fælles samfundsansvar. Tiden er inde en til en grundlovsreform for at sikre den grønne dagsorden.