Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Forårsfornemmelser og påskesans

Jesper Bacher: Fejrer De påsken? Det er der nemlig al mulig grund til og vel at mærke ikke bare ved frokostbordet, men også på kirkebænk og ved nadverbord.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skal De fejre påsken? Påsken byder jo på en række sammenhængende fridage for de fleste danskere, så tiden er til det. Mange nyder i hvert fald en god påskefrokost i familie og venners lag. Der er heller ikke noget som fællesspisning, der kan gøre os sammenspiste på den gode måde. Årstiden er også befordrende for påskehumøret. Det er vår. Verden springer ud og grønnes omkring os. Foråret stemmer sindet, og lyset vinder frem. En digter med rødder på mine kanter, Sophus Claussen, kunne ligefrem skrive: »Det væsentlige af mig/det er mit forårsbegær«. En anden dansk digter, Frank Jæger, skriver, at foråret: »... forlanger handling af os, samhørighed, en drift mod andre mennesker, en drift, som er os påtvunget, det er jo til at blive misantrop af. Men inderst inde synes vi, at forårs- ensomhed er unatur«. Frank Jæger nævner endvidere, at der er mennesker, som ikke kan udholde forårskravene. Foråret er ikke bare højsæson for forelskelser, men også for selvmord.

Vel kan foråret være anstrengende, men hvad skulle vi gøre uden? Hvad skulle vi gøre uden forår i natur, i sind, ja, i alt? Efter vinter kommer vår, og hvis vi opgav den tro, ville verden synke sammen i kraftesløs vintermørke. Foråret er mere end en årstid. Forår betyder liv, lys og nye muligheder. Ikke tilfældigt deles foråret og håbet om den samme grønne farve. Jo, vi har brug for forår på mange måder. Mørket kalder på modstand. Døden må udfordres af livet. Goldheden skal vige for grokraft og vækst.

Også politiske håb får jævnligt navn af forår. Man kan tænke på Pragforåret i 1968, hvor tjekkeslovakkerne fik politiske forårsfornemmelser og ville indføre socialisme med menneskeligt ansigt. Det fik ende, da Sovjetunionen invaderede landet, og kommunismen viste sit sande ansigt. Siden faldt Muren og det tjekkoslovakiske diktatur med, men hint forår står stadigvæk som en kraftfuld frihedsspire, selv om det ikke fik lov at vokse sig stort og stærkt, før vinteren satte ind.

I denne tid omtales omvæltningerne i den arabiske verden som det arabiske forår. Gamle regimer, som har trådt friheden under fode og beriget en lille magtelite, falder for folkeligt pres, mens andre endnu bider fra sig og slår hårdt igen. Vi får se, hvem der styrtes, og hvem der holder sig ved magten. Under alle omstændigheder er vi vidne til en overrumplende udvikling, der bemærkelsesværdigt hurtigt har trukket tæppet væk under gamle magthavere og sikkert sat samtlige regionens potentater i alarmberedskab. Folket er alligevel ikke sådan at tøjle. Be- givenhederne har også givet anledning til højstemte forårshåb hos politiske kommentatorer. Tyder det ikke på, at tiden endelig er kommet for et omfattende demokratisk tøbrud i den arabiske verden? Viser det ikke, at menneskerettighederne virkelig er universelle, ikke bare på papir og hos de få, men også i folkesjælen fra Bahrain til Libyen, i Cairo såvel som i Deraa?

Nu kan man imidlertid gå hen og blive politisk forårsberuset. Håbet er lysegrønt, men det kan snart visne. Det er ikke ligefrem mild forårsluft, som blæser fra en stor undersøgelse af holdningerne hos den egyptiske befolkning foretaget af det amerikanske forskningsinstitut Pew Forum on Religion and Public Life. Ifølge undersøgelsen mener 84 procent af Egyptens muslimske befolkning, at konversion fra islam skal kunne straffes med døden, 82 procent støtter, at utroskab skal koste en steningsstraf, og 77 procent, at afhugning af lemmer vil være en passende straf for tyvagtige elementer. Det bør ligeledes mane til eftertanke, at Libyens Nationale Overgangsråd, som angiveligt skulle repræsentere de libyske oprørere i deres ottepunktsplan for landets fremtid, ikke nævner religionsfrihed. Libyen er 100 procent muslimsk, siger de, så hvad skal man med religionsfrihed, når samfundet er ganske homogent? Andre kilder fortæller, at der faktisk findes et kristent samfund på ca. tre procent af befolkningen, og hvad sker der uden religionsfrihed, hvis der er libyere, som ikke længere vil være en del af den muslimske homogenitet?

Det varsler også mere islamisk vintermørke end demokratisk forår, at en af de største oppositions- bevægelser i de arabiske lande er det Muslimske Broderskab, der drømmer hede drømme om en islamisk stat og har »Koranen er vores forfatning« som en del af sit motto. Foråret kan være forbi, før man aner det. Er den folkelige jordbund karrig, kræver det lang tids kultivering og gødning, før demokratiet for alvor slår rod. Hvis det overhovedet kommer så vidt.

Ja, forår kan være en skrøbelig størrelse. Mange har lagt forårshåb i graven, både de personlige og de politiske. Det er ikke altid, at der kommer en varm sommer, og med efteråret visner det, som engang stod så grønt, friskt og løfterigt. Sådan er det at være menneske. Det må vi leve med, det må vi bære og se i øjnene. Bevares, man kan godt lyve og drømme sig fra det og blive forårskåd i en grad, så man slipper jordforbindelsen og bilder sig ind, at foråret er endeløst. Alle disse sejlivede illusioner om evig ungdom, evig lykke, og evig fred og harmoni som noget, vi skal tilføre den gamle verden. Faktisk er en sund portion forårsskepsis på sin plads, ikke for at tage glansen af håbet og glæden, men for at holde begge ben på jorden til gavn for Jorden.

På den anden side skal man ikke kimse af længslen efter det, som varer ved. Livslyst og forårsglæde er sandt for dyden bedre end dødsdrift og undergangsstemning. Der er i os en længsel efter evighed, ja, det er faktisk længsel efter Gud, som er nedlagt i hjerterne. Der er de, som vil hævde, at det mærker de sandelig ikke noget til. Længslen kan da også dulmes med forskellige surrogater og på den måde holdes nede. Det ændrer ikke ved, ateisme er opium både for folket og de intellektuelle, og selv om man føler sig høj på gudsfornægtelse, lever man med såre lavt til loftet.

Det bringer os tilbage til påsken, for påsken er forårets forår. Det naturlige forår, ungdommens vår og de politiske forårsdrømme er for en tid, men påsken fortæller om et håb, der nok gik i graven, men kom ud igen. Der er selvfølgelig tale om Jesus Kristus, som forekom lige så håbløs som andre livløse, da man lagde ham i graven, men som gjorde verdenshistoriens største comeback påskemorgen.

Jamen, det er jo umuligt. Døde opstår ikke. Det strider mod fornuft og erfaring. Tja... man kunne også overveje, om ikke den kære fornuft og den solide erfaring fornuftigvis skulle erkende deres grænser? Om end man er udstyret med stor fornuft og rig erfaring, så har selv den mest vidtskuende en horisont, men det er da dumt at forveksle horisonten med en grænse. »Intet er umuligt for Gud« hedder det i Det Nye Testamente, og det er vores mulighed for at leve håbefuldt trods det forår, som blev forsømt, og den vinter, som kommer i vejrlig, men først og fremmest i sjæl og krop, i livserfaring og erkendelse. Desuden er vores nuværende liv også temmelig besynderligt. Vi har bare vænnet os til det. Som Søren Ulrik Thomsen skriver i sin nye digtsamling: »... og det er så mærkeligt at vi skal dø/men tanken om opstandelse ikke mærkeligere/end at vi virkelig findes«.

Fejrer De påsken? Det er der nemlig al mulig grund til og vel at mærke ikke bare ved frokostbordet, men også på kirkebænk og ved nadverbord. Påskens største guldæg er ikke af chokolade, men åbner sig for den, som lægger øre og hjerte til ordet om den opstandne Jesus Kristus. Det, som man kan høre, hvor præsten altså ikke tøver med at forkynde påskeglæden for fuld udblæsning og mirakuløs forårskraft. Der er nemlig de, som vil mene, at Jesus bare er opstanden i ord, men det er en sølle opstandelse. Uden kød på opstandelsen bliver den en blodfattig affære, og man kan sige om så mange afdøde, at de lever videre i deres ord. Der er noget meget større på spil med Kristi opstandelse. Kristus lever ikke bare i mig, men for mig. Han, som levede skulder ved skulder med mennesker og endte med at tage vores kors på sine skuldre, er lyslevende iblandt os. Dermed er der håb for mig i liv og i død. Livet er ikke bare udsat død og forår mere end en stakket frist. Evangeliet er verdens bedste og stærkeste påskebryg, og hvem der drikker den, bliver fuld, ikke i promiller, men af glæde. Det er smagen af forår og gør sjælen ung både ved forårstide og til alle tider. Glædelig påske!