Det har konsekvenser, hvis Danmark opsiger Menneskerettighedskonventionen

Det er helt legitimt at argumentere for dansk opsigelse af Menneskerettighedskonventionen. Men man kan ikke gøre det ud fra den grundløse antagelse, at en sådan opsigelse ville være uden reelle konsekvenser for Danmark og for mennesker her i landet.

Medlemmer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Strasbourg. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Med den tiltagende politisering af debatten om Danmarks forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og ikke mindst om Menneskerettighedsdomstolen kan man være fristet til at holde sig udenfor denne debat. Imidlertid kalder nogle af de argumenter, som professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen på det seneste har fremsat, på faglig modsigelse. Jeg tænker her ikke på Bryde Andersens retspolitiske synspunkter, men på ledsagende udsagn om menneskeretlige regler og principper, som forekommer misvisende, og derfor ikke bør stå uimodsagt. Manglende faglig modsigelse er tidligere blevet udlagt som stiltiende accept.

Den seneste kritik af Menneskerettighedsdomstolen fremsatte Mads Bryde Andersen sammen med sin norske kollega Ole Gjems-Onstad (Berlingskes kronik 29. september ) på baggrund af en dansk og en norsk sag, som begge fornylig er blevet afgjort af domstolen. Sagerne betegnes som »illustrerende« og enkle i deres menneskeretlige problematikker.

Jens Vedsted-Hansen Fold sammen
Læs mere

Det første er jeg for så vidt enig i, omend sagerne for mig at se illustrerer noget ganske andet end det, kritikerne hævder. Det sidste er efter min opfattelse ikke dækkende, og kritikken er i nogen grad baseret på fordrejning af sagernes retlige problematik.

Det illustrative ved de to sager angår virkningen af den »margin of appreciation«, som domstolen anlægger ved sin behandling af indbragte klager. Det var denne margin, den danske regering ønskede at understrege og gerne udvide under Danmarks formandskab for Europarådet i 2017-18.

København-erklæringen fra april 2018 må ses som udtryk for medlemsstaternes tilslutning til den tendens, domstolen allerede havde udvist til i betydelig grad at vige tilbage for de nationale myndigheder, når de har truffet en afgørelse under behørig inddragelse af Domstolens praksis på det pågældende område. Der er gode grunde til en sådan margin, og domstolen har praktiseret den stadigt mere markant gennem en årrække. Men det lader sig ikke benægte, at den samtidig kan skabe usikkerhed om, hvilke retlige grænser Menneskerettighedskonventionen sætter for staterne, og hvilken reel beskyttelse enkeltpersoner kan forvente hos domstolen.

Jansen- og Jensen-sagerne

De to sager, som Mads Bryde Andersen nu har fremdraget, illustrerer netop dette.

Den norske Jansen-sag angik faktisk ikke selve tvangsfjernelsen af et alvorligt truet barn, men beslutningen om helt at afskære kontakt mellem barnet og dets mor. Mens beslutninger om tvangsfjernelse normalt ikke bliver særligt indgående prøvet af Menneskerettighedsdomstolen, går man sædvanligvis mere intensivt til værks, når en klage som her drejer sig om fuldstændig afskæring af kontakt, som jo i realiteten kan føre til definitiv adskillelse mellem barn og forældre. Dette princip fandt Menneskerettighedsdomstolen ikke anledning til at fravige i denne sag, og ved prøvelsen måtte man konstatere, at de norske myndigheder havde undladt at tillægge dette aspekt – og dermed fast konventionspraksis – nogen reel betydning. Med andre ord havde disse myndigheder overskredet deres margin, og domstolen underkendte afgørelsen.

Omvendt havde de danske domstole i Jensen-sagen foretaget en ganske indgående afvejning under iagttagelse af Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvorfor det egentlig ikke var så underligt, at Domstolen afviste at foretage nogen nærmere behandling af sagen.

Sagen handlede ikke alene, som man må forstå ud fra Mads Bryde Andersens kronik 20. november, om en historikers ytringsfrihed, men om afvejning af denne frihed over for beskyttelsen af den person, som derigennem var blevet udsat for ærekrænkende sigtelser. Ved prøvelse af sådanne afvejninger af én konventionsrettighed over for en anden vil domstolen normalt være tilbageholdende, igen under forudsætning af, at de nationale domstole har taget behørigt hensyn til konventionspraksis. Det er i og for sig særdeles forståeligt, at en afvisningsbeslutning som denne kan virke barsk for klageren, men dette er for mig at se helt på linje med, hvad Europarådets medlemsstater har bedt domstolen om ved København-erklæringen fra april 2019 – hvilket den altså i forvejen efter omstændighederne var parat til at gøre.

De to sager illustrerer således Menneskerettighedsdomstolens »margin of appreciation« og den usikkerhed, som næsten uundgåeligt kan opstå i forbindelse med anvendelsen af denne margin i konkrete sager. Derimod handler ingen af dem om domstolens »dynamiske fortolkning«, som Bryde Andersen ligeledes vedholdende kritiserer.

Man kan ikke i ramme alvor mene, at der kræves nogen dynamisk fortolkning af konventionen for at nå frem til, at afbrydelse af kontakten mellem mor og barn er et indgreb i disses »ret til respekt for familieliv«. Selvom fortolkninger naturligvis undertiden kan være diskutable, bliver de i kritikken af domstolen alt for ofte blandet sammen med andre fænomener, især den ovenfor omtalte »margin of appreciation«. I den sammenhæng var det i øvrigt befriende at se den anderledes nuancerede tilgang til debatten om Menneskerettighedskonventionen i justitsminister Søren Pape Poulsens kronik 18. november.

Exit Europarådet

Som led i sin kritik af Menneskerettighedskonventionen og -domstolen har Mads Bryde Andersen fornylig igen gjort sig til talsmand for den opfattelse, at Danmark vil kunne frigøre sig fra domstolens kontrol ved at opsige konventionen uden, at dette behøver påvirke beskyttelsen af menneskerettigheder i Danmark eller vores placering i det europæiske samarbejde.

»Det forekommer næppe realistisk, at Danmark efter opsigelse af Menneskerettighedskonventionen vil kunne opretholde sit medlemskab af Europarådet.«


Til det første er der at sige, at det er vanskeligt at se meningen med at opsige konventionen, hvis dette ikke netop skulle have til formål at reducere omfanget af menneskerettigheder og deres beskyttelse her i landet. For det andet forekommer det næppe realistisk, at Danmark efter opsigelse af Menneskerettighedskonventionen vil kunne opretholde sit medlemskab af Europarådet.

Selv hvis opsigelsen som foreslået af Bryde Andersen bliver kombineret med en »højtidelig erklæring« om at ville overholde menneskerettighederne – vel at mærke i den forståelse, som bliver fastlagt af danske myndigheder uden Menneskerettighedsdomstolens kontrol – vil der her være tale om en kompliceret og usikker folkeretlig konstruktion, som Bryde Andersen ikke har redegjort nærmere for.

Hans forslag er til gengæld blevet klart og tydeligt modsagt af Justitsministeriet, som allerede i oktober 2017 fastslog, at opsigelse af konventionen vil kunne få betydning for Danmarks medlemskab af Europarådet. Begrundelsen var, at hvis et medlem af Europarådet udtræder af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil dette af de andre medlemslande blive opfattet som en alvorlig tilsidesættelse af statuttens artikel 3. Dette må ifølge ministeriet antages at gælde, selv om den pågældende stat ensidigt ville erklære, at den fremover vil overholde konventionen. Justitsministeriet konkluderede herefter, at en medlemsstat i tilfælde af en sådan alvorlig krænkelse af statuttens artikel 3 kan suspenderes fra retten til at lade sig repræsentere og af Ministerkomitéen anmodes om at udtræde, og hvis en sådan anmodning ikke efterkommes, kan denne komité beslutte, at medlemsstaten er ophørt med at være medlem af Europarådet fra den dato, som Ministerkomitéen måtte bestemme.

Det er naturligvis helt legitimt at argumentere retspolitisk for dansk opsigelse af Menneskerettighedskonventionen. Debatten herom er blot ikke tjent med at foregå ud fra den grundløse antagelse, at en sådan opsigelse ville være uden reelle konsekvenser for Danmark og for mennesker her i landet.