Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den liberalistiske drøm er et mareridt

Lars Seier Christensen og hans liberalistiske meningsfæller i Cepos og LA kæmper ikke kun for en mere fri økonomi, men også for en bestemt mennesketype og moral. Værdier, der hentes fra den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand, som priste en skræmmende og grænseløs egoisme. Det er dybt betænkeligt.

Leander Møller Gøttcke,  cand. mag. Fold sammen
Læs mere

Danmark er et land, hvor de fattige udnytter de rige, hvor de produktive få udplyndres af de uproduktive mange, og hvor innovative forretningsfolk – dem der i sandhed bærer verden på deres skuldre – pålægges stadigt tungere byrder af det snyltende flertal. Den systematiske krænkelse af ejendomsretten, som kaldes skatteopkrævning, forsvarer socialliberale politikere med henvisning til velfærdsstaten. De indser ikke, at velfærdsstaten er en taberfabrik, der undergraver folks selvrespekt og gør dem krævende og uselvstændige. Dette vanvid har stået på faretruende længe, men nu skal det få ende.

Sådan lyder budskabet fra den offentlige debats liberalister, og de må tages alvorligt, for deres antal vokser og deres indflydelse stiger. Dansk politik har i de seneste år set fremkomsten af en ultraliberal bevægelse: Cepos har på få år etableret sig som en af de mest indflydelsesrige tænketanke i landet, og Liberal Alliance vil, som man kan forvisse sig om på politiko.dk’s politiske indeks, med stor sandsynlighed få de afgørende mandater for en kommende borgerlig regering.

Disse organisationers succes kan let forklares: De er pengestærke. Cepos finansieres gavmildt af erhversledere og rige privatpersoner, og LA modtog ifølge Politiken fra maj sidste år ved sidste valg flere sponsorpenge end både Venstre og Socialdemokraterne. At man kan sælge et politisk budskab på samme måde, som man sælger cola – ved at poste penge nok i reklamer – forstår få mennesker bedre end Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen, LAs store mæcen, der med sin formue har støttet det ene ultraliberale projekt efter det andet. Netop fordi denne bevægelse modtager en sådan støtte, må vi spørge, hvilke værdier den ønsker at fremme.

Ganske vist er den nye højrefløj blevet anklaget for ikke at interessere sig for værdipolitik. I sommeren 2013 var der en omfattende debat i Berlingske, hvor især konservative debattører anklagede de nye liberalister for kun at betragte politik som et økonomisk anliggende. En sådan anklage vidner imidlertid om en tendens til at undervurdere det projekt, som Lars Seier og hans meningsfæller i Cepos og LA ønsker at realisere. De kæmper ikke kun for en mere fri økonomi, men også for en bestemt livsform, mennesketype og moral. Hvis man ønsker at få en fornemmelse af den ultraliberale bevægelses værdier, kan man med fordel læse Atlas Shrugged, en roman, Lars Seier har fået oversat til dansk og har uddelt i tusindvis, og som har været undervisningsmateriale på Cepos’ kurser i frimarkedstænkning. Atlas Shrugged er en roman skrevet af den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand. Den udkom i 1957 og er siden blevet hyldet som et mesterværk blandt dem, der drømmer om en verden, hvor markedskræfterne hersker uforstyrret, og hvor staten er reduceret til et minimum. Der er ingen tvivl om, at bogens succes skyldes dens politiske budskab snarere end dens litterære kvalitet – et foruroligende faktum i betragtning af, hvad budskabet er.Atlas Shrugged er fortællingen om en mand, der beslutter sig for at få verdensøkonomien til at kollapse. Hans navn er John Galt, og han iværksætter et oprør imod den globalt dominerende moral, altruismen. Historien udspiller sig i en dystopisk verden, hvor næsten alle lande er forvandlet til fattige, kollektivistiske folkestater, og hvor USA bevæger sig i samme retning. Galt, der anser enhver tanke om at tage fra de rige og give til de fattige, som dybt umoralsk, opbygger et nyt samfund gemt i kløften af et bjerg. Dette idylliske samfund er baseret på det princip, at alle borgere bør være rationelle egoister, og derfor skal enhver, som kommer dertil, aflægge følgende ed: »Jeg sværger – ved mit liv og min kærlighed til det – at jeg aldrig vil leve for et andet menneskes skyld, eller bede et andet menneske om at leve for min.«

I dette samfund, Rands utopi, er det forbudt at give noget væk uden at kræve en modydelse og selv familierelationer betragtes som en form for gensidig handel. Til dette sted henter Galt alle USAs enestående personer; de bedste handelsfolk, videnskabsmænd og kunstnere, og frarøvet disse genier går resten af verden i stå. I Rands ideelle verden behandler alle mennesker hinanden som midler for deres egne mål, og de fleste vil formentlig anse hendes Utopia for i realiteten at være et Dystopia. Men Lars Seier er ikke som de fleste. Hans syn på Rand er helt igennem positivt, og han »opfatter Ayn Rand som en meget klarsynet filosof, der på interessant vis afdækker kapitalismens og frihedens moralitet,« som han har sagt. En sådan udtalelse bør så tvivl om hans moralske dømmekraft.

Rand hævdede konsekvent, at hendes moralfilosofi var funderet i fornuften. Hendes talerør John Galt siger derfor også, at den sande moral (den rationelle egoisme) dikteres af fornuften selv. Med andre ord har enhver, der afviser Rands filosofi eller tror at mennesker har et ansvar over for hinanden, valgt en irrationel måde at leve på. Af alle synder er det den værste, man ifølge Rand kan begå, og som Galt siger: et menneske, der nægter at tænke, fortjener at dø.

Sandt nok har Rand ved en række lejligheder afvist, at hun skulle gå ind for brugen af vold. Det ændrer dog ikke på, at Atlas Shrugged er fyldt med passager, hvor udryddelsen af »irrationalister« og »altruister« omtales som ønskværdig. Det siges, at altruisterne »bare overfylder verden«, og de egoistiske helte drømmer om en fremtid, hvor de altruistiske snyltere »vil gå til grunde«.

Disse antydninger konkretiseres med ét, da Rand udfolder en stor masseudryddelsesfantasi. Hun beskriver en togulykke, men gør det fra begyndelsen af klart, at den ikke skal forstås som en ulykke: »Det siges at katastrofer er et spørgsmål om rene sandsynligheder, og der var dem, som ville sige, at passagererne … ikke var skyldige eller ansvarlige for det, der skete med dem.« Én passager er professor i økonomi og taler for ophævelsen af privat ejendom; en anden – en mor, der netop har lagt sine to børn til at sove – forsvarer statens forsøg på at kontrollere økonomien, fordi hun først og fremmest er interesseret i sine børns fremtid. Rand nævner i alt 16 passagerer, før hun afslutter kapitlet: »Disse passagerer var vågne; der var ikke én mand på toget, der ikke havde en eller flere af disse ideer. Da toget gik ind i tunnelen, var flammerne … det sidste de så på Jorden.«

Hvordan kan man have tillid til en mand, der anser forfatteren af denne passage for at være klarsynet? Hvordan skal man forholde sig til det parti, han støtter? Hvordan skal man forholde sig til en tænketank, der har brugt dette værk som undervisningsmateriale?

Ayn Rand, der var født i Rusland, levede næsten hele sit voksne liv som amerikaner. Hun elskede amerikansk kultur og hadede (af forståelige grunde) det kommunistiske regime, hun havde forladt. Den ironiske sandhed er dog, at hun i sin voldsomme afstandtagen fra kommunismen skabte en ideologi, der ligner den som et uhyggeligt spejlbillede: Kommunismen blev dyrket som en religion, men hævdede at være videnskab og var både utopisk, revolutionær og apokalyptisk. Nøjagtigt det samme kan siges om den filosofi, Rand prædiker i sin roman.

Det er derfor ikke tilfældigt, at Atlas Shrugged bærer den propagandistiske litteraturs vigtigste kendetegn. Den opspalter verden i absolutte modsætninger: Egoisterne er smukke, begavede og ærlige; altruisterne er grimme, dumme og løgnagtige. Der er ingen tvivl om, at folk som Lars Seier ser et glimrende stykke propaganda i denne roman. Men hvis Atlas Shrugged ender med at forandre vort samfund, bliver det ikke til det bedre. I stedet for at læse en forfatter, der fantaserer om at sætte sine fjender på et tog og sende dem i døden, bør vi lytte til en person som Primo Levi, der selv blev sendt med tog imod sin udslettelse, og som kun overlevede ved et ubegribeligt held. Blandt hans mange smukke betragtninger finder man denne: »Jo mere civiliseret et land er, jo bedre og mere effektive er dets love til at forhindre et svagt menneske i at blive endnu svagere, eller et stærkt menneske i at blive for magtfuldt.«