Den gode tones skråplan

Sagen om den svenske provokunstner Dan Park er kun én blandt flere, der viser, at vi med fuld fart er på vej ned af et skråplan, hvor selve det at tematisere forhold som race, etnicitet og religion er tilstrækkeligt for domsfældelser og bortcensureringer.

Frederik StjernfeltProfessor ved Københavns Universitet, medstifter af Fri Debat. Har senest udgivet De Anstændige (2013, sammen med J.-M.Eriksen) og Natural Propositions (2014).
Læs mere
Fold sammen

Siden Muhammedkrisen har der været en voksende opinion af Anstændige, der mener, at krænkelser kan undgås ved at bestemte ytringer tabuiseres, ved lov eller selvcensur, helst begge. Modstandere af sådanne indskrænkninger hævder omvendt, at tabuisering udgør et skråplan, der vil lamme den offentlige debat. Denne bekymring deles ikke af de Anstændige, der finder, at der ikke er noget skråplan – at det er ganske let at identificere potentielle krænkelser og harmløst at undgå dem.

I løbet af de seneste uger har en række sager af en ny type imidlertid vist, at der faktisk foreligger et sådant skråplan. Den første sag angik svensk YVs censur af den gamle TV-udgave fra 1969 af Pippi Langstrømpe, der som bekendt pralede med, at hendes far var »negerkonge«. Det skulle nu kun hedde »konge«. »Negerkongen« er interessant, fordi ingen kan være i tvivl om, at betegnelsen er positivt ment: Pippi er stolt af at have en flot og dramatisk familiebaggrund. Derfor er det absurd, at der skulle foreligge nogen form for racisme i den forstand, at der siges noget ufordelagtigt om en race. Det er lidt lige som betegnelsen »negerkys« for flødeboller – den er blevet tabuiseret, selv om det vel næppe siger noget grimt om bestemte mennesker at sammenligne et kys fra dem med en elsket form for slik. Søde kys. I disse ord synes det at være selve ordlyden »neger«, der får folk til at reagere - selv om ingen af ordene på nogen måde kritiserer mennesker med mørk hudfarve, tværtimod.

Også fra Sverige indløb sagen om kunstneren Dan Park, der i en række mere eller mindre smagløse satiriske værker bl.a. tematiserer race og religion. Mange har på den baggrund karakteriseret ham som tilhørende den yderste højrefløj, selv om han ikke selv synes at have ytret noget sådant. og hans værker snarere er ironiske, flertydige kommentarer til verserende sager. Det gælder fx. sagen om, hvordan en sort fader, Yusupha Sallah, og hans lille dreng blev brutalt overfaldet på en bro i Malmø af en gruppe på over ti personer, der bl.a. havde råbt: »Din jävla svarta man, jag vill döda dig och din son«. Sagen vakte stor opsigt i Sverige, med avisledere, demonstrationer imod racisme osv. - lige indtil det blev klart, at det racistiske overfald ikke var begået af etniske svenskere, men derimod af kurdiske indvandrere: så forstummede kritikken fuldstændig. Det var dén sag, der lå bag Parks collage »Hang on Afrofobians« (Bliv ved, afro-hadere) – der spiller på, at hvis gerningsmanden selv har minoritetsbaggrund, så kan man åbenbart bare fortsætte med racistiske overfald (af den halve snes deltagere i det livstruende overfald blev kun én dømt – til to års fængsel).

Tingsretten i Malmø interesserede sig ikke for baggrunden for værkerne, da den uden videre idømte Park et halvt års ubetinget fængsel og destruktion af kunstværkerne for såkaldt »hets mot folkgrupp«. Forsvarere for Park hævder, at han snarere forsøgte at beskytte sorte mod racistiske overfald fra andre minoriteter – men det interessante er, at fortolkningen af værkerne slet ingen rolle synes at have spillet i retssagen. Det er selve det forhold at tematisere forhold som race, etnicitet og religion, der nu er tilstrækkeligt for domme af en brutalitet, vi ikke har været vant til.

Det hindrede naturligvis ikke de Anstændige i Politiken i at tiljuble dommen og stålsat stå vagt om retten til at mene det samme som bladet. PÆN-klubben synes tilsvarende at resolvere, at man ikke kan kritisere indespærringen af en kunstner, der siger noget andet, end man selv ville gøre. Det nærliggende emne, som Park-sagen har lukket for, er naturligvis: er det kurdiske overfald på sorte symptomatisk for en mere generel racisme blandt kurdiske eller muslimske indvandrere, eller er det et enkelttilfælde? Jeg aner det ikke og jeg tror ikke, nogen gør det – fordi man fokuserer på at skyde budbringeren i stedet for at undersøge emnet.

Men andre nye sager viser, at der heri ligger en mere generel tendens: selve det at omtale diskrimination, racisme og negerslaveri er nu i færd med at blive tabuiseret - også selv om omtalen er kritisk. Først var der sagen om den sydafrikanske instruktør Brett Baileys teaterudstilling, Exhibit B. Værket er en mellemting mellem teater og installation og viser bl.a. sorte skuespillere i bur og en sort kvinde lænket til en fransk officers seng - og intentionen hævdes at være en antiracistisk kritik af racefordomme. Efter at udstillingen havde været vist i 12 byer verden over, måtte den imidlertid aflyses i teatergruppens hjemby, London. 23.000 protestunderskrifter var blevet indsamlet, og 200 demonstranter blokerede indgangen til kunstcentret Barbican - med henvisning til racisme. De sorte skuespillere hævder modsætningsvis, at de er blevet »censureret af demonstranter, som i sandhed har et ikke-informeret og vildfarent perspektiv på en vigtig udstilling.« Men hvad vil de protesterende? De vil åbenbart hindre omtale af selve det forhold, at der har eksisteret negerslaveri - og dermed forhindre vestlige og muslimske samfund i en vigtig bearbejdelse af kritisable træk i deres ikke så fjerne fortid.

Omtrent samtidig kom det frem, at den berømte gadekunstner Banksy er blevet censureret i den britiske by Clacton-on-Sea. Det angik et værk, der viser fem grå duer med indvandringskritiske skilte vendt imod en lille grøn fugl, der sidder længere henne ad samme telefontråd. Duerne udgør en lille demonstration og sidder med skilte med teksterne: »Migrants not welcome«, »Go back to Africa«, »Keep off our worms«.

Der indløb klager til byrådet – klagerne mente angiveligt, at værket var »krænkende og racistisk« - og byrådet sendte straks en kommando ud for at destruere kunstværket. Man synes kun at have fået tømmermænd, fordi det senere gik op for de kommunale myndigheder, at Banksys værker står i høje priser på kunstmarkedet. Kritiske kommentatorer i britisk presse mener modsat, at Banksys antiracistiske værk var for hård kost for en by, hvor det indvandringskritiske UKIP aktuelt står til at få deres første parlamentsmedlem – og at kommunen altså destruerede værket af racistiske snarere end af antiracistiske grunde.

Denne forvirring i Clacton illustrerer meget godt problemets karakter. Det er blevet helt ligegyldigt, om et værk eller et udsagn kritiserer race, etnicitet og religion - eller om værket omvendt kritiserer racisme. De Anstændiges sammenbidte kamp for »den gode tone« rammer nu andre Anstændige, der egentlig selv mente, de var ude i et antiracistisk ærinde. Nu er det uanstændige i færd med at vokse og omfatte selve det forhold, at man overhovedet omtaler forskellige grupper af mennesker, uanset om de er karakteriseret ved herkomst, hudfarve, tro eller ideologi.

Sagerne illustrerer derfor det farlige i at tro, at der findes en eller anden klar skelnen mellem hvad der er uretmæssigt krænkende, og hvad der er en retmæssig offentlig diskussion – sådan som de Anstændige og de tilbagevendende ledere i Politiken synes at mene. Der er en forfærdelig, lokkende rus ved at se sig selv som den særligt dydige, der er kaldet til at lukke munden på de andre, de uanstændige. Men det eneste resultat der kommer ud af det, er at stadigt større emner spærres ude fra kritisk offentlig debat – og at befolkningsgrupper sættes op imod hinanden, fordi de bliver bildt ind, at de er omgivet af rædselsvækkende racister på alle sider. I stedet for at fokusere på virkelige, sociale problemer bliver folk opfordret til at se sig selv som ofre og opsnuse og forstørre de mindste tegn på potentiel »krænkelse«.

Men det er slet ikke muligt at undlade at omtale grupper i generaliserende termer - fordi demokratisk politik og lovgivning som sådan er generel og derfor konstant omhandler generaliserede grupper. Man kan bare tænke på, hvor anstændige de Anstændige selv er, når de skal karakterisere deres politiske modstandere. Hvad vi kan gøre er derimod skarpt at kritisere, når omtalen af grupper er misvisende eller fejlagtig - vi kan ikke fra debatten udelukke omtalen af grupper af personer som sådan. Men den glidebane er vi nu for fuld fart på vej nedad.