På udflugti jazzens store sangbog

Uden forhåndsaftaler leverede en amerikaner og to danskere bare triojazz af bedste skuffe.

Det er nu 50 år siden, at man her på adressen i Store Regnegade igangsatte en mangeårig og nærmest ubrudt strøm af besøg af amerikanske jazzkunstnere, som - i kraft af deres færdigheder - fyldte de danske musikere med respekt, benovelse og underdanighed. Efter genåbningen af Jazzhus Montmartre har der atter været en lind strøm af gode amerikanere, men nu er der sket et og andet. Ja, ikke sjældent har de nemlig skullet tage sig sammen for at komme på omgangshøjde med den lokale situation.

Ingen tvivl om, at den 66-årige amerikanske trommeslager Eliot Zigmund, der blandt andet var en fornem ledsager for den legendariske pianist Bill Evans, fortsat er en dejlig musiker, som med lydhørhed, håndelag og sans for klang og dynamik skulle vise sig at være en fin sekundant for pianisten Carsten Dahl og bassisten Jesper Lundgaard.

Konceptet - eller dogmet - var, at de tre musikere mødtes på scenen for første gang - uden et aftalt repertoire. Men det var ingen hindring for et par timers »klassisk« triojazz af bedste skuffe. Tværtimod. Her og nu-inspirationsformen lå perfekt for Carsten Dahl, der langt hen ad vejen da også var aftenens chefideolog. Via et originalt og elegant præludium fremtryllede han et værk fra jazzens store sangbog, og på rette tidspunkt blev medspillerne trukket ind i universet, og så kørte musikken ellers.

Der blev lagt repræsentativt ud med en solidt swingende fortolkning af »You And The Night And The Music« og »Someday My Prince Will Come«, og første afdeling kulminerede i en forrygende udgave af Duke Ellington-klassikeren »Caravan«, som med et hidsigt tempo, et fantastisk buespil fra Jesper Lundgaard og en herlig ping pong-dialog mellem Carsten Dahl og Eliot Zigmund skulle blive alt andet end en ørkenvandring.

I det hel taget var aftenen rig på farverige ekskursioner, og ikke mindst kunne man nok en gang - og gang på gang - blive totalt overvældet af den melodiske fantasi og imponerende virtuositet, som Carsten Dahl udviste ved tangenterne. Og her er det også værd at nævne hans inderlige og lyriske fortolkning af de to smukke ballader »Over The Rainbow« og »Blame It On My Youth«.