Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

WHOs svækkede troværdighed er en trussel mod bekæmpelsen af corona

Verdenssundhedsorganisationen WHO bliver i stigende grad kritiseret for at tilgodese medlemslandet Kina. Det slider på organisationens troværdighed og derved evnen til at styre og organisere den globale sundhedsindsats. Men coronakrisen kan dårligt bekæmpes uden internationalt samarbejde. Vi skal have startet diskussionen om, hvordan vi får et stærkere WHO, der kan lede os mere sikkert gennem både denne og fremtidige pandemier.

»Organisationens mange svagheder er særligt problematiske netop nu. Coronakrisen har slået verden ud af kurs, og der er brug for samling mere end nogensinde før. Men lige nu agerer hvert land for sig,« skriver Ida Donkin. På billedet ses WHOs generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Siden dannelsen i 1948 har Verdenssundhedsorganisationen WHOs anseelse bølget frem og tilbage. Som samlende organ i vaccineprogrammet mod kopper i 60erne fik organisationen en succesfuld begyndelse. Lige dele diplomatisk og organisatorisk snilde sikrede, at først Rusland og senere USA kom på banen med produktion og finansiering af enorme mængder vacciner.

Ti år senere indberettede samtlige lande under FN detaljerede ugerapporter om sygdommens udbredelse, og i 1979 kunne WHO erklære sygdomme udryddet fra verdensfladen. Et skoleeksempel på et succesrigt, internationalt samarbejde, der førte helt konkrete resultater med sig.

I 1980erne vendte situationen. Under ledelse af japanske Hiroshi Nakajima lød anklager om dårlig ledelse og korruption, der svækkede organisationen flere år frem. Norske Gro Harlem Brundtland formåede dog kortvarigt at genrejse anseelsen ved stærk ledelse gennem SARS-udbruddet, hvor dødstallet aldrig nåede over 1.000. Et resultat, der langt hen ad vejen kan tilskrives WHOs sikre hånd i virusbekæmpelsen, hvor man fokuserede på simple redskaber som testning, smitteopsporing og isolation.

Men få år efter, i 2009, ramte svineinfluenzaen. Her slog WHO også hårdt ned, men da dødstallet endte langt lavere end forventet, var efterrationaliseringen flere steder, at man havde brugt det tunge artilleri mod en spurv af en sygdom. WHO blev kritiseret for at have overestimeret virussets farlighed og ansporet til unødig brug af enorme midler på indkøb af vacciner.

Kombineret med finanskrisen gav disse år et ordentlig indhug i WHOs budgetter og troværdighed. Endnu værre gik det under Ebola-udbruddet i Vestafrika i 2014, hvor der lød skarp kritik af WHOs indsats som værende alt for lidt, alt for sent.

»Coronakrisen har slået verden ud af kurs, og der er brug for samling mere end nogensinde før.«


Det bringer os frem til i dag, hvor generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus fra Ethiopien sidder i spidsen, valgt på baggrund af støtte fra blandt andet Kina. Et tilhørsforhold, der præger organisationen, og som i stigende grad er genstand for kritik.

»Helt gakgak«

Med kontrol af adgangen til 1,4 milliarder menneskers data er Kina da også en medspiller, WHO dårligt kan være foruden. At WHO vil gå langt for at pleje den kinesiske relation, så vi eksempelvis forrige år, hvor en højtstående WHO-embedsmand i et nu viralt interview helt komisk ignorerer spørgsmål om Taiwan.

Et andet eksempel er godkendelsen af et nyt kapitel til WHOs diagnosemanual International Classification of Diseases (ICD), der også benyttes i Danmark. Tilføjelsen af kapitel 26 i den opdaterede version, ICD-11, er særligt kontroversiel, da kapitlet omhandler traditionel kinesisk medicin, og således fraviger videnskabelig praksis og evidensbaseret medicin. WHOs blåstempling af den alternative medicin er kaldt »helt gakgak« og »et skridt bagud mod førvidenskabelige metoder« af Statens Serum Instituts direktør Henrik Ullum, mens det betegnes som en »stor politisk sejr for Kina« af lektor i Kinastudier Mette Thunø (Aarhus Universitet). I den forbindelse kan nævnes, at traditionel, kinesisk medicin er i voldsom vækst, og sidste år rundede en omsætning på 50 milliarder dollars.

Der har også været massiv undren over WHOs rosende ord om Kinas håndtering af coronaudbruddet, selvom der er tydelig dokumentation for, at de har tilbageholdt informationer.

WHOs åbenlyse afhængighed af Kina udgør et stort problem for dens troværdighed og udstiller samtidigt, hvor tæt sammenfiltret sundhedspolitik og storpolitik er. Men WHO står overfor flere udfordringer, herunder massiv underfinansiering. Det årlige driftsbudget på blot to milliarder dollar, hvoraf kun 20 procent af finansieringen er fri, giver et minimalt råderum. Samtidig er finansieringen fra de enkelte medlemslande af så vekslende kaliber, at de interne magtforhold trækkes skæve. Endelig er organisationen udfordret af en svag struktur uden mulighed for at håndhæve sine politikker over for de enkelte medlemmer.

Særlig problematisk tid

Organisationens mange svagheder er særligt problematiske netop nu. Coronakrisen har slået verden ud af kurs, og der er brug for samling mere end nogensinde før. Men lige nu agerer hvert land for sig. Det har været tydeligt under vaccineudrulningen, hvor der er massive forskelle på, hvor hurtigt og hvor mange vacciner de enkelte lande får. Det sås også da værnemidler var en mangelvare, og franske myndigheder tilbageholdt masker bestilt af englænderne.

Vi skal have et WHO, der fungerer bedre. Det kræver en samtale om, hvad WHO skal være i fremtiden, og hvordan vi styrker organisationens troværdighed. Måske mandatet og opgaverne skal skæres til, så det er mere klart, hvornår det globale ansvar og råderum slutter – og hvornår det nationale begynder. En ting står dog klart. Vi har brug for en stærk, samlende organisation, der kan styre en global indsats. Virus respekterer ingen grænser, og vi kommer ikke langt, hvis hvert land udelukkende fokuserer på sin egen håndtering af corona.

Ida Donkin er læge og ph.d.