Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal være fæstebønder i det national-socialdemokratiske Solvang

Boligminister Kaare Dybvads (S) angreb på »89-generationen« repræsenterer både en historieløshed og en pervertering af frihedsbegrebet med ham selv i rollen som en moderne ridefoged.

»Samtidig hævder Dybvad, at den enes frihed automatisk begrænser den andens,« skriver Peter Kurrild-Klitgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Californien ligger den lille »danske« by Solvang. På afstand kunne den næsten ligne Danmark, men tættere på kan en dansker se, at det hele er så ægte som en Disney-tegnefilm: Bindingsværket er malet på, teglstenene er ikke af tegl, og brostenene er cementfliser. Byen er mindre dansk, end »Heidi's Bier Bar« er tysk.

Det var ikke de danske emigranters formål i 1911 bevidst at lave en falsk by, men de arbejdede i sagens natur ud fra et mentalt postkort, der aldrig havde eksisteret, fordi alle de dele, de huskede, til formålet blev overdrevet og genskabt kunstigt.

Denne forlorenhed minder om Kaare Dybvads sommeropgør med »89-generationen«, som oplevede Murens fald i 1989 og dermed, hvorledes kollektivistiske, udemokratiske, planøkonomiske regimer faldt sammen. En »blå« generation, som i højsædet har sat personlig, økonomisk og politisk frihed med tilhørende pluralisme og retssikkerhed.

Dette frihedsfokus bryder Dybvad sig ikke om, for det har skabt en »grænseløshed«. Ifølge Dybvad skal det være slut med, at danskerne i så høj grad selv kan vælge, hvor de vil bo, sende deres børn i pasning og skole, uddanne sig eller dø.

Men der er flere steder, hvor kæden hopper helt af.

Historieforfalskning

Det ene er Dybvads historieforfalskning. 1989 betød ganske rigtigt en frigørelse af borgerne i socialistiske regimer, men Dybvad formår på en og samme tid historieløst at skrive egne partifæller ud af de liberaliseringer, der er sket herhjemme siden 1980erne, og så omvendt at overdrive »89-generationens« succes: I 1990 var det danske skattetryk med cirka 45 procent det højeste i verden – og i dag er det marginalt højere og fortsat det højeste. Fordi velstanden samtidigt er steget, dækker et uændret skattetryk reelt over en eksplosiv vækst i de faktiske offentlige udgifter. Flere voksne danskere har i disse år deres primære indkomst fra det offentlige: Andelen var 58,5 procent i 1990, mens den det seneste årti har ligget på 63-66 procent. Samtidig er statens styring af samfundet eksploderet: Regelmængden er siden 1989 øget med 13,7 millioner ord, svarende til næsten en tredobling.

Det andet punkt er Dybvads forplumring af selve frihedsbegrebet. Det klassisk-liberale frihedsbegreb – af filosoffer kaldet det »negative« – er frihed som fravær på tvang (eller trusler derom) fra andre. Ikke at mennesker skal have en frihed til at kunne gøre hvad som helst uanset konsekvenserne. Frihed således forstået forudsætter ikke, at man kan alt, og derfor heller ikke at ens frihed automatisk vil karambolere med en andens.

Med det som afsæt har den politiske arv fra 250 års oplysningstid været, at borgerne som udgangspunkt skal have frihed, og at staten kun skal indskrænke denne, når det er til alles fordel. Kernen i Dybvads pseudo-filosoferen og regeringens program, som vi har kunnet se folde sig ud siden 2019, er det stik modsatte: Et oppe-fra-og-ned »fællesskab« så ægte folkeligt som Solvang, med styring af alle dele af samfundet, så længe borgerne ikke kan bevise, at deres frie valg ikke skader andre.

Fæstebønder

Så her skal vi alle være fæstebønder i et national-socialdemokratisk kollektiv, hvor Dybvad som en anden ridefoged vil fortælle hvem, der skal bo og arbejde hvor og hvor længe for at kunne levere deres produkt til det eufemistiske »fællesskab«.

For her kan frihed betyde alt mellem himmel og jord: Både én ting og det stik modsatte, og dermed i praksis ingenting. I debatten har Dybvad for eksempel hævdet, at »frihed er« at »alle får de samme muligheder«. Men det er det ikke: »Lige muligheder« er reelt i praksis en illusion, men selv hvis man ser bort fra dét, er det meningsløst at gøre det identisk med frihed. To personer i lænker i en koncentrationslejr, og som står foran at skulle dræbes, har præcis »lige muligheder«, men næppe nogen ædruelig person ville samtidigt sige, at de derfor er frie.

Samtidigt hævder Dybvad, at den enes frihed automatisk begrænser den andens. Men det er kun, fordi Dybvad i lighed med andre kollektivister bruger »frihed« til at betyde evnen til at kunne gøre noget givent. Problemet med det er – ganske rigtigt – at rettigheder så altid automatisk støder sammen. Så en persons mulighed for at ryge i et lokale vil automatisk støde sammen med en anden persons mulighed for at være i et røgfrit lokale. Når 1.000 skattekroner bruges på et formål, kan de ikke samtidigt bruges på noget andet, o.s.v.

Men hvis ingen kan have ret til en specifik frihed uden, at det støder sammen med en andens ret til frihed, kan man ikke meningsfuldt tale om, at de begge på samme tid har retten. Moral, jura og politik æltes dermed sammen således, at definitionsretten altid ender hos politikerne. På den måde kan Dybvad argumentere for, at skat ikke er baseret i tvang men bare er »fælles værdier«. Eller at »overvågning er frihed«, som justitsministeren formulerede det. Dermed leverer man en ren orwellsk double-think: »Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke«.

Peter Kurrild-Klitgaard er professor og ph.d.