Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi skal tage ansvar i trafikken

16debMagnusJohannesHeunicke.jpg
Magnus Heunicke, Socialdemokratiet. Fold sammen
Læs mere

Forestil dig dette scenario: Du sidder i bus 6A midt i København og er på vej hjem fra arbejde. Du er træt i hovedet, og alt imens bussen ruller monotont videre, kigger du ud i mørket og er et øjeblik alene med dine tanker. Men pludselig bliver du afbrudt af nogle råb bagerst i bussen. Råbene er grove, og de bliver ved. Hvad gør du som medpassager, mens bussen stadig kører derudaf som sædvanlig? Hvad er din reaktion, når busturen slet ikke er, som den plejer?

Ingenting. Det var svaret fra personerne i den fyldte bus, der i november 2012 kørte gennem Københavns gader, mens Nick Townsell blev verbalt overfaldet. De eneste, der gjorde noget, var overfaldsmændene. De blev grovere og grovere, og det verbale blev til spark og slag.

Historien hører til i den meget voldsomme kategori, men er ikke enestående. Desværre har vi også siden hen hørt opsigtsvækkende historier om, hvordan passagerer på perroner eller i fyldte busser og tog, lader stå til, mens en medpassager eller kontrollør bliver overfuset eller truet. Og en sjælden gang imellem sker det utænkelige, at ubehagelighederne bliver til fysisk vold.

I et moderne velfærdssamfund har vi ikke kun en forpligtelse til at passe på vores børn, de ældre og de svage i samfundet. Vi har også en forpligtelse til at hjælpe hinanden i hverdagen. Derfor må og skal vi finde svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi blive bedre til at passe på hinanden og tage ansvar i den kollektive trafik?

Vi er i disse år i gang med nogle historiske investeringer, som kommer til at definere den kollektive trafik langt ud i fremtiden. Vi er på vej til at skabe nogle unikke fysiske rammer, men vi må ikke glemme at værne om kerneværdier som tryghed, fællesskab og ansvar for hinanden.

Det betyder noget, hvordan vi opfører os, når vi rejser. I en undersøgelse, som Metroselskabet gennemførte i 2013, pegede mere end hver femte på, at de sandsynligvis ville bruge metroen mere, hvis passagererne opførte sig mere hensynsfuldt. Ansvaret og respekten gælder naturligvis ikke kun over for medpassagererne. Det gælder i særdeleshed også over for personalet, der desværre ofte oplever at blive chikaneret og svinet til. Derfor har DSB opfordret sine ansatte til at melde de mest grove episoder af verbale overfald. I 2010 var der ved udgangen af august 74 anmeldelser af den type, hvor overfaldene ikke førte til sygemelding. I 2014 havde der ved samme tid været 126, og hvert eneste verbale eller fysiske overfald er ét for meget.

Jeg vil gerne være med til at starte en debat om de problemer og uheldige konsekvenser, som verbale trusler, vold, chikane og hærværk har. Jeg har derfor nedsat en ekspertgruppe, som skal ud i landet og være med til at søge svar på spørgsmålene: Hvordan kan vi hjælpe med at gøre den kollektive trafik endnu bedre? Og hvordan kan vi passe bedre på hinanden? Jeg håber, at vi kan finde svarene i fællesskab. For det værste svar, vi kan give, når vi står over for svære dilemmaer og ubehagelige problemstillinger, er helt åbenlyst: Ingenting.