Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi burde sende britiske politikere ind og se »Apollo 13«

Tragedien om Brexit viser, at det britiske demokrati har fejlet i en afgørende krisestund. Nationale kompromiser kræver, at man også taler med de partier, man ikke er enig med.

Foto: Kate Copeland

Scenen er gået over i filmhistorien: Om bord i Apollo 13 er tre astronauter i fuld fart mod Månen i et beskadiget rumfartøj, der mangler både ilt og strøm.

Mens de sammen med kontrolcenteret i Houston forsøger at udtænke en plan, risikerer de kvælningsdøden. Astronauterne er blevet tvunget til at krybe over til månelandingsfartøjet, der skal bruges som en slags redningsbåd for at komme tilbage til Jorden, men her stiger kuldioxidniveauet, fordi nogle luftfiltre er overbelastet.

Tom Hanks og hans to medastronauter har nogle firkantede litiumhydroxidfiltre, men de passer ikke til de runde huller i landingsfartøjet. Endnu et uforudset problem i en serie af uheld. I Hollywood-filmatiseringen fra 1995 bliver et hold teknikere i Houston lukket inde i et rum med den opgave at finde en løsning. Det lykkes som bekendt at løse cirklens kvadratur med gaffatape, en plasticpose, nogle papstykker og kreativ samarbejdsvilje.

Når man følger det britiske drama om Brexit, kan man godt få lyst til at sende britiske politikere på et Apollo 13-inspireret kursus i problemløsning. Storbritannien er hastigt på vej mod en uplanlagt »hård« Brexit med risiko for mangel på medicin, kilometerlange køer ved grænserne og store økonomiske tab.

Tirsdag blev den skilsmisseaftale med EU, som premierminister Theresa May har forhandlet hjem, stemt ned med de historiske stemmetal 432 mod 202. Dagen derpå overlevede May en mistillidsafstemning med stemmerne 325 mod 306. Der er altså overvældende flertal mod Mays plan, men intet regeringsdueligt alternativ.

Imens bliver dommedagsklokken ved med at tælle ned mod 29. marts, som er den automatiske udgangsdato for Storbritannien – med mindre det i sidste øjeblik lykkes at sætte processen på pause.

Britiske politikere har undervejs præsenteret os for imperiale vrangforestillinger om, hvordan Storbritannien kunne gennemtvinge sine ønsker over for en falleret europæisk union. De fleste har indset, at de fabler kun var fantasi, men ét umuligt ønske står tilbage: Den toneangivende Brexit-fløj i det konservative parti nægter at være i en toldunion med EU og vil på samme tid ikke acceptere en særordning for Nordirland, der grænser op til EU-medlemmet Irland.

Følger man deres logik, vil EU blive tvunget til at indføre grænsekontrol på tværs af den irske ø – stik imod Langfredagsaftalen fra 1998, der afsluttede årtiers terror og vold mellem nordirske katolikker og protestanter.

Meget er blevet sagt om Theresa Mays udholdenhed gennem de seneste to års forhandlinger med EU, men resultatet denne uge afslører på spektakulær vis, hvad der hele tiden har været problemet. EU-siden har forhandlet med en partner, der ikke anede, om hun havde opbakning til sin forhandlingslinje. Vi har spildt to år, fordi May ikke fra starten gjorde det, som hun nu har lovet at gøre over weekenden – at invitere de øvrige britiske partiledere til konsultationer om, hvordan man kunne skabe opbakning om en fælles Brexit-platform.

De interne britiske slagsmål hænger sammen med en konfrontatorisk politisk kultur og et valgsystem med et »The winner takes it all«-system. Mindre bevægelser i stemmefordeling over midten betyder, at modstanderen bliver presset i bund i et nyvalgt parlament, og så bruger man den næste valgperiode på at bekrige hinanden.

De konservative har på den måde fået lov til at eje den folkeafstemning, de selv udskrev uden dyb omtanke for den risiko, som fulgte med. Labour-lederen Jeremy Corbyn lurepassede under kampagnen op til afstemningen, og bagefter har han ikke været utilfreds med, at Theresa May har brugt al sin energi på at forsøge at skabe samling i det dybt splittede konservative parti.

Problemet er bare, at de britiske konservative ikke kan samles om en Brexit-løsning. Derfor er det svært at se, at der kan blive flertal for en plan uden at inddrage Labour. Britiske politikere burde straks efter afstemningen have sat sig sammen, som de danske ja- og nej-partier gjorde det efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Resultatet blev »det nationale kompromis« med fire EU-forbehold.

»Britiske politikere burde straks efter afstemningen have sat sig sammen, som de danske ja- og nej-partier gjorde det efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992.«


Demokratier testes i krisetid for deres evne til at levere beslutningskraft, og beslutningskraft opnås gennem inddragelse og kompromisvilje. På den måde er den britiske krise også en repræsentationskrise. Et mindretal af ekstremt EU-kritiske konservative har i alt for lang tid fået lov til at sætte dagsordenen.

Vi ser en lignende repræsentationskrise i Frankrig, hvor præsident Émmanuel Macron som reaktion på protester fra »De gule veste« har indkaldt til en »grand débat national«, hvor de utilfredse skal kunne komme til orde. Dog kun om emner, som præsidenten på forhånd har udstukket.

Vil Macron virkelig løse den tillidskrise, som præger det politiske liv i Frankrig, vil jeg dog foreslå et enklere middel: indfør et mere repræsentativt valgsystem.

Ved præsidentvalgets anden runde fik Front National-kandidaten Marine Le Pen 33,9 pct. af stemmerne. Ved det efterfølgende parlamentsvalg opnåede hendes parti otte ud af 577 pladser, dvs. under to pct. af pladserne.

Sjovt nok er mange af de gule veste, som ikke føler sig hørt, Marine Le Pen-vælgere.

Det kan man give en tanke. Også i Sverige, hvor man godt nok har et repræsentativt valgsystem, men hvor et flertal af partierne i den svenske Riksdag har sat sig for at gøre alt for at holde Sverigedemokraterna, der dog fik 17,5 pct. af stemmerne ved valget sidste år, uden for indflydelse.