Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Briterne fortjener en ny EU-afstemning

De britiske vælgere sagde nej til EU i 2016. De burde også have lov til at udtale sig om vilkårene for Brexit.

En britisk modstander af Brexit demonstrerer foran parlamentsbygningen i London. Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Theresa May har sagt det et utal af gange, siden hun overtog ansvaret for at forhandle Storbritanniens vej ud af EU: »Brexit means Brexit!«

Det er en sætning, som lyder definitiv, men i virkeligheden er meningsløs, for hvad betyder Brexit? Da de britiske vælgere i juni 2016 stemte for at trække deres land ud af EU, tog de stilling til det eksisterende EU-medlemskab, men ingen anede, hvad de kunne få i stedet, og der var frit slag for vilde løfter om, hvor mange penge Storbritannien ville kunne spare, og hvor let det ville være at indgå nye handelsaftaler.

Efter vælgernes nej til EU har det været notorisk uklart, hvordan de ansvarlige politikere forestillede sig, at Storbritannien skulle forholde sig til EU. Den konservative EU-modstands frontfigur, Boris Johnson, er på to år gået fra at mene, at Storbritannien efter Brexit fint kunne bevare adgang til EUs indre marked – til i dag at mene, at det samme ville reducere Storbritannien til en »​økonomisk vasalstat« i forhold til EU.

Premierminister Theresa May har selv været på en lang dans fra det ene standpunkt til det andet, mens hun har forsøgt at holde sine ministre fra at udvandre. Den britiske forvirring har forsinket forhandlingerne med EU, men nu ligger der endelig en skilsmisseaftale på bordet. Søndag skal EU-lederne tage stilling til den på et topmøde i Bruxelles, og så mangler kun godkendelse fra EU-Parlamentet og det britiske parlament.

Problemet er bare, at britisk politik stadig ligner »Halløj på badehotellet«. EU-modstandere i Mays eget parti pønser på at vælte hende, nordirske unionister er klar til at gøre det samme, så premierministeren skal håbe på at få parlamentarikere fra Labour til at stemme hendes Brexit-aftale igennem. Reelt er det mest sandsynlige, at der ikke vil være flertal for aftalen, når den kommer til afstemning i det britiske parlament i december.

I sådan en situation vil briterne have brug for mere tid, og det bør vi også give dem. Hvis der er politisk vilje, kan man forestille sig alle mulige kreative løsninger – endog udsættelse af den automatiske slutdato for britisk EU-medlemskab, som er sat til 29. marts 2019.

Tålmodigheden hos de 27 andre EU-lande er dog ved at være opbrugt. De færreste har lyst til at åbne for nye forhandlinger med en splittet britisk regering, mens de gør klar til valget til EU-Parlamentet i maj. Hele miseren kan ende med, at May enten lige får reddet et flertal igennem i en anden runde i parlamentet, eller at Storbritannien vælter ud af EU uden en udtrædelsesaftale.

»Efter vælgernes nej til EU har det været notorisk uklart, hvordan de ansvarlige politikere forestillede sig, at Storbritannien skulle forholde sig til EU.«


I begge scenarier må man ud fra en demokratisk betragtning sige, at resultatet burde komme til en ny folkeafstemning. Det er svært at se i dag, hvordan briterne skulle nå at organisere en ny folkeafstemning. Der vil straks udbryde uendelige slagsmål i London om formuleringen af spørgsmål, og på samme tid vil EU-siden trods al velvilje ikke kunne vente alt for længe.

Men retfærdigt er det ikke. Hvis man mente, at de britiske vælgere skulle høres om EU-medlemskabet i 2016, må man også mene, at vælgerne skal have lov til at udtale sig om det fremtidige forhold til EU, som vi først nu kan se konturerne af. Nøjagtig som danskerne fik lov til at stemme om EU-forbeholdene i maj 1993, efter at de året før havde stemt nej til Maastricht-traktaten.

PIERRE COLLIGNON