Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hellere ingen Brexit-aftale end en dårlig aftale

Brexit-forvirringen er total i London. Vi må på EU-siden stå fast på vores principper: Det indre marked er ikke et tag-selv-bord, og vi kan ikke lade Nordirland blive indhegnet af hårde grænser.

Det mest realistiske er fortsat, at Brexit faktisk sker, men vi skal naturligvis holde en dør på klem for, at briterne kan komme tilbage i folden, lige så længe den mest teoretiske chance for det eksisterer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix

Tidligere nød britiske diplomater høj anseelse i Bruxelles for deres evne til at få deres synspunkter igennem. Utallige er de EU-kompromisser, som har båret tydelige britiske fingeraftryk; fordi der var en klar linje i den britiske Europa-politik, og fordi de britiske udsendinge var dygtige forhandlere.

I dag er billedet af britisk Europa-politik et noget andet: Den politiske linje er ulogisk og uklar. Frem for at søge brugbare løsninger for Storbritanniens forhold til EU er førende britiske politikere mest optaget af at køre sig selv i stilling til at vinde magtkampe og valg. Og forvirringen går naturligvis ud over briternes evne til at få deres ønsker opfyldt i forhandlingerne med EU.

Mandag måtte den britiske premierminister, Theresa May, sande, at hun ikke kan opnå flertal for den skilsmisseaftale, som beskriver Storbritanniens første skridt ud af det europæiske samarbejde. En planlagt afstemning i det britiske parlament blev aflyst i sidste øjeblik, fordi May var sikker på, at aftalen ville blive nedstemt.

Det ville have været velgørende at tage afstemningen, så britiske politikere snart kunne blive tvunget til at tage klarere stilling til, hvad de vil med EU, men nu må vi altså indstille os på fortsat usikkerhed.

Hos de britiske konservative står udfordrere i kø for at melde sig som mulige afløsere for May; hver med sin egen EU-plan. Mest vidtgående er den tidligere udenrigsminister, Boris Johnson, som mener, at Storbritannien skal true med at holde halvdelen af de aftalte betalinger til EU tilbage for at fremtvinge nye indrømmelser. En fuldkommen urealistisk form for brutaldiplomati. I en anden lejr har vi pro-europæiske konservative og Labour-politikere, der drømmer om en ny folkeafstemning, hvor muligheden for helt at aflyse Brexit skal forelægges vælgerne.

EU har store interesser i at bevare et tæt forhold til Storbritannien i fremtiden, men der er grænser for, hvor langt vi kan gå for at få en Brexit-aftale endeligt på plads. Der er gode grunde til, at EU-landene har afvist de mest vidtgående britiske forestillinger om at få fri adgang til EUs indre marked uden at følge de samme regler som andre EU-lande. Det ville skabe ulige konkurrencevilkår.

Der er også gode grunde til, at EU har stået fast på, at Storbritannien ikke ensidigt skal have lov til at indføre en hård grænsekontrol på grænsen mellem Irland og Nordirland. Stod vi ikke fast her, ville vi svigte både et EU-medlem, Irland, og den nordirske fredsaftale fra 1998, som afsluttede årtiers vold mellem protestanter og katolikker.

Det mest realistiske er fortsat, at Brexit faktisk sker, men vi skal naturligvis holde en dør på klem for, at briterne kan komme tilbage i folden, lige så længe den mest teoretiske chance for det eksisterer.

I første omgang skal EU og alle medlemslande dog rebe sejlene for at gøre klar til en såkaldt hård Brexit. Vi skal forberede os på at afbøde de værste konsekvenser af en britisk udtræden af EU uden skilsmisseaftale.

Dernæst kan det komme på tale at give briterne mere tid til at formulere deres ønsker til en fremtid uden for EU. Det kan ske ved at sige ja, hvis May eller en anden britisk premierminister skulle bede om et par måneders udsættelse af den formelle udtræden af EU, som er sat til 29. marts 2019. Det ville være besværligt, men ikke umuligt.

PIERRE COLLIGNON