Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trekroner mellem tomhed og tro

Kaj Bollmann: I Trekroner er det skingre tonefald mod en ny kirke ideologisk-antireligiøst. Men der er kommet en ny dimension med i forhold til tidligere: kravet om et multireligiøst eller ’neutralt’ rum, der kan bruges af alle trossamfund og livssyn. Det giver overhovedet ingen mening.

»Rummet skal have en identitet, og det får den ud fra den fortælling, der bærer den. Ritualer kræver rum med identitet.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

I det nybyggede Trekroner-kvarter ved Roskilde vil menighedsrådet i Himmelev Sogn bygge en ny kirke. Området er vokset eksplosivt, og rammerne i den lille landsbykirke i Himmelev sprænges gang på gang ved konfirmationer, dåb osv.
De allerfleste i Trekroner-området er medlemmer af folkekirken, men de har langt dårligere kirkelige rammer end de fleste steder. De får væsentligt mindre for deres kirkeskat. Så det burde være en naturlig sag at få en kirke i området.
I 1890erne tog Kirkefondet initiativ til kirker i de nye kvarterer i hovedstaden. Siden da har det været naturligt at bygge kirker i nye kvarterer, når størrelsen berettigede til det. Af og til har det taget lang tid pga. økonomien. En sjælden gang har der været lokale protester. Heldigvis har folkekirken lokalt demokrati, så disse protester har kunnet få indflydelse via menighedsrådsvalg og menighedsmøder.
Også i Trekroner er der modstand. Den stikker ikke dybt i lokalsamfundet. Ved en lokal borgerhøring om sagen med et halvt hundrede deltagere, var kun en håndfuld imod kirkeplanerne. Men med et skingert tonefald er det lykkedes modstanderne at få en del presseopmærksomhed.

Modstanden begrundes til dels økonomisk. Den økonomiske relation mellem kirke og stat er vitterlig ikke særlig gennemskuelig og kunne sagtens trænge til en afklaring. Men realiteten er, at midler til kirkebyggeri alene betales af folkekirkemedlemmerne i den pågældende kommune. Der er hverken stats- eller kommunale penge i det. Vil man ikke betale til byggeriet, har man sin fulde frihed til at melde sig ud af folkekirken.
Når en kirke står der, yder den oven i købet et gratis bidrag til hele områdets kulturliv ved at være ramme om koncerter, foredrag, studiekredse osv., som alle er velkomne til at deltage i, og hvor der ikke spørges om medlemskab.
I starten af de moderne kirkesager var en del af modstanden ideologisk betinget. Dengang var det socialdemokrater og kulturradikale, der førte an, voldsomt ivrende imod de nye kirker. Også i Trekroner er det skingre tonefald ideologisk-antireligiøst. Men der er kommet en ny dimension med i forhold til tidligere: kravet om et multireligiøst eller ’neutralt’ rum, der kan bruges af alle trossamfund og livssyn.
Kravet er ikke rejst af andre trossamfund i området, men af ateister/sækularister, som primært bekæmper folkekirkens tilstedeværelse i det offentlige rum, men som ublu bruger andre religiøse trossamfund og holdninger som gidsler i deres kamp.

I Norge, hvor det ateistiske »Human-etisk Forbund« er langt stærkere end lignende grupper i Danmark, er det lykkedes at få krav om »livssynsnøytrale seremoni-rum« på den nationale dagsorden. Adskillige kommuner har allerede planer om sådanne. I Norge er kirkens økonomi imidlertid kommunal, ikke selvstændig som i Danmark. Derfor giver ideen måske mening i Norge.
I Danmark er det meningsløst. Her finansierer alle trossamfund selv deres bygninger og aktiviteter. Det må naturligvis også gælde for ateister. Og så burde den ikke være længere.
Når folkekirkens medlemmer betaler for byggeriet, skal den selvfølgelig være en kristen kirke, hvis primære funktion er gudstjenester og folkekirkelige aktiviteter. Disse er som regel brede og indebærer en åbenhed over for kulturen generelt – sågar over for andre religioner. Men fortegnet er selvklart den kristne tro og dens møde med den lokale befolkning. Det er ikke kirken, der skal stå for multireligiøse fællesrum eller neutrale ceremonirum.
Når repræsentanter for andre trossamfund ikke har dannet fælles front med ateisterne i Trekroner eller andre steder skyldes det dog også noget andet: Ritualer er ikke neutrale, og et neutralt ritualrum er et tomrum, som i virkeligheden ikke giver mening. Ritualets fortælling og bygning, symboler, arkitektur, indretning og historie hænger sammen. Rummet skal have en identitet, og det får den ud fra den fortælling, der bærer den. Ritualer kræver rum med identitet. Det er bl.a. det, der ofte får pårørende ved begravelser til at opleve kommunale kirkegårdskapeller som upersonlige. Rummet er tomt for identitet og fortælling.

Ud fra ritualets vinkel er neutrale ceremonirum ikke nogen god idé. Trossamfund, der deler grundfortælling – f.eks. den kristne – kan naturligvis i et vist omfang arbejde sammen om brug af de samme kirkerum, men almene, fællesreligiøse rum vil aldrig kunne blive andet end en dårlig nødløsning. Derfor kan forslaget om neutrale ritualrum kun komme fra mennesker, der ikke har forståelse for, hvad et ritual er – f.eks. fra ateister, der jo netop ikke har nogen overordnet fortælling at sætte det enkelte menneskes liv ind i, og derfor ikke har problemer med, at rummet er tomt.
Fremtiden ligger ikke i det tomme rum, men i at de forskellige trossamfund og livssynsforeninger bygger deres egne rum eller arbejder sammen, som de er venner til. Men hold kommune og andre myndigheder uden for! Det er bestemt ikke et område at sætte på den kommunale udgiftsside.
Tværtimod kunne man allerede nu finde en besparelse til de hårdt trængte kommunale kasser ved at nedlægge den ene kommunale ceremonifunktion, som varetages i dag: den borgerlige vielse. Den kunne snildt erstattes af en skriftlig tilsendelse af vielsesattesten og en offentliggørelse på nettet. Den rituelle side må folk selv være ansvarlige for, enten ved at bruge deres trossamfund, eller ved at gå til en ikke-religiøs ceremonimester – eller ved at skabe deres egne rammer.
Det ville i øvrigt kunne forenkle den aktuelle debat om kirkelig vielse af par af samme køn, hvis man samtidig gjorde denne skriftlige borgerlige registrering obligatorisk for alle par uanset køn og tro. Det ville for resten også betyde, at jeg som folkekirkemedlem, der aldrig ville drømme om at bruge ’borgerlige ritualer’, kunne slippe for at betale til dem over skatten!