Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tangoen mellem medier og politikere

»Medierne er blevet en væsentlig selvstændig politisk institution i dagens moderne demokratier, og de øver indflydelse på, hvordan andre politiske institutioner fungerer. Men samtidig er det noget, man ikke skal overdrive.«

Når man spørger, er de fleste ikke i tvivl: Medierne har stor magt og indflydelse. Forskningen har imidlertid haft svært ved at bekræfte denne forestilling om mediernes magt.

Således bestemmes krydset på valgdagen af alle mulige andre forhold end medierne: Folks sociale baggrund, arbejde, religion, bopæl, køn, alder, personlige netværk etc. Medierne derimod medierer budskaber, som udsendes af andre, magtfulde politiske aktører. Men i sig selv øver de ingen indflydelse.

Imidlertid har forskningen ændret syn på medieindflydelsen. Det kan skyldes i alt fald to ting. For det første at forskningen er blevet bedre til at afdække mediernes magt, teoretisk såvel som metodisk.

For det andet er der god grund til at formode, at medierne faktisk i dag har mere indflydelse end tidligere. For én til to generationer siden blev man nærmest født ind i et politisk parti, og blev der resten af livet. Der skulle meget til, for at en vælger skiftede fra ét parti til et andet i en valgkamp.

I dag skifter vælgerne i betydeligt højere grad parti fra valg til valg. Og de gør det senere i valgkampen. Det øger selvsagt sandsynligheden for, at medierne kan påvirke stemmeadfærden hos den enkelte vælger.

I de senere år er der endvidere udviklet en teori om, at samfundet i stigende grad er blevet medialiseret. Hermed menes, at medierne på den ene side udvikler sig til en selvstændig institution i samfundet, og at de på den anden side integreres mere og mere i andre samfundsinstitutioners virke. Det betyder, at andre politiske institutioner, organisationer og aktører på grund af deres behov for at kommunikere gennem medierne tilpasser sig disses måde at fungere på.

Medierne sætter ikke dagsordenen

Det betyder eksempelvis, at når den væsentligste kanal for politikerne til at kommunikere med deres (potentielle) vælgere er medierne, bliver de nødt til at underlægge sig mediernes logik for at fange vælgernes interesse, dvs. være parat ved mobilen klokken kvart i kvalme om morgenen, når Radioavisen ringer op, og tale i korte, maleriske og gerne provokerende sætninger med klare budskaber og rammende metaforer. Gør man som politiker ikke det, bliver det småt med henvendelser fra pressen.

Betyder det så, at det i dag er medierne, der fastsætter den politiske dagsorden og bestemmer dansk politik, sådan som man undertiden får indtryk af i den offentlige debat? Står forskningen til troende, er svaret: Så langtfra.

Et hold forskere ved Aarhus Universitet har undersøgt samspillet mellem mediernes og politikernes dagsorden. En af projektets konklusioner er, at de to dagsordener gensidigt påvirker hinanden, men mediernes påvirkning af partiernes dagsorden er politisk betinget: Medieopmærksomhed på et emne fører kun til opmærksomhed fra partierne, hvis disse har en strategisk, vælgermæssig interesse i at tage emnet op.

Projektets konklusioner ligger i forlængelse af den internationale forskning på området, som er, at, ja, medierne øver indflydelse på politik, men indflydelsen er betinget af en række forhold.

Det kan blandt andet være karakteristika ved de politiske aktører, eksempelvis folketingsmedlemmernes anciennitet og position i deres parti; karakteristika ved det emne, der dækkes, f.eks. om det er et emne, almindelige borgere har erfaring med fra deres hverdag (økonomi) eller ej (Syrien); hvilket medie, der er tale om – eksempelvis støtter hollandske parlamentarikere sig i højere grad til trykte end andre medier, når de stiller spørgsmål til ministeren; og tid kan have betydning, f.eks. om man befinder sig langt fra eller tæt på et valg.

Overdriv ikke mediernes magt

Konklusionen synes at være: Ja, medierne er blevet en væsentlig selvstændig politisk institution i dagens moderne demokratier, og de øver indflydelse på, hvordan andre politiske institutioner fungerer. Men samtidig er det noget, man ikke skal overdrive.

Mediernes indflydelse på politikerne foregår i et samspil med disse, og der skal to til at danse tango. Som den forførende dans, tango er, er det ikke altid let at afgøre, hvem der fører. Man skal derfor være varsom med ikke at overdrive mediernes magt.

Når man ser eksempler på noget, som umiddelbart kunne se ud, som om det er mediedrevet – f.eks. storm mod en minister – så er det vigtigt at have de kritiske briller på, når man skal bedømme forløbet. For det er yderst sjældent, at medierne selv kan køre en sag hen over længere tid, hvis ikke andre aktører (dvs. politiske modstandere) har en interesse i at bidrage til sagens videre liv i medierne.

Hvordan befolkningen så påvirkes af mediernes og politikernes dans, er et helt andet forskningsspørgsmål.

Erik Albæk og Claes de Vreese har redigeret et netop udkommet temanummer om forholdet mellem medier og politikere i tidsskriftet Økonomi og Politik.