Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Statsministre for den gode stemning: »Se, vi er slet ikke sure på hinanden i virkeligheden!«

Foto: Morten Albek Fold sammen
Læs mere

Jo, dokumentarserien »Statsministrene« var vellykket. Jo, der var rørende øjeblikke. Jo, det var flot, at alle fem kunne samles på én gang på Marienborg. Så undskyld, hvis jeg ødelægger den gode stemning, men som vælger blev jeg ramt af akut kompromiskvalme under søndagens sidste afsnit.

Her gjorde de fem hovedpersoner en dyd af nødvendigheden i at videreføre hinandens politik, og især Helle Thorning- Schmidt var udtalt i sit syn på en regeringsleders evne til kompromis. Det lød da også på overfladen rigtigt.

Hendes analyse er, at man som statsminister pejler forkert, hvis man skeler for meget til kritik fra sit partis bagland eller fra støttepartiet. Man er jo statsminister for hele landet. Hun mener, at Thorning-regeringen burde have fået mere ros for at bryde blokpolitikken. Og hun peger på, at man ikke kan gå fire år tilbage, når man overtager magten – man må i stedet acceptere, at der er et nulpunkt og videreføre størstedelen af sin modstanders politik. Den del er de andre statsministre rørende enige i og nikker gensidigt anerkendende hen over kaffebordet, så hovederne er ved at dratte af. Ren dansk hygge: Se, vi er slet ikke sure på hinanden i virkeligheden!

Opskriften på politikerlede

Men resultatet er ikke alene midddelmådig midtersøgning, det er også demokratisk deroute. For i sin yderste konsekvens betyder det, at politiske forskelle blot tegnes stærkt op af hensyn til valgkampens konfliktkoreografi for så at falde brat for realiteterne. I mødet med dem – altså realiteterne – må partisoldaten bøje sig, og det finder de fem tidligere så indædte modstandere nu helt uproblematisk. Det er godt for Danmark, at alt har været nogenlunde det samme de sidste 35 år, lyder den hygsomme analyse.

Men er det ikke præcis det, der baner vej for politikerlede? Oplevelsen af, at magthaverne ikke vil ændre så pokkers meget, når det kommer til stykket. De skal nok være på barrikaderne i kamptid, men i grunden har de det bedst med at sidde på Marienborg i fredstid og komplimentere hinanden hen over mågestellet. Forskelle gøres til detaljer, og det er en hån mod de vælgere, der sætter håb og lid til forandring.

»Men man skal jo kunne tælle til 90.« Absolut, og det er afgjort sundt at kunne kravle ned fra et træ og lugte til den parlamentariske virkelighed. Men logikken ved statsminister-slabberasen handler ikke kun om mandater og mindretal. Der toner hos alle fem et særligt magthaverideal frem om at bevæge sig væk fra det partipolitiske udgangspunkt og nu i stedet at blive statsminister for hele landet. Men hvori består modsætningen? Du tror vel så meget på dit partis politik, at du har lyst til at udbrede den til hele landet, ikke fravige den for at please hele landet?

Der var for meget hygge og for få bank i kaffebordet. Hvis du ikke for alvor kan ændre noget, hvad vil du så med magten? Bortset fra at bevare den gode stemning.